Skihop er en vinteridræt, der kombinerer mod, balance og aerodynamik, hvor udøveren på ski stræber efter at opnå det længste mulige svæv kombineret med en så elegant stil og landing som muligt.
Skihopsporten har dybe rødder i Norge og er en af de få vintersportsgrene, der har været på programmet ved samtlige olympiske vinterlege siden den første afholdelse i 1924.
Skihop som uorganiseret sportsgren har sin oprindelse i Norge i midten af det 19. århundrede, hvor de første kendte konkurrencer i skihop fandt sted i Morgedal i Telemarken og i Trysil i starten af 1860'erne.
Op gennem 1860’erne steg behovet for, at reglerne ved de forskellige begivenheder blev mere ensrettede. Fælles var dog, at der i starten ikke blev målt længder, men kun givet point for hoppets udseende og stil.
Det er imidlertid Husebyrennet i Oslo i 1879, der oftest regnes som den første begivenhed, hvor skihop for alvor tiltrak et større publikum og fik sit gennembrud som en selvstændig sportsgren. Konkurrencerne i Huseby blev hurtigt en årligt tilbagevendende begivenhed og flyttede allerede i 1892 til Holmenkollen lige udenfor centrum af Oslo. Her blev den første skihopbakke hurtigt det ikoniske vartegn for Oslo by, og anlægget har sidenhen været centrum for mange store internationale skisportskonkurrencer med faste årligt tilbagevendende World Cup-event samt vært for verdensmesterskaberne, senest i 2011.
I sportens helt tidlige år var skihoppenes længde relativt korte og stilarten primitiv. Fokus lå på at springe "op og ud over" puklen på bakken, og i de første konkurrencer blev der ikke målt længder; kun stilen blev bedømt. Her blev armene ofte brugt meget aktivt på at holde balancen i svævefasen og ikke mindst i landingen.
I løbet af det 20. århundrede har skihop gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling, især drevet af stræben efter større længder og forbedret aerodynamik. Følgende er en række markante nedslag i den tekniske udvikling, hvor især den spirende viden om aerodynamik har spillet ind.
En moderne skihopbakke opdeles i fire hovedsegmenter: Tilløbet, Afsættet, Landingsområdet og det såkaldte Udløb (’Outrun’).
Tilløbet er den øverste, stejle del af bakken, hvor skihopperen opbygger den nødvendige hastighed. Afhængig af det omgivende landskab kan tilløbet enten bestå af fritstående tårn eller være bygget ind i bjergsiden. Et tilløb skal have den nødvendige længde og vinkel til, at hopperen opnår optimale betingelser set i forhold til resten af bakken. Op langs den øverste del af tilløbet findes en lang række af forskellige mulige startsteder ("startgates"), så tilløbshastigheden kan nøje tilpasses efter hopperens evne og de aktuelle vind- og vejrforhold i bakken. Tilløbssporet er en præcist formet rende af enten is eller på mere moderne bakker af aluminium/keramik, hvori skiene glider og retningen styres.
Afsættet (også kaldet ”afsætsbordet”) er den sidste, tæt på vandrette, del af tilløbet, hvor skihopperen skal time sit afsæt og påbegynder flyveturen. Selve vinklen på afsætsbordet er ikke horisontalt. Faktisk har det en let negativ vinkel (typisk mellem -9.5 til -11.0 grader) i forhold til vandret. Denne vinkel, kombineret med atletens kraftfulde afsæt, er afgørende for at omdanne farten til højde og længde i hoppet. På de olympiske bakker sigter man typisk på at give hopperen en fart i afsætsøjeblikket på mellem 85 og 105 km/t.
Landingsområdet er den store massive og skrånende del af en skihopbakke, hvorover selve skihoppet finder sted og afsluttes. Profilen på landingsområdet er ofte den mest komplekse del af en bakkes konstruktion, da dens form netop skal sikre, at skihopperen lander så tæt som muligt på en vinkelret kurs i forhold til bakkens overflade.
Selve profilen på en skihopbakke er en nøje beregnet parabolsk kurve, og bakken er konstrueret således, at bakkens tangentvinkel i den nederste del gradvist aftager. Hældningen på profilen er typisk på omring de 37 grader i den stejleste del af bakken, mens den falder gradvist hen mod bunden af bakken. Denne langsomt gradvise reduktion skal reducere den vertikale påvirkning ved landingen betydeligt og dermed mindske risikoen for skader.
Der, hvor bakken begynder at flade ud, kalder man for en bakkes K-punkt (målt i meter). K-punktet er oftest markeret med en kraftig streg på tværs af bakken. Det er her, man forventer, at de bedste hoppere når ud til.
Bakker findes i alle størrelser. For de yngste og begyndere starter man med bakker på bare 2-7 meters længde (K1, K3, K7, etc.). I olympisk sammenhæng bruger man to størrelser bakker, nemlig K90 (90 meter-bakken, også kaldet "den lille bakke") og K120 (120 meter-bakken, også omtalt som "den store bakke"). Der findes også en række meget større bakker, kaldet skiflyvningsbakker. De har oftest et K-punkt på 185 meter.
K-punktet bruges i forbindelse med konkurrencer, hvor K-punktet angiver et referencepunkt i forhold til pointberegningen.
Lokale forhold på bakken kan godt betyde, at en bakke sagtens kan være noget længere end sit K-punkt. Denne længde kalder man Hill Size (forkortet HS). Dette mål markerer bakkens reelle størrelse, og det angiver samtidig det længste sikre hop. HS-punktet er typisk 8-10 meter længere end K-punktet. I de fleste OL-konkurrencer afholdt på normalbakker ligger HS omkring 98-109 meter, mens de store bakker har HS omkring 128-140 meter.
Udløbet er den sidste, relativt flade sektion af bakken, hvor hopperen bringer farten ned og stopper. En vigtig del af udløbet er den såkaldte faldgrænse, som markerer til dommerne, at hoppet er fuldt gennemført. Hvis en hopper falder eller berører sneen efter faldgrænsen, skal dommerne se bort fra dette i deres bedømmelse af stilen på hoppet. Et sted langs med bakken med optimalt udsyn skal der være placeret et dommertårn. Herfra tildeler konkurrences dommere stilpoint.
En konkurrence i skihop i dag afgøres ud fra pointsystem, hvor hopperne belønnes med point ud fra længden og stilen af deres hop, og eventuelle kompensationspoint afhængigt af vinden og eventuelle ændringer af længden på tilløbet undervejs i konkurrencen:
Hopperens samlede pointsum = Længdepoint + Stilpoint + Kompensationspoint
Resultatet af konkurrencen afgøres ud fra, hvor mange point hver enkelt deltager får samlet. Vinderen er den skihopper med flest point.
Udstyret i skihop er underlagt strenge regler fra Det Internationale Skiforbund (FIS) for at balancere atletiske præstationer og sikkerhed:
Siden de første olympiske vinterlege i Chamonix i 1924 har skihop været en fast bestanddel af det olympiske vinterprogram, og sporten regnes i dag som en af grundpillerne ved vinter-OL. I begyndelsen var skihop ikke en selvstændig konkurrence, men et delmoment af nordisk Kombination (en kombinationskonkurrence af skihop og langrend). Hurtigt fik sporten dog også status som en selvstændig disciplin; indtil 2014 dog udelukkende en disciplin for mænd.
Frem til 1964 bestod den olympiske skihopkonkurrence kun af én individuel event, nemlig konkurrencen fra normalbakken og det udelukkende for mænd. Ved De Olympiske Vinterlege i Innsbruck i 1964 fik de mandlige skihoppere en ekstra disciplin, hvilket skabte det nu traditionelle todelte individuelle program med normalbakken og den store bakke. Ved vinter-OL i Calgary i 1988 blev der for første gang inkluderet en holdkonkurrence (med fire hoppere pr. hold) afviklet på den store bakke, så der kom tre medalje-events på programmet.
Historisk set har skihop altså været en sport domineret af mænd og også kun bedømt af mænd.
Kampen for kvindelig deltagelse i skihop ved De Olympiske Vinterlege tog for alvor til op mod legene i Vancouver i 2010. Her blev arrangørerne, Vancouver Olympic Organizing Committee (VANOC), blandt andet stævnet ved en canadisk ret for den manglende ligestilling. Denne sag faldt dog overordnet ud til IOC’s fordel. Retten fastslog nemlig, at det var diskriminerende, at kvinderne ikke måtte deltage ved vinter-OL i skihop. Men samtidig fastslog retten, at det ikke var VANOC, men IOC som privat organisation, der egenhændigt bestemmer, hvilke discipliner der skal være på det olympiske program.
Ved det efterfølgende OL i 2014 i Sochi fik kvinderne dog lov til for første gang at konkurrere om en olympisk medalje. Men det kun i én enkelt disciplin, nemlig på den mindste af OL-bakkerne, kun i én individuel konkurrence og med et begrænset deltagerfelt i forhold til hos herrerne.
Siden da har kvindernes skihop udviklet sig, og der er kommet flere medalje-events på det olympiske program: Ved vinter-OL i Beijing i 2022 blev mixed team-konkurrencen tilføjet, hvor hvert hold består af to mænd og to kvinder. Denne konkurrence afvikles på normalbakken. Ved De Olympiske Vinterlege i Milano og Cortina d'Ampezzo i 2026 har kvinderne 3 medalje-events: Individuelt på normalbakken, individuelt på den store bakke og mixed team sammen med herrerne på normalbakken.
Skihop har takket være sin lange historie på det vinterolympiske program produceret en lang række olympiske legender. Gennem årene er det især Finland, Tyskland, Østrig og Norge, der har domineret medaljestatistikkerne:
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.