slægtskab

Antropologers studier af slægtskabssystemer begyndte med L.H. Morgans opdagelse af de klassifikatoriske slægtskabssystemer ca. 1850. I disse slås slægtninge, som i Vesten benævnes forskelligt, sammen og betegnes med fælles termer. Der findes et lille antal grundtyper af disse terminologisystemer spredt i verden. Antropologer har forsøgt at finde sammenhængen mellem de forskellige terminologisystemer og andre slægtskabsforhold som nedstamning og ægteskab, men en samlet teoretisk forklaring på disse komplekse sammenhænge er ikke opnået. Et beslægtet studiefelt angår den foreskrevne adfærd mellem slægtninge, hvor adfærdsnormer som respekt, undvigelse eller drilleri er blevet beskrevet fra mange samfund.

Forskningen har beskæftiget sig med forskellige typer af nedstamningssystemer. Især britiske socialantropologer har fra omkring 1940 inspireret af A.R. Radcliffe-Brown undersøgt forskelle mellem forskellige typer nedstamning og strukturen af de nedstamningsgrupper, der dannes. En nedstamningsgruppe (eng. lineage) er en gruppe individer, der nedstammer fra en fælles ane. Gruppen kan være en politisk enhed med fælles territorium eller en religiøs gruppe. Ved patrilineær nedstamning regnes slægtskab i faderlinjen, ved matrilineær nedstamning i moderlinjen. Ved bilateral eller kognatisk nedstamning, som i Danmark, følges begge linjer. Nedstamningsgrupper kan være forenet i større systemer, hvor de forbindes af fælles aner længere tilbage i tiden. Sådanne nedstamningssystemer danner også grundlaget for høvdingedømmer. Når hele samfundsstrukturen bygger på slægtskabsforhold, taler man om slægtskabsbaserede samfund.

En anden tilgang, der kaldes allianceteori, blev grundlagt af C. Lévi-Strauss i 1950'erne. Her lægges vægten på ægteskab, og slægtskab forstås som udveksling af kvinder mellem grupper, der forbindes i alliancer. Lévi-Strauss opstillede tre grundstrukturer af slægtskab. Ved direkte udveksling byttes kvinder mellem grupper. Denne form stiller grupperne lige. Ved generaliseret udveksling udveksles kvinder ensidigt mellem grupper af kvindegivere og kvindetagere. Denne form hænger sammen med udviklingen af rangforskelle i samfundet. Ved kompleks udveksling, der bl.a. findes i europæiske samfund, gælder kun incestforbud mellem nære slægtninge, og valg af partner afgøres fx af økonomiske forhold uden for slægtskabet.

Et perspektiv på slægtskab retter sig ikke mod grupper, men mod det netværk af forbindelser mellem slægtninge, der strækker sig ud fra det enkelte individ. Personer har visse rettigheder og pligter i forhold til bestemte slægtninge. Rettigheder og pligter er bestemmende for autoritets- og solidaritetsforhold i familie og slægt og er afgørende for arvefølge og arv af ejendom. I praksis føjer reglerne sig dog efter den givne situation og de strategier, individer benytter i forhold til slægtninge. Et aspekt af slægtskab, der har vakt stor interesse i de senere år, er den sociale skabelse af kønsroller. I de fleste samfund udspiller forestillinger om kønnenes natur og rette adfærd sig i socialiseringen mellem slægtninge. I de højt industrialiserede samfund stiller den nye reproduktionsteknologi i form af kunstig befrugtning, ægtransplantation og genmanipulation nye udfordringer til nedarvede forestillinger om slægtskab.

Det europæiske slægtskabssystem er overvejende bilateralt eller kognatisk, dvs. at man regner med både faderens og moderens linje. For hver generation, man regner bagud, vil slægtningenes antal således fordobles. Systemet omfatter personer, der er indbyrdes forbundet ved afstamning (konsanguine slægtninge) og ved ægteskab (affinale slægtninge).

I dansk tradition bruges betegnelser, der præciserer slægtskabet i hhv. faderens og moderens led (fx farbror/morbror, faster og moster, farmor/mormor), såvel som betegnelser, der er uafhængige heraf (fx tante, onkel, bedsteforældre). De er dog altid kønsspecifikke i modsætning til fx engelsk, hvor cousin betyder både fætter og kusine.

De danske betegnelser kan være klassifikatoriske, dvs. at de er betegnelser for en social kategori, og beskrivende, dvs. at ordet i sig selv beskriver det biologiske slægtskab. Ofte bruges sidstnævnte om slægtninge, der ikke har deres egne klassifikatoriske navne, fx svigerdatters forældre eller fætters kone.