På grund af sin pels var odderen et populært jagtobjekt i Stenalderen (figur 18-18). Den var fortsat hyppig i Danmark langt ind i moderne tid. Men ødelæggelse af levestederne ved åerne, søerne og i vådområderne samt fortsat jagt betød, at den efterhånden blev så sjælden, at den var tæt på at uddø. I 1980 var der blot ca. 200 individer tilbage koncentreret i Sydthy og Vesthimmerland (figur 18-19).
Odderen blev totalfredet i 1967, hvilket sammen med indførelsen af stopriste i ruser og faunapassager, hvor veje krydser vandløb, har været de vigtigste grunde til, at odderen igen er udbredt over det meste af Jylland. På 1247 potentielle odderlokaliteter besøgt i 2004 fandt man spor efter odder på de 601, især i Nordvest- og Vestjylland. Der findes også en lille bestand i Vestsjælland omkring Tissø, Halleby Å og Bregninge Å, som sandsynligvis har været der hele tiden. I foråret 2012 genindvandrede odderen så vidt man ved til Fyn.
Odderen i Danmark er et nataktivt og meget sky dyr, som man sjældent ser. Dens tilstedeværelse afsløres derfor bedst af ekskrementerne, som anbringes på iøjnefaldende steder for at afmærke territoriet. Lever de uforstyrret af mennesker, bliver de dog efterhånden dagaktive.
Bestandstætheden er naturligt lav, da en odderhan efter sigende kræver et mindst 20 km langt territorium, mens hunnerne kan klare sig med det halve.
Odderen lever primært af fisk og tilsyneladende især småfisk på mindre end 9 cm. Men fødevalget er i høj grad opportunistisk. Fra Polen viser undersøgelser, at føden sine steder domineres af frøer og tudser vinter og forår, da de er nemme at fange, når de overvintrer eller parrer sig og lægger æg. Odderen tager også fugleæg, fugleunger og voksne fugle. Fiskefangst er energimæssigt kostbar, når fiskene er få, og vandet er meget koldt. I Wales jager visse bestande både i havet og i ferskvand, og dyrene kan indrette deres aktivitet efter, hvor og hvornår føden forekommer mest rigeligt.
Herhjemme er odderen i dag fortsat så sjælden, at den næppe præsterer et betydeligt konsum i forhold til fiskebestandenes størrelse, men det kan ændre sig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.