Surdo-kardialt syndrom er en sjælden sygdom bestående af medfødt døvhed og langt QT-interval på elektrokardiogrammet, som fører til besvimelse og evt. ventrikelflimmer på grund af rytmeforstyrrelse i hjertet. Sygdommen nedarves autosomalt recessivt. Den fører mange gange til pludselig død, især i forbindelse med forskrækkelse eller ophidselse. Sygdommen skyldes sygdomsvarianter i kaliumkanal-generne KVLQT1 eller KCNE1.

Faktaboks

Etymologi
Ordet surdo kommer af latin surditas 'døvhed', og kardialt kommer af græsk kardia 'hjerte'
Også kendt som

Jervell og Lange-Nielsen syndrom (efter to norske læger Anton Jervell (1901-1987) og Fred Lange-Nielsen (1919-1989), der beskrev syndromet første gang)

Alle døve børn i Danmark undersøges med EKG før en operation, da der er en række medikamenter, som fx bruges i forbindelse med narkose, som øger risikoen for at udvikle livstruende ventrikelflimmer.

Forekomst

I de skandinaviske lande og i resten af verden ses sygdommen hos færre en 1 % af børn, der født med døvhed. Den findes dog hos omkring 1 % af børn i Norge, der fødes med døvhed, og som får indopereret et cochlea-implantat. I Norge er identificeret sygdomsvarianter, som går langt tilbage i historien og er blevet relativt hyppige i områder, hvor der er sparsom bevægelse i befolkningen, og hvor der derfor er opstået såkaldte foundermutationer.

Læs mere i Lex

  • medicinsk genetik

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig