skolelovgivning

Særlige love for skoleområdet hører de sidste 200-300 år til. Før da indgik bestemmelser om undervisning normalt i andre lovkomplekser, fx i Reformationens danske kulturprojekt Kirkeordinansen (1537 på latin, 1539 på dansk), i Danske Lov (1683) og i Fattigloven (1708).

En selvstændig skolelovgivning indledtes i 1700-tallet. I århundredets slutning videreførtes den af den store skolekommission, nedsat 1789, der oprettede kongerigets første læreruddannelsesinstitution, Blaagaard Seminarium, og forberedte Frederik 6.'s skolelovgivning fra 1814, hvor undervisningspligten for danske børn blev slået endegyldigt fast.

En kommission for latinskolen, nedsat i 1790, resulterede i et større lovkompleks 1805-1809 vedrørende formål, indhold, eksaminer og styrelse. Væsentlige dele af dette regelsæt var gyldige indtil 1903. Danmark var således tidligt på færde mht. lovgivning om undervisningspligt, som i de fleste europæiske lande først blev indført noget senere, i Storbritannien så sent som 1870.

I mange stater, også Danmark, har skolelovgivningen jævnlig været præget af uenighed om grænserne mellem statsmagt og forældreret, mellem centrale og lokale myndigheder og mellem offentlig og privat virksomhed. Generelt har liberale politiske partier tilgodeset decentrale beslutninger, mens socialistiske partier har placeret flere opgaver i den centrale lovgivning.

Med udgangspunkt i en stor skolekommission 1919-1923 gennemførte den socialdemokratisk-radikale regering 1929-1940 en indgribende lovgivning, bl.a. om læreruddannelsen i 1930, indskrænkning af kirkens indflydelse på folkeskolens tilsyn i 1933 og en ny folkeskolelov i 1937.

I Danmark er den principielle uenighed som regel blevet udmøntet i kompromiser, og skolelovgivningen har derfor oftest haft et komfortabelt flertal bag sig i Folketinget. Det er blevet dansk tradition, at skolelovgivningen snarere konfirmerer erfaringer fra praksis end udstikker uprøvede direktiver.

Et vigtigt tema i dansk skolelovgivning har været formuleringer af skolens formål og opgave — på folkeskoleområdet i 1739, 1814, 1937, 1958, 1975, 1993 og 2006. Andre centrale emner har været sammenhæng mellem skoleniveauerne, jf. Almenskoleloven i 1903, samt tilsyn, fag, læreruddannelse og balancen mellem offentlig og privat skole.

Der har gennemgående været enighed om, at lovgivningen ikke skulle foreskrive undervisningsmetoder, og at spørgsmål om fagenes indhold, herunder valg af undervisningsmidler, kunne overlades til lokal beslutning. Denne "metodefrihed" for læreren har dog til enhver tid været begrænset af lovgivningens bestemmelser om bl.a. formål og prøvekrav.

Med 1993-loven er lærerens metodefrihed yderligere afgrænset ved betoningen af skolelederens overordnede ansvar for undervisningen. Med Folkeskolereformen i 2014 begrænser de mere end 3.000 centrale læringsmål og de politiske krav om brug af elektroniske læringsredskaber eller platforme ligeledes lærernes metodefrihed, fordi beslutninger om indholdsmål ligger i de centrale bekendtgørelser, og beslutningerne om undervisningsmetoder i vid udstrækning ligger hos de globale digitale firmaer.

• styringen af folkeskolen
• Danmark – uddannelse
• skolestyrelse
• skole
• dansk skolehistorie