Sort piratfisk (Serrasalmus rhombeus) er den største art af piratfisk. Den er vidt udbredt i det nordlige Sydamerika.

Piratfisk er en underfamilie af ret store karpelaks fra ferskvand i tropisk Sydamerika. Der kendes ca. 35 arter, som fordeler sig på fem slægter.

Faktaboks

Også kendt som

Serrasalminae, pirayas, piranhas

De har korte kæber med skarpe skæretænder. Piratfisk er især kendt pga. deres rovgriskhed, idet de flokvis skulle overfalde mennesker og kvæg. Dette er dog stærkt overdrevet. Føden består i høj grad af fisk og andre dyr, men maveundersøgelser har vist, at de fleste arter også æder planteføde som nødder, frugter og blomster, som falder ned i vandet. Visse arter, især vimpelpiratfisk (Catoprion mento) og Serrasalmus marginatus, lever hovedsagelig af finner og skæl, som de bider af andre fisk. Disse arter lever normalt for sig selv modsat flertallet af piratfisk, som lever i flok.

Piratfisk er kompakte, robuste og højryggede fisk med ret korte hoveder. Der er dog en vis variation, og enkelte arter, især slank piratfisk (Serrasalmus elongatus) fra Mato Grosso i Brasilien, er mere strømlinede. De fleste piratfisk bliver 20-35 cm lange. Den største art er sort piratfisk (Serrasalmus rhombeus), som kan blive over 40 cm lang og veje helt op til 3,8 kg.

Rød piratfisk

Friskfanget rød piratfisk (Pygocentrus nattereri) i Ecuador.

Af alle arterne af piratfisk er den op til 35 cm lange rød piratfisk (Pygocentrus nattereri) fra Amazonfloden nok de bedst kendte, og det er typisk denne art, som holdes i offentlige akvarier.

Normalt er den ufarlig for større dyr og mennesker, men hvis et dyr bløder, kan det lokke så mange fisk til, at de efterlader et renpillet skelet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig