Ved matriklen 1688 var den nuværende Lejre Kommune domineret af små og mellemstore landsbyer. Dog var der i den sydøstlige del mange enkeltgårde; disse var helt dominerende i den sydlige del af Kirke Hvalsø og Særløse Sogne. Næsten uden undtagelse lå bebyggelsen på kanten af moræneler, men tæt på vådområder. En undtagelse var Gevninge, som lå på smeltevandssand tæt på en større ferskvandsdannelse. Der var en enkelt helt stor landsby, Sæby, med 28 gårde. Herefter fulgte Vester Såby og Kirke Såby med hver 21, Gevninge og Herslev med hver 20 og Kyndeløse og Glim med hver 19. Der var i 1688 meget få huse med jord, mindre end ét for hver ti gårde.
Selve udskiftningen i perioden ca. 1780‑1810 blev præget af, at landsbyerne blev stjerneudskiftet, men hvor nogle gårde blev flyttet ud i blokke. I enkelte landsbyer, særligt Lyngby og Lejre, var der nærmest tale om blokudskiftning. Helvigmagle blev udflyttet i 1761, og her blev gårdene lagt langs Ledreborg Allé. Allerede før udskiftningen var der kommet en hel del huse, de fleste i eller omkring skovene. I forbindelse med udskiftningen oprettedes en del husmandssteder, og en del jordløse huse i landsbyerne fik nu jord, om end langt borte fra huset. Således var der i 1844 nogle flere huse med jord end gårde; langt de fleste var oprettet før 1810.
Der har været mindst ti herregårde i kommuneområdet. Måske har der været lidt flere, for enkelte forsvandt for så at genopstå igen en del år senere. Fem af herregårdene, Lindholm, Sonnerupgård, Skullerupholm, Ryegård og Egholm, stammer fra middelalderen, mens resten kom til i 1500‑ og 1600-tallet, hvor de gennemgående var mindre. De største herregårde var ved matriklen 1688 Egholm med 72 tønder hartkorn herregårdsjord og Aastrup med 66 tønder.
Der var i 1768 mindst to vindmøller og 17 vandmøller i kommuneområdet, hvilket var et meget højt antal vandmøller. De to vindmøller var i nord, Egholm Mølle og Rye Mølle. Vandmøllerne fordelte sig med ti ved Elverdamså med tilløb og syv ved Lejre Å/Kornerup Å med tilløb. Vintre Møller var et større kompleks med hele fem vandmøller, som lå tæt på hinanden.
Samme år var der på Videnskabernes Selskabs kort ikke mindre end fem kroer, hvilket også var et meget højt antal uden for købstæderne. De fire lå langs vejen fra Roskilde mod vest: Lindenborg Kro, Snedkerkroen i det nordvestlige hjørne af Borrevejle Skov, Lille Skomager Kro og Store Skomager Kro. Muligvis var Honninghus ved landevejen mellem Snedkerkroen og Lille Skomager Kro et uofficielt udskænkningssted. Den femte, Buske Kro, lå ved krydset mellem vejene fra Kirke Hvalsø til Kisserup og fra Nørre Hvalsø til Særløse. Yderligere to kroer kom ikke med på kortet, nemlig kroerne i Osted og Glim.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen