Sprogteknologi er teknologi der anvendes til at få computere til at løse sproglige opgaver som fx stavekontrol, maskinoversættelse, informationssøgning og kunstig tale. I dag indgår sprogteknologi også i chatbotter og andre former for sprogrelateret kunstig intelligens.

Fagfeltet har en lang historie og går tilbage til 1960’erne hvor man begyndte at bruge computere til at få overblik over ordforrådet i et sprog eller en bestemt teksttype ved automatisk at optælle alle forekomster af forskellige ord og deres kontekst. Senere blev sprogteknologien især udviklet inden for maskinoversættelse, som i begyndelsen byggede på sproglige regler i form af ordbøger og grammatikker for de relevante sprog, men som i dag i højere grad anvender statistiske sprogmodeller.

I dag fokuserer man i fagområdet i høj grad på at udvikle, evaluere og forklare store sprogmodeller og at tilpasse dem til de sprogsamfund som de skal interagere i, jf. fx det arbejde der forestår ved Center for Sprogteknologi på Københavns Universitet. De bedst fungerende sprogmodeller er flersproglige, men ofte med en stor vægtning mod engelsk, og det er derfor en vedvarende opgave at sikre at dansk sprog, kultur og samfundssyn er vel repræsenteret i modellerne. Hertil skal der bl.a. indsamles egnede tekstkorpusser og udvikles særlige datasæt til evaluering og tilpasning. En gren af sprogteknologien beskæftiger sig med hvordan sprog, gestik og kognition interagerer med hinanden, og hvordan denne interaktion kan modelleres og fx indgå i avatarer og lignende.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig