Silkeborg Hovedgård

Silkeborg Hovedgård blev opført som en mindre herregård i årene 1767 til 1770 og regnes for at være Silkeborgs ældste bygning. Den blev delvist bygget af materialer fra Silkeborg Slot, der ejedes af ritmester Hans Nicolai Hoff, som også opførte Silkeborg Hovedgård. Foruden hovedbygningen har der tidligere eksisteret tre staldlænger mod nord.

I 1823 overtog staten Silkeborg Hovedgård efter en tvangsauktion. Omkring 1840 gennemgik bygningen en større renovering i forbindelse med et besøg af kong Christian 8. Herefter var der i en periode skole på hovedgården, ligesom der i 1850 blev indrettet en kirkesal. Skolen flyttede ud i 1859 og kirkesalen blev herved udvidet. I 1877 fik Silkeborg en egentlig kirke, og bygningen blev herefter benyttet som posthus. Ved salg i 1906 overgik bygningen til privat eje. Silkeborg Kommune erhvervede ejendommen i 1939, og benyttede huset som børnehave. I 1954 flyttede Silkeborg Museum ind i dele af bygningen, og siden 1975 hele bygningen været benyttet som museum.

Silkeborg Hovedgård ligger centralt i Silkeborg tæt ved Remstrup Å og syd for Silkeborg Langsø.Det fredede anlæg består af en hovedbygning, et sidehus øst herfor og to portpiller mod nord. Bygningerne rummer i dag Museum Silkeborg.

Hovedbygningen er en grundmuret længebygning med to femkantede sidefløje. Centralt på begge langsider findes en let fremtrukket frontkvist over tre fag. Facaderne fremstår pudsede og gulkalkede over en sortmalet sokkel. Hjørnerne markeres af hvidmalede murede kvaderlisener. Overgangen fra mur til den opskalkede tagfod formidles af en hvidmalet, trukket gesims. På sidefløjene findes en kraftigere gesims med konsoller. Taget er halvvalmet og belagt med røde vingetegl. Tagfladerne er ubrudte foruden få og små tagvinduer. I rygningen på hver sidefløj findes en skorsten med sokkel, skaft og gesims. I begge sidefløje findes tofløjede fyldingsdøre med hvidmalede indfatninger og en lille fordakning. Døren nås via en ligeløbstrappe af granit med tre trin. Centralt i frontkvistene findes endvidere en tofløjet fyldingsdør med glasfelter øverst, og på havesiden en diagonalt opsprosset tofløjet havedør med fire granittrin.

I det indre findes en generelt velbevaret planløsning med store, sammenhængende, gennemlyste stuer en suite i stueplanet. I hver ende findes mindre rum og trappeopgange med trætrapper med drejede balustre. Det centrale rum har kvadratiske marmorfliser og en kraftig profileret loftsgesims. De øvrige rum har parketgulve eller sildebensparket. Vinduesnicherne er dybe og forsynede med paneler, der i enkelte rum kan lukkes som skodder. De indvendige døre er en blanding af ældre fyldingsdøre med messingbeslåning og profilerede gerichter, og nyere fyldingsdøre. Endvidere findes brystningspaneler med relieffer.

Tagetagen fremstår overvejende nyindrettet med nyere overflader og skillerum. Her findes kontorer og mødelokaler.

Der er fuld kælder, som er indrettet til arkiv og værksted. Her ses dels støbte konstruktioner og dels gamle bjælkekonstruktioner samt tykke mure. Foruden støbte gulve findes et ældre klinkegulv lagt i sand.

Sidebygningen er en længebygning opført af gulkalket grundmur over en sortmalet sokkel, og med helvalmet tag belagt med røde vingetegl. På den nordvendte gavl findes en lille frontispice med murede kvaderlisener og et rundbuet opsprosset vindue. Over en portåbning på langsiden findes en frontkvist med et vinduesfag. Vinduerne er i to fag, hvidmalede og med opsprossede ruder. Dørene er beklædte med lodrette brædder og grønmalede. I det indre er bygningen opdelt i mindre rum, der er præget af nyere overflader.

De to portpiller er murede og kalket gule med en rundbuet, hvidkalket passage til gennmengang. Taget er pyramideformet og belagt med røde vingetegl.

Den miljømæssige værdi er knyttet til bygningens placering centralt i Silkeborg tæt ved åen og søen, hvor den sammen med Hovedgårdsvej, som ligger i forlængelse af bygningens symmetriakse, danner et historisk mættet miljø i samspil med de omkringliggende, ældre huse. Nordvest for hovedbygningen findes endnu en rest af en af staldlængerne, som blev indrettet til arbejderboliger til papirfabrikken, Christian 8.s Vej 52, hvilket bidrager til forståelsen af det oprindelige anlægs udstrækning og aksialitet samt sammenhængen med kanalen mod øst. Endvidere skabes et generøst parkmiljø i haven på hovedbygningens sydside, der afgrænses af en nyere udvidelse af museet. Også her er udendørsrummene styret af en symmetriakse, der udgår fra havedøren, og markeres af en gangsti og træer. De store grønne flader skaber en rumlig kontrast til det tætbebyggede bymiljø umiddelbart uden for anlægget. Endelig bevirker Christian 8.s Vej mod vest, med sit hævede terrænforløb i forhold til pladsen omkring hovedbygningen, at man fornemmer hvordan den omkringliggende by er vokset frem over tid, og har forandret landskabet omkring Silkeborg Hovedgård.

For Silkeborg Hovedgård er den kulturhistoriske værdi knyttet til bygningens oprindelse som det ældste hus i byen. Silkeborg er en relativt ung by, og det at kende til det første større byggeri i byen, er med til at forankre oplevelsen af byens historie og udvikling. Silkeborg Hovedgård hænger tæt sammen med oprettelsen af Silkeborg Papirfabrik, som blev startskuddet til den hastige opblomstring, byen oplevede i årene efter 1844. De store staldlænger til Silkeborg Hovedgård blev eksempelvis indrettet til arbejderboliger, og hovedbygningen har indtaget mange væsentlige funktioner i den opblomstrende bydannelse, herunder skole, kirke og posthus. Tilsammen med den bevarede rest af staldlængen på Christian 8.s Vej antyder hovedbygningens størrelse og detaljeringen i facaderne, at anlægget har haft status af en mindre herregård, og hermed et markant byggeri i landskabet.

Endelig fortæller bygningen i kraft af sin arkitektoniske formgivning og de bygningsmæssige detaljer inde såvel som ude om de stilmæssige samt håndværksmæssige idealer på opførelsestidspunktet.

Den arkitektoniske værdi er for Silkeborg Hovedgård knyttet til hovedbygningens hovedform, og den symmetriske opbygning af facaderne til begge sider, som tilsammen giver huset et stærkt udtryk, der tydeligt markerer, at dette bygningsanlæg placerer sig øverst i det bebyggede hierarki i området. På trods af at være opført før den omgivende by, har den senere omgivende bebyggelse underordnet sig hovedgården. De karakteristiske femkantede udbygninger i hjørnerne er visuelt meget dominerende, hvilket yderligere forstærkes af den meget kraftige gesims med konsoller, som skaber et stort udhæng på teglhængte tag. Det betyder at bygningens visuelle tyngdepunkt flyttes ud til siderne fra at have været centreret omkring midterrisalitten.

I det indre er den arkitektoniske værdi knyttet til de store sammenhængende rum i stueetagen, som fremtræder gennemlyste og med brede døråbninger langs gårdsiden. Dette skaber en flot rumlig virkning med gennemgående kig. Hertil kommer de mange håndværksmæssige detaljer, eksempelvis udskårne brystningspaneler og inddækningerne i vinduesnicherne, stukgesims, dørhåndtag og langskilte i messing samt trætrapper med drejede balustre, som bidrager til oplevelsen af bygningens oprindelse som herregård.

For sidebygningen er den arkitektoniske værdi knyttet til længens prunkløse udtryk og tegltaget med ubrudte tagflader, som skaber ro og det afvalmede tag, der afbalancerer det horisontale udtryk i den lange smalle bygning. Ydermere skaber det halvbueformede vindue, pilastrene og frontispice på gavlen en ophøjet stemning omkring den ellers profane sidebygning, som styrker sammenhængen med hovedbygningen.

Læs videre om

• Liselund, Sjørslev
• Marsvinslund, Vium
• Vinderslevholm

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen