sanatorium

Det første tuberkulosesanatorium blev oprettet i 1836 i Sutton Coldfield i England af lægen George Bodington (1799-1882). Han mente, at den diætbehandling, man anbefalede ved tuberkulose, virkede bedre, når den blev suppleret med frisk, gerne kold og tør luft i rigelig mængde. Han antog, at kølig frisk indåndingsluft bremsede sygdomsprocessen og destruktionen af lungevævet. Ligeledes anbefalede han udendørs aktiviteter som gåture og rideture. Det vakte forargelse blandt mange kollegaer, da man hidtil havde anbefalet hvile, og at man i vinterhalvåret opholdt sig indendørs og begrænsede udendørs aktiviteter til solbadning i sommerhalvåret. I 1840 udgav Bodington sit essay Bodington on the treatment and cure of Pulmonary Consumption ('Bodington om behandligen og helbredelsen af tuberkulose'), i hvilket han gør sig til talsmand for behandling af tuberkulose ved brug af "natural, rational and successfull methods" ('naturlige, rationelle og succesfulde metoder').

Det vigtigste element i behandlingen af tuberkulose var ifølge Bodington "fresh air" og især når vejret var køligt: "Sharp frosty days in the winter season are most favourable". I sit essay fremlægger han forskellige kasuistikker som evidens for sine teorier, fx hans 16-årige niece, der først bedres af kold frisk luft og opnår yderligere bedring, da hun efter noget tid også begynder at ride på et æsel. Bodington blev mødt med skarp kritik og latterliggørelse af de engelske læger og endte med at opgive behandlingen af tuberkulose. I stedet kastede han sig over behandlingen af psykisk syge, som han baserede på omtrent de samme principper. Nogle årtier senere blev hans ideer imidlertid taget op igen i bl.a. Tyskland og Schweiz.

I 1854 åbnede den tyske læge Dr. Hermann Brehmer et tuberkulosesanatorium i Görbersdorf i Schlesien (i dag Sokolowsko i Polen). Han baserede ligesom Bodington sin behandling på frisk luft og lettere fysisk aktivitet. Han anlagde stier og vandreruter med bænke til hvil i sanatoriets omgivelser, som patienterne kunne benytte. Sanatoriet i Göbersdorf var beliggende i 518 meters højde og havde plads til 300 patienter. Et tilsvarende initiativ blev taget af lægen Peter Dettweiler (1837-1904), der i 1876 anlagde et sanatorium i Falkenstein i Taunus-bjergene nord for Frankfurt. Dettweiler led selv af tuberkulose og havde været patient hos Brehmer i Göbersdorf. I sin behandling lagde han også vægt på frisk luft, men tillagde hvile en større værdi end fysisk aktivitet. Patienterne lå på en Chaise Longue under store overdækkede terrasser, såkaldte Lieghallen ("liggehaller") og slappede af og indåndede den friske bjergluft. I 1888 åbnede Otto Walther (1853-1919), der havde en kone som led af tuberkulose et sanatorium i Nordrach i Schwarzwald, Sydtyskland. Udover frisk luft lagde Walther vægt på en solid og næringsrig diæt fordelt på tre store daglige måltider. Patienterne blev nødet til at spise op, selvom de manglede appetit og kastede op.

En vigtig person i den danske kamp mod tuberkulose og oprettelsen af de første sanatorier var lægen Christian Saugmann, der selv led af tuberkulose og havde været patient i Görbersdorf 1891-1892. I en artikel i Ugeskrift for Læger fra 1894 gjorde han sig til talsmand for etablering af sanatorier i Danmark.