Skrofulose er tuberkuløs betændelse af lymfeknuderne, især på halsen. Disse bliver hævede, og der kan danne sig bylder, der ikke lukker (fistler). Desuden optræder der katar i næsens og øjnenes slimhinder med hævelse af øjenlågene og tendens til børnesår i ansigtet.

Faktaboks

Etymologi

Ordet skrofulose kommer fra latin scrofula 'opsvulmet halskirtel', egl. diminutiv afledning af scrofa 'so', vist fordi sygdommen medfører et tykhalset udseende som hos svin, og -ose

Også kendt som

adenitis tuberculosa, kirteltuberkulose

Sygdommen var udbredt i middelalderen, hvor den flere steder var kendt som den kongelige syge, i England King's evil. Dette havde formentlig sammenhæng med, at datidens anerkendte mirakelkure i Danmark mod sygdommen var håndspålæggelse i form af kongelig berøring, som endnu praktiseredes i 1800-tallet. I slutningen af 1800-tallet var lidelsen hyppig i Danmark, navnlig hos børn i skolealderen. Børnene var ofte underernærede og kom fra familier med dårlige sociale kår.

Kysthospitalet på Refsnæs blev bygget 1874-75 på sydkysten af Røsnæs med henblik på behandling af børn med skrofulose, som derved kunne få en bedre kost, rigelig sol og frisk luft. Kysthospitalet blev nedlagt i 1983.

Sammen med skrofulosens smittekilde, kvægtuberkulosen, blev sygdommen sjælden i Danmark efter 1930.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig