Med strømpepinde kan man strikke rundt, dvs. fra den ene pind til den næste, så der dannes et strikket rør. Før rundpinde blev almindelige, brugte man blot et stort antal strømpepinde, hvis man skulle strikke et stort rundstrikket arbejde.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Strikkepinde er det grundlæggende værktøj til strikning. De findes i flere typer og udgaver, såsom rundpinde og strømpepinde. I dag er de fleste strikkepinde fremstillet af plast, metal, bambus eller træ.

Forskellige typer af strikkepinde

Jumperpinde, eller "lige pinde", i metal, stukket igennem et garnnøgle. På jumperpinde strikker man "frem og tilbage": Når man har strikket en pind, vender man strikketøjet om og strikker den anden side. På den måde dannes der et fladt stykke strik.
Af .
Licens: Unsplash

En rundpind er to strikkepinde, hvis ender er forbundet med en wire.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Strikkepindens spids kan udformes på forskellige måder fra meget spids til mere rundet, og de fleste strikkere har foretrukne typer til forskellige typer af strik. Fx foretrækker mange at bruge en lang, tynd spids til hulmønstre, hvor man skal strikke mange ind- og udtagninger.

Der er tre hovedtyper af strikkepinde: jumperpinde, strømpepinde og rundpinde.

Jumperpinde kaldes også lige pinde, og de bruges ikke helt så meget som tidligere. Jumperpinde er i reglen 30-40 cm lange. De har en spids i den ene ende og en knop i den ene ende, så maskerne ikke falder af pinden.

Strømpepinde sælges i sæt med typisk fem pinde. Pindene har spids i begge ender og bruges, som navnet antyder, til strømpestrikning og andre typer rundstrik, hvor det strikkede bliver en tube eller et rør.

En rundpind er to strikkepinde, hvis ender er forbundet med en wire. Tidligere brugte man strømpepinde til al rundstrik, men efter at vi har fået gode rundpinde, bruges strømpepindene heller ikke helt så meget mere. På en god rundpind er overgangen mellem wire og pindespids glat og fin, og wiren er føjelig. De fås i dag (2025) i mange forskellige udgaver og længder, med udskiftelige pindespidser og mange fine finesser, som gør dem populære og yderst anvendelige.

Tykkelser på strikkepinde

Strikkepinde findes i forskellige tykkelser, og de fleste strikkere har derfor en pindemåler, så de kan måle pindenes tykkelse. I Europa svarer pindens størrelse til pindens diameter i millimeter. En pind nr. 5 måler således 5 millimeter i diameter. I USA og England bruger man andre systemer. I det engelske hedder pind nr. 10 (altså en pind, der er 10 millimeter i diameter) nr. 000, mens nr. 2 hedder nr. 14 og alle øvrige numre ligger herimellem.

Hvilken tykkelse strikkepind, man skal strikke med, afhænger af garnets tykkelse og af den ønskede strikkefasthed.

Strikkefasthed

Strikkepindens størrelse er ret afgørende for maskernes størrelse i den færdige strik. Det kaldes strikkefastheden, og den opgives altid i en strikkeopskrift. Strikkefastheden opgives typisk som et bestemt antal masker og pinde på 10 gange 10 cm. På den måde kan strikkeren strikke en strikkeprøve og måle, om prøven har det ønskede antal masker og pinde. Hvis strikkefastheden ikke passer, kan man prøve sig frem med en anden pindestørrelse for at opnå den samme strikkefasthed, som der står i opskriften. Der skal ikke være ret stor afvigelse fra opskriftens strikkefasthed, før en trøje eller et andet stykke strik får en anden størrelse end den, der er beskrevet i opskriften.

Oversigt over pindestørrelser

Pindemålere fås i mange forskellige udformninger. Det hul, som strikkepinden lige akkurat kan komme igennem, angiver dens tykkelse eller nummer.

Af .
Licens: CC BY SA 3.0
Millimeter Britisk Amerikansk
2 14 0
02.25 13 1
2.5 - 1.5
03.15 12 2
3 11 -
03.25 10 3
3.5 - 4
04.15 9 5
4 8 -
04.25 - 6
4.5 7 7
5 6 8
5.5 5 9
6 4 10
6.5 3 10.5
7 2 -
7.5 1 -
8 0 11
9 00 13
10 000 15
12 - 17

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig