plankton

Fordelingen varierer med årstiden, men det totale antal organismer er nogenlunde konstant. Bakterier og virus indgår som en naturlig del af livet i havet og udgør ikke under normale forhold en sundhedsfare for mennesker.

Planteplankton (fytoplankton) er mikroskopiske alger, der lever i de øverste vandlag, hvor de udnytter sollyset til fotosyntese. De har klorofyl og andre pigmenter, der indfanger sollysets energi, som bruges til at opbygge organisk stof. Planktonalgerne er det første led i de frie vandmassers fødekæder. De danner det organiske stof, som udgør føden for dyreplankton og andre heterotrofe organismer og som disse bruger til deres stofskifte og vækst. Noget planteplankton, fx dinoflagellaten Ceratium, ernærer sig dog ikke alene ved fotosyntese, men kan også optage organisk stof i opløst eller fast form (mixotrofi).

Blandt alger i havet dominerer især meget små former af cyanobakterier (picoplankton) sammen med kiselalger og dinoflagellater. De sidste findes også i ferskvand, men i næringsrige søer kan grønalger og store former af cyanobakterier være helt dominerende. Den meget lille picoplanktoniske alge Synechococcus er kun en tusindedel mm, men menes at producere hovedparten af det organiske stof i havet.

Planktonalger er lidt tungere end vand og vil derfor som udgangspunkt altid være ved at synke ned til et sted, hvor sollyset ikke kan nå. De mindste alger føres imidlertid op i vandsøjlen af selv små vandbevægelser. Mange alger forbedrer deres svæveevne på forskellig vis. Nogle har lange pigge eller tynde udvækster, andre er omgivet af en geléagtig masse eller oplagrer lette olier i deres celler. Nogle blågrønalger indeholder små luftblærer, hvori trykket reguleres, således at algerne holder sig i en passende vanddybde. Hos fx kiselalger som Chaetoceros er cellerne samlet i kædeformede kolonier, der synker langsommere end en enkelt celle, og bl.a. dinoflagellater og rekylalger har flageller (svingtråde) og kan svømme.

Planktonalger er meget følsomme for ændringer i fx sollys, temperatur og mængden af næringssalte, og den ene algeart afløser den anden i årets løb. I roligt vejr i sensommeren kan blågrønalgerne (cyanobakterier) vha. deres luftblærer stige op mod overfladen og danne grønne, malinglignende tæpper, vandblomst. Anabaena og andre blågrønalger indeholder sommetider stærke gifte, der kommer ud i vandet, når de dør. Derfor advarer myndighederne søernes badegæster, når vandblomst forekommer.

Også i havet kan planktonalger under gunstige forhold udvikle masseforekomster. Det er især dinoflagellater, der kan optræde i så store mængder, at vandet farves rødbrunt (red tide). For det meste består algemassen af en enkelt art, fx Gymnodinium breve, der udskiller kraftige giftstoffer, som er årsag til dødelige forgiftninger af fisk og andre havdyr.

Dyreplankton (zooplankton) udgøres først og fremmest af encellede flagellater og ciliater samt flercellede hjuldyr og krebsdyr. I havet er vandlopper og lyskrebs de almindeligste krebsdyr, mens det i ferskvand er dafnier og vandlopper. De opholder sig i de frie vandmasser hele livet (holoplankton). Forskellige bundlevende dyr som børsteorme og muslinger har larver, som lever i de frie vandmasser (larveplankton, meroplankton). Til plankton hører bl.a. også de geléagtige klokker af vandmand og andre gopler. Fiskeyngel har så ringe størrelse, at de må følge med vandets bevægelser og leve som plankton. På den måde fører Golfstrømmen de små glasklare ålelarver flere tusinde kilometer fra gydepladserne i Sargassohavet til Nordeuropas kystvande.

Store krebsdyr som vandlopper og lyskrebs kan vandre både lodret og vandret i vandet. Vandloppen Calanus kan svømme 50 m/h og lyskrebs mere end 100 m/h. I havet omkring Antarktis kan man med ekkolod følge vandringerne af kilometerstore sværme af vandlopper, lyskrebs og småfisk. For det meste svømmer de om dagen ned i det mørke og kølige dyb, hvor de er i større sikkerhed for fjender. Om aftenen svømmer de atter op mod overfladen, hvor de fortærer planteplankton.

Store planktonalger som den ca. 0,3 mm lange dinoflagellat Ceratium hirundinella foretager også døgnvandringer. Om dagen opholder den sig nær vandoverfladen, hvor den udnytter sollyset til at lave fotosyntese. Om aftenen søger den ned i dybet, hvor der er flere næringssalte.

I de øverste vandlag er planktonalger føde for algeædende dyr. Algeæderne er selv bytte for planktonets rovdyr. De mindste dyr er encellede flagellater, der ædes af mikroplankton som ciliater og hjuldyr. Blandt de største plankton-rovdyr er rovdafnien Leptodora i ferskvandssøer og vandloppen Calanus i havet. Både algeædere og rovdyr er føde for bl.a. planktivore fisk som skalle og sild. På større vanddybder udnytter dyreplanktonet de mere eller mindre døde alger, der synker ned mod bunden. Døde alge- og dyrerester er grundlaget for planktonets nedbryderfødekæder (detrituskæder). Her er bakterierne det første led.

Levende planktonalger udskiller ofte store mængder organisk stof, som i opløst form kommer ud i vandet, hvor det optages af bakterier. De er føde for flagellater, der bliver ædt af bl.a. ciliater. Denne fødekædestruktur kaldes den mikrobielle løkke. I havet udgør bakterier ofte en stor del af biomassen i de frie vandmasser (pelagialet), hvor der er i størrelsesordenen 1 mio. bakterier pr. ml, og de er et nøgleled i omdannelsen af opløst organisk stof til partikulært materiale. Som en del af planktonet findes også virus, der dog ikke er egentlige organismer. Virus er kun brøkdele af tusindedele millimeter (ultraplankton). Virus angriber bl.a. bakterier og sprænger deres celler, så indholdet af opløst organisk stof kommer ud i vandet.

I havet udgør dødt fytoplankton sammen med fækalier fra især vandlopper det såkaldte marine sne. Vandloppernes fækalier består primært af dødt fytoplankton, som de har ædt, og som har været gennem vandloppernes fordøjelsessystem. Marin sne er en meget væsentlig del af den såkaldte biologiske CO₂-pumpe i oceanerne, og dermed en væsentlig mekanisme hvorved CO₂ føres fra atmosfæren og ned til oceanets bund, hvor det lagres og derved modvirker klimaforandringer, forårsaget af øget CO₂-koncentration i atmosfæren.

• havøkologi