Rød-grøn farveblindhed er svækket eller ophævet evne til at skelne mellem visse nuancer af rødt og grønt. Det er den mest almindelige form for farveblindhed og forekommer hos cirka 8 procent af alle kaukasiske mænd, men kun hos knap 0,5 procent af kvinderne. Kønsforskellen skyldes, at anlægget for farvesyn er knyttet til X-kromosomet, samtidig med at arvegangen er recessiv.

Faktaboks

Også kendt som

daltonisme (fænomenet blev beskrevet af John Dalton).

Årsagen til rød-grøn farveblindhed

Årsagen til, at rød-grøn farveblindhed er langt mere almindelig end andre typer farveblindhed, er antagelig, at generne, der koder for rødt og grønt tap-pigment, ligger meget tæt på X-kromosomet. Hvis et af disse gener "griber over" på nabogenet, vil sidstnævnte blive svækket. Hvis genet for grønt delvist overkrydses af rødt gen, opstår deuteranomali (reduceret følsomhed for grønt). Helt manglende funktion af genet for grønt giver deuteranopi. Tilsvarende ændringer af rød farvesans indtræffer, når genet for rødt svækkes (protanomali) eller ikke fungerer (protanopi).

Deuteranomali forekommer hos cirka 5 procent af mænd og 0,3 procent af kvinder, mens protanomali foreligger hos 1–2 procent af alle kaukasiske mænd. Både deuteranopi og protanopi findes hos cirka 1 procent af alle mænd, men er meget sjældne hos kvinder.

For de fleste med rød-grøn farveblindhed medfører tilstanden få eller ingen gener i dagligdagen, og flertallet er ikke engang klar over deres farvesynssvækkelse.

Nogle ganske få erhverv kræver imidlertid en normal farvesans. Dette gælder især søfolk, piloter og visse kategorier af jernbaneansatte. For personer, der ønsker at kvalificere sig til sådanne erhverv, er det derfor yderst vigtigt, at en nøjagtig farvesansundersøgelse udføres på et tidligt tidspunkt, så de ikke bruger lang tid på en uddannelse, som de alligevel ikke vil kunne benytte sig af.

Historisk baggrund

Daltonisme er en ældre betegnelse for rød-grøn-farveblindhed, idet fænomenet først blev beskrevet af John Dalton.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig