Det forenede Tyskland

Berlin-murens fald og åbning den 9. november 1989 blev begyndelsen til enden for et selvstændigt DDR. Staten gik i tiden derefter mere og mere i opløsning, og det valg, der i 1990 skulle have bidraget til at stabilisere DDR og dets styre, endte med at blive en afstemning for DDR's forening med Vesttyskland. Det blev følgelig opdraget for en ny regering at realisere det ønske i befolkningen.

Efter det første frie østtyske valg i marts 1990 indledte den ny østtyske regering ledet af CDU's Lothar de Maizières forhandlinger med den vesttyske regering ledet af Helmut Kohl om et tættere samarbejde. Det førte til indgåelsen af den økonomiske og valutariske union mellem de to stater 1. juli 1990, der indlemmede DDR i den vesttyske sociale markedsøkonomi og gjorde D-mark til fælles valuta.

Fortsatte forhandlinger førte til den grundlæggende Einigungsvertrag (Foreningstraktat) den 31. august, der fastlagde retningslinjerne for DDR's sammenslutning med Vesttyskland. Med 2 plus 4-aftalen kaldet Den afsluttende ordning med hensyn til Tyskland fra den 12. september mellem de to tyske stater og de fire allierede besættelsesmagter Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA blev der indgået en slags de facto-fred med Tyskland. En egentlig fredsslutning mellem alle krigsallierede og Tyskland har stadig ikke fundet sted. Men med aftalen ophørte besættelsen af Berlin og dermed den allierede kontrol med Tyskland; det blev fastlagt, hvad Tyskland og dets grænser var, og at den nye østgrænse til Polen var Oder-Neisse-linjen, men der blev ikke omtalt krigsskadeserstatninger.

Tyskland var igen suverænt, og dermed kunne DDR sluttes sammen med Vesttyskland: de fem nye delstater, der var oprettet i august på østtysk område, blev via artikel 23 i den vesttyske Grundgesetz del af Vesttyskland idet Grundgesetz' gyldighedsområde blev udvidet med DDR-området. Den 2. oktober blev DDR opløst, og DDR-området blev 3. oktober del af et udvidet eller forstørret Vesttyskland. Det forenede Tyskland havde måttet give afkald på de tidligere tyske områder øst for Oder-Neisse-floderne, og det var således territorielt godt 20% mindre, end Tyskland havde været i 1945.

DDR blev del af eller indlemmet i Vesttyskland, og dermed var det fortsat Vesttysklands forfatningsmæssige, retlige, politiske, økonomiske og sociale opbygning eller ordning, der skulle være gældende for det forenede Tyskland: Der kom ikke som forudset (GG art. 146) nogen ny tysk forfatning, og det indebar derfor, at den vesttyske forfatning Grundgesetz – med ny art. 23 – fortsatte som og blev det forenede Tysklands forfatning. Dens institutioner fungerede videre, Tyskland var fortsat en forbundsstat, den sociale markedsøkonomi bestod, og den privat-statslige sociale ordning fortsatte. De fem nye delstater Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen, Sachsen- Anhalt og Thüringen blev i oktober 1990 konstitueret med forfatninger og valg, og i december blev det genforenede Berlin etableret som ny og 16. delstat.

Det var bestemt, at Berlin igen skulle være Tysklands hovedstad, og Forbundsdagen i Bonn vedtog i januar 1991 med snævert flertal, at Berlin også skulle være regeringsby. Dvs. at forfatningsorganerne Forbundsdag, Forbundsråd, forbundspræsident og regering skulle flyttes fra Bonn til Berlin. Det er sket i løbet af 1990'erne. Andre forfatningsorganer som Bundesverfassungsgericht og Bundesgericht forblev i Karlsruhe, mens Bundesverwaltungsgericht kom til at ligge i Leipzig.

Blandt de tidligere besættelsesmagter var det kun USA, der helhjertet og ubetinget havde støttet genforeningen. Sovjetunionen accepterede den mod vesttysk økonomisk støtte, mens Frankrig fik vesttysk opbakning til indførelsen af fællesvalutaen euro i EU. Prisen for tysk enhed var anderledes udtrykt forpligtelsen til europæisk enhed. Også i andre lande som Polen fandtes der skepsis, mens det fra dansk side først blev fremholdt, at en genforening ikke var i Danmarks interesse. Danmark bakkede den dog hurtigt op. Vigtigt for flere stater var, at det forenede Tyskland forblev rammet ind i NATO og EU. Tyskland var med foreningen igen blevet et stort land, men som følge af indramningen i NATO og EU ikke nogen stormagt. Det var ikke noget nyt "Stortyskland", der opstod.

Foreningen betød ikke bare afslutningen på den tyske nations deling i to adskilte stater. Den afsluttede samtidig den situation, der var skabt med det tyske nederlag i 2. Verdenskrig: Fordi delingen i to også havde kunnet opfattes som at have symboliseret en slags karantæne for Tyskland som bod for det nazistiske regimes krig og krigsforbrydelser, kunne det hævdes, at genskabelsen af tysk enhed med samtykke fra de tidligere allierede krigsmodstandere og besættelsesmagter afsluttede den moralske og delvis politiske karantæne, som et kun delvist suverænt Tyskland havde befundet sig i siden 1945. Med foreningen genvandt Tyskland fuld suverænitet – landet havde dog givet afkald på retten til at besidde A-våben – og det indledte en slags normalisering som stat.

Men foreningen skulle samtidig bidrage til det, der kunne kaldes den endegyldige historisering af fortiden: Nazismen var endelig blevet fortid; den havde ikke udgjort nogen parentes, men indgik som del af den tyske nations historie, og det nye forenede Tyskland skulle erkende sit ansvar over for den nazistiske fortid. Det havde ingen af de to stater Vesttyskland eller DDR kunnet eller villet.

Som følge af foreningen vedkendte det nye Tyskland sig sit ansvar for nazismens historie, og det forpligtede sig som del af normaliseringen til en erindringspolitik over for nazismens ofre og til at fastholde erindringen om det nazistiske regimes forbrydelser mod menneskeheden, jøderne og andre folk. Erindringen derom skulle indgå som del af det forenede Tysklands identitet og selvforståelse. Det har fundet sit nedslag i indstiftelsen af en officiel erindringskultur i den tyske hovedstad Berlin hvor nye erindringssteder om holocaust og om nazismens forbrydelser mod sinti og roma, mod de homoseksuelle, mod de såkaldte "asociale" og ofrene for eutanasi er blevet opført. Det identitetsskabede derved er, at det er den tyske stat, der har påtaget og forpligtet sig at erindre om ofrene for nazismens forbrydelser.

Det havde været den tyske forbundspræsident Roman Herzog, der i en berømt og skelsættende tale den 27. januar 1996 i Forbundsdagen på den tyske stats vegne havde påtaget sig ansvaret – men ikke skylden – for den nazistiske stats omfattende forbrydelser og gjort datoen 27. januar til national erindringsdag om ofrene for nazismens forbrydelser. Datoen har siden udgjort og markeret det officielle Tysklands, dvs. Forbundsdagens, erindring om de mange millioner af ofre for nazismen.

Det forenede Tyskland har dermed gjort ansvaret for og erindringen om nazismens forbrydelser og forpligtelsen til at mindes ofrene herfor til central del af dets nationale identitet. Det har på den måde vedkendt sig sit ansvar over for ofrene for tysk historie under nazismen, og det har påtaget sig en politisk og moralsk forpligtelse til at fastholde erindringen om nazismens forbrydelser som del af det nye Tysklands nationale identitet og selvforståelse. Dertil hører også det særlige tyskes særlige forhold til Israel, idet det er del af tysk statsraison at være garant for Israels sikkerhed.

Efter foreningen fusionerede flere østtyske partier med tilsvarende vesttyske partier CDU, SPD og Bündnis 90 med die Grünen, mens bondepartiet DBD sluttede sig til CDU og det liberale LDPD og resterne af NDPD gik sammen med FDP, mens andre som NDPD blev opløst. Det eneste østtyske parti der overlevede foreningen var SED's efterfølger PDS Partei des demokratischen Sozialismus der noget senere skiftede navn til die Linke.

Det forenede Tyskland skulle konstitueres med nyvalg til Forbundsdag og valg af forbundskansler samt nykonstituering af Forbundsrådet med de nye delstater. Valget fandt sted den 2. december 1990 efter den gældende valglov – dog således at der i de fem østlige delstater blev valgt efter særregler, således at 5 % spærregrænsen reelt ikke gjaldt her. Det sikrede PDS repræsentation i Forbundsdagen. CDU/CSU vandt valget, og derfor kunne Forbundsdagen i januar 1991 vælge den hidtidige vesttyske kansler Helmut Kohl fra CDU til første fællestyske kansler. Han dannede regering med det liberale parti FDP og regerede frem til 1998.

Kohl var engageret europæer, og i hans regeringstid tilsluttede Tyskland sig den fælles valuta euroen og styrkede dermed den europæiske enhedsproces. Kohls regeringstid blev præget af indenrigspolitisk stagnation. Integrationen af DDR-området kom således kun langsomt i gang, og måske derfor tabte CDU/CSU forbundsdagsvalget i 1998. Det socialdemokratiske SPD vandt og udgjorde derefter sammen med De Grønne et flertal. Forbundsdagen valgte følgelig Gerhard Schröder fra SPD til ny kansler og han dannede regering med De Grønne, hvis leder Joschka Fischer blev udenrigsminister.

Tyskland blev involveret i NATO's krig mod Jugoslavien 1998, efter at forfatningsdomstolen med sin "out-of-area"- afgørelse i 1994 havde gjort det muligt for Tyskland at deltage i en angrebskrig i NATO-regi uden for NATO-området. Det samme gentog sig i senere i krigen mod Afghanistan 2001. Forfatningen forbød ellers Tyskland at føre angrebskrig; Bundeswehr var til for at forsvare Tyskland. Det krævede herefter tilslutning i Forbundsdagen at deltage i krig. Den tyske regering afviste dog i 2003 at deltage i det amerikanske angreb på Irak.

Schröder blev genvalgt i 2002 og igen efter et valg i utide i 2005. Hans regering gennemførte den omstridte Hartz IV-reform for arbejdsmarkedet og sociale ydelser der øgede udbuddet af arbejdskraft, og han regerede frem til 2009, da han blev afløst af Angela Merkel (CDU) – den første østtyske kansler – der dannede en stor koalition med SPD, og den sad på magten frem til 2021. Merkels regeringstid blev især kendetegnet ved regeringens liberale flygtningepolitik markeret gennem hendes åbne holdning til de mange flygtninge, der strømmede til Europa og Tyskland. Over for denne udtalte hun i 2015;" Wir schaffen das" ("vi skal nok klare det"), og resultatet blev, at Tyskland tog imod flere end en million flygtninge og asylsøgende som det tyske samfund havde voksende problemer med at integrere.

Indenrigspolitisk blev perioden præget af, at der i 2013 opstod et nyt parti, Alternative für Deutschland (AfD), der viste sig at være kommet for at blive. Det var oprindeligt et liberalkonservativt parti, der var modstander af den tyske regerings euro-politik og finansielle støtte til Grækenland under Finanskrisen, men partiet er efter den oprindelige stifter økonomen Bernd Luckes og senere Frauke Petrys afgang blevet mere konservativt, højreorienteret og måske radikaliseret, og det står i skarp opposition til regeringens liberale flygtninge- og asylpolitik. AfD har talt om "remigration" af flygtninge som politisk mål og har siden 2017 været repræsenteret i Forbundsdagen.

Udenrigspolitisk var Schröders og Merkels regeringsperioder karakteriseret af tysk tilnærmelse til Rusland – symbolsk udtrykt i Nordstream-projektet, der dog er kommet på standby med Ruslands invasion af Krim i 2014 (se Ukraine-konflikten).

Merkels regeringsperiode var præget af stilstand og ingen lyst til at gennemføre nødvendige reformer bl.a. hvad angår digitalisering og reformer af især infrastrukturen. Merkels CDU-ledede regering tabte valget i september 2021, og den blev erstattet af den såkaldte lyskurvs-koalition mellem SPD, die Grünen og FDP med Olaf Scholz (SPD) som kansler. Den viste sig dog indbyrdes for splittet til at kunne gennemføre reelle reformer – bort set fra det omstridte Bürgergeld ("Borgerpenge") som laveste almene socialydelse til alle, og den blev sprængt i november 2024, da Scholz fyrede finansminister Christian Lindner (FDP). Derefter tabte Scholz tilsigtet en tillidsafstemning i Forbundsdagen, hvorefter der i februar 2005 kunne afholdes et valg i utide: CDU/CSU blev største parti, SPD led nederlag, mens AfD gik stærkt frem og blev næststørste parti i Forbundsdagen. Det liberale FDP gled helt ud af Forbundsdagen. I foråret 2025 blev der på ny dannet en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD med Friedrich Merz (CDU) som ny forbundskansler.

Et politisk hovedanliggende siden foreningen i 1990 havde været afviklingen af DDR. DDR havde været et andet og selvstændigt land med sit eget socialistiske samfundssystem, men samtidig var det et med Vesttyskland økonomisk og materielt usamtidigt samfund. Opgaven fra 1990 var derfor at DDR's politiske og samfundsmæssige system skulle afvikles hvis Tyskland rigtigt skulle blive en enhed som stat og samfund. Allerede i august 1990 blev det legale grundlag for det socialistiske system ophævet idet en række love der havde konstitueret socialismen blev ophævet med tilbagevirkende kraft. Det gjaldt love om kollektivisering af landbruget og ekspropriering af f.eks. virksomheder og flygtedes ejendom. Dermed var grundlaget for det socialistiske system annulleret, og derefter blev der efter 1990 gjort meget for at gøre op med et politisk system der af mange vesttyskere blev betragtet som illegitimt. Det var forklaringen på at flere ting der havde markeret og symboliseret et selvstændigt DDR blev ændret, revet ned eller ødelagt.

Særlige identitetsskabende DDR-institutioner blev nedlagt. Det gælder Volkskammer og den Nationale Front. Det samme skete med ungdomsorganisationen Freie Deutsche Jugend FDJ, mens Deutscher Frauenbund kunne fungere videre i ny form. Derud over blev det østtyske militær Nationale Volksarmee opløst og integreret i Bundeswehr. Stasi blev nedlagt og dets arkiver blev åbnet, mens VOPO blev forsøgt integreret med vesttysk politi. Stasis lejre og fængsler i Hohenschönhausen, Bautzen og andre steder lev opløst og det samme gjaldt Stasis bevæbnede enheder.

Andet der repræsenterede et selvstændigt DDR blev revet ned. I 1993 blev således den bygning på Spreeufer i Berlin der havde huset det østtyske udenrigsministerium revet ned og i 1998 ramte det samme Palast der Republik hvor det østtyske parlament Volkskammer havde holdt til. Statuer af Lenin og østtyske ledere som Wilhelm Pieck blev fjernet, mens Ernst Thälmann- monumentet i Berlin og også statuer af Marx og Engels fik lov til at blive stående.

Den symbolske afvikling af DDR foregik endvidere ved at flere symbolbyer skiftede navne. Karl-Marx-Stadt kom igen til at hedde Chemnitz, Marxwalde blev igen Neuhardenberg, og Wilhelm-Pieck-Stadt Guben skiftede tilbage til Guben. Mange gader skiftede navn – således kom Otto-Grotewohl-Strasse i Berlin igen til at hedde Wilhelmsstrasse og noget lignende skete mange andre steder.

Mange institutioner fik nye navne. Det gælder Karl-Marx-Universität i Leipzig, Wilhelm-Pieck- Universität i Rostock og Leuna- Werk Walter Ulbricht. Det samme gælder sportsklubber med produktivkraftnavne som Traktor Schwerin, Stahl Riesa, Dynamo Berlin, Chemie Halle og Vorwärts Frankfurt/O.

Og den historiske udstilling "Zur deutschen Geschichte" i Zeughaus kaldet "Museum für deutsche Geschichte" der havde fremholdt DDR som kulminationen på den tyske historie blev pakket ned og lukket. I stedet kom Deutsches Historisches Museum DHM til Zeughaus.

Men DDR havde også været et socialistisk samfundssystem med planøkonomi og statsejerskab og med en forsorgs- eller omsorgsstat/-diktatur der tog hånd om borgernes liv fra vugge til grav. Staten havde sørget for arbejde til alle og alle havde ret til gratis velfærdsgoder: børnehave, uddannelse, billige boliger, ferie, sundhed og pension. I det markedsøkonomiske vesttyske system skulle det planøkonomiske system privatiseres, og forsorgsstaten erstattes af et såvel forsikrings- som privat finansieret velfærdssystem hvor staten spillede en væsentligt mindre rolle – f.eks. inden for sundheds- og uddannelsessystemet. Det østtyske polytekniske enhedsskolesystem blev således erstattet af det vesttyske opdelte skolesystem.

Afviklingen af DDR og det socialistiske system har endvidere medført en stor udskiftning af eliten inden for politik, statsapparat, erhvervsliv og ideologiske apparater som eksempelvis uddannelses- og undervisningssektoren. Således er mange østtyske universitetsansatte der havde været del af de ideologiserede universiteter efter undersøgelseskommissioners arbejde blevet udskiftet og ofte erstattet af vesttyske forskere.

I det hele taget er store dele af de ledende lag inden for politik, økonomi og samfund blevet overtaget af vesttyskere. Angela Merkel er den klare undtagelse og det gjaldt senere også Joachim Gauck der blev tysk præsident.

Det er endvidere efter 1990 kommet til et retsopgør med funktionsbærere i det DDR der af mange blev opfattet som et "Unrechtsregime" (uretsstat). De kunne nu anklages og dømmes for overtrædelse af DDR's egne love. Det førte til retssager mod ledende politikere som Erich Honecker, Egon Krenz, Erich Mielke, Günter Schabowski, Heinz Kessler, Willi Stoph og Günter Mittag der blev anklaget for at have været ansvarlige for skydeordren ved muren fra 1972 – Kessler, Krenz og Schabowski blev idømt fængsel, mens de andre undgik retssager som følge af svagelighed og sygelighed. Honecker slap da en retssag ville krænke hans menneskelige værdighed. Schabowski blev desuden anklaget for valgsvindel i forbindelse med kommunalvalg i maj 1989, men retssagen blev indstillet. I alt blev der under retsopgøret iværksat mange tusinde forundersøgelser, men der blev kun afsagt godt 200 domme, og det førte til bare 20 fængselsstraffe.

Også DDR-regimet som sådant kom under anklage som diktatur, og det førte til at Forbundsdagen nedsatte en såkaldt enquete-kommission der i 1995 udkom med sin rapport i atten bind med titlen "Aufarbeitung von Geschichte und Folgen der SED-Diktatur in Deutschland" (Oparbejdelse af SED-diktaturets historie og følger).

Et gennemgående tema siden etableringen af tysk enhed i oktober 1990 har været integreringen af det tidligere DDR-område. Gik det relativt enkelt og let for DDR-området politisk, forfatningsmæssigt, retligt og økonomisk at blive integreret del af Vesttyskland, det samme gjaldt infrastrukturelt mht. sammenlægningen af motorvejs- og jernbanesystemerne, så blev det mere vanskeligt samfundsmæssigt, socialt og mentalitetsmæssigt for østtyskerne at blive integreret og blive tyskere på linje med de tidligere vesttyskere. Altså at få skabt det der kaldes indre enhed. Det hang måske også sammen med at DDR-borgerne efter 1990 godt nok havde fået frihed og formel ligeberettigelse, men de fik og oplevede ikke de blomstrende landskaber som de var blevet stillet i udsigt i 1989. Snarere tværtimod. De skulle først igennem en vanskelig og socialt hård overgangstid fra en statsstyret planøkonomi og forsorgsstat til en social markedsøkonomi og en mere liberal og delvist privat finansieret socialordning og velfærdsstat, der var mere individualiseret.

DDR var økonomisk en statsstyret planøkonomi hvor staten og kollektiver reelt styrede økonomien og også formelt ejede de fleste virksomheder (såkaldte Volkseigene Betriebe) og også kombinater. Det system skulle omdannes til et markedsøkonomisk system, og derfor blev der i 1991 oprettet en såkaldt Treuhands-institution der overtog ejerskabet til den østtyske økonomi og fik til opgave at privatisere, sanere, sælge eller nedlægge de omkring 8.000 østtyske virksomheder. Resultatet af Treuhands virke var brutalt og blev reelt en katastrofe for det østtyske område: mange virksomheder blev nedlagt, andre opkøbt og rationaliseret af især vesttyske virksomheder og over 2 mio. af de 4,5 mio. industriarbejdspladser forsvandt således at der kan tales om en faktisk afindustrialisering af DDR-området med stor arbejdsløshed og affolkning af landområder til følge. En indirekte følge heraf er endvidere at knap 3 millioner mennesker har forladt det tidligere DDR- område siden 1990.

De godt 19.000 landbrugskollektiver LPG'er (Landwirtschaftliche Produktionsgenossenschaften) blev opløst og dermed gik landbrugsjorden principielt tilbage som privat selveje til de i kollektivet involverede bønder. En del steder valgte bønderne dog at videreføre fællesskabet i andre former f.eks. som andelsselskaber.

Østtyskerne blev lovet ligestilling som det fremgår af Grundgesetz' rettighedskatalog. Det er dog gået meget langsomt med ligestillingen således at der her i 2025 fortsat er store sociale forskelle og uligheder mellem de to dele af Tyskland. Der tales godt nok om en stat, men der eksisterer fortsat to samfund i hhv. vest og øst med store sociale uligheder. Eksempelvis udgør den gennemsnitlige løn i det østtyske område fortsat kun godt 85% af den vesttyske, mens de sociale ydelser som folke- og alderspension udgør knap 60% af de vesttyske satser. Derfor er følelsen af at være andenrangsborgere udbredt i de østtyske delstater, og det er formentlig en del af forklaringen på at AfD står så stærkt der. Ved det sidste valg i februar 2025 havde AfD således i delstaten Sachsen en opbakning på godt 38% hos vælgerne.

Det forenede Tyskland forblev medlem i de vigtige internationale organisationer som Vesttyskland havde været medlem af. Nemlig EU og NATO.

Som nævnt skulle tysk enhed være del af vejen til europæisk enhed. Som følge af landets stærke økonomi og proeuropæiske indstilling forblev Tyskland en dominerende del af EU, en vækstmotor. Tyskland bakkede flere udvidelser af EU op, og det var også parat til at udbygge integrationen i EU. Således plæderede udenrigsminister Joschka Fischer i en berømt tale i 2001 for udbygningen af EU til det han kaldte Europas forenede stater – det var der dog ikke opbakning til blandt de andre medlemsstater. Med Merkel og Scholz er Tysklands europæiske engagement blevet mindre udtalt.

Hele Tyskland blev fuldt medlem af NATO dvs. , at der dog ikke måtte stationeres NATO-styrker på det tidligere DDR-område. Tyskland deltog i NATO's militæraktioner mod Jugoslavien 1998 og Afghanistan 2001 og det huser fortsat et par amerikanske militærbaser.

Som følge af det historiske forhold til Sovjetunionen – dvs. anerkendelsen af at det havde været Sovjetunionen der ved at "give afkald" på sit DDR havde gjort tysk enhed mulig- havde Tyskland under Schröder og Merkel etableret forholdsvis tætte bånd til Rusland – Nordstream-projektet – og det er først blevet kølnet efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022. I de østtyske delstater er der dog fortsat tætte handelsmæssige relationer og også følelsesmæssige bånd til Rusland.

Sammenlægningen med DDR- området styrkede Tysklands økonomiske position i Europa og EU, og Tyskland kom til at angive melodien. Det gik længe fremad for eksportnationen Tyskland og EU. Men i det 21. århundrede er Tysklands position som vækstmotor blevet svækket, det gælder især for den dominerende bil- og maskinindustri – ikke mindst fordi man i Tyskland har været for tøvende og langsommelig med at gennemføre tidsvarende strukturreformer mht. digitalisering, infrastruktur og et kolossalt bureaukratisk system. Men også mht. elbiler er man kommet for langsomt i gang. Derfor er Tyskland blevet svækket som eksportnation, det er blevet et dyrt land at producere i og dets økonomi blevet svækket. Reformer har stået på flere regeringers agenda, men meget få reformer er blevet gennemført. Derfor er nogle begyndt at tale om Tyskland som Europas "syge mand".

Med godt 85 millioner indbyggere er Tyskland efter Rusland nu det mest folkerige land i Europa. Flere end 10 % heraf er indvandrere og deres efterkommere således at Tyskland i dag udgør et multietnisk og også multikulturelt samfund. Blandt de største ikke-tyske grupper findes tyrkere, russere og jugoslaver. Integrationen af et stadig voksende antal ikke- tyske indvandrere og asylsøgere har været et stort socialt og logistisk problem, og det er med det indvandringskritiske AfD's vækst også blevet et større politisk problem.

Derud over rummer Tyskland 3 anerkendte nationale mindretal, nemlig frisere og danskere i Slesvig- Holsten og slaviske sorbere i delstaterne Brandenburg og Sachsen. Sinti og Roma'er er kun anerkendt som nationalt mindretal i Slesvig-Holsten. De nationale mindretal med deres mindretalsrettigheder er i modsætning til de andre etniske grupper fuldt ud integrerede.

Konfessionelt er Tyskland delt i to, godt 45% er protestanter og lidt færre er katolikker. De resterende 10 % udgøres af et stort antal muslimer samt op imod 100.000 jøder. Et anseeligt antal – nemlig tidligere DDR-borgere – er ateister.

• Tysklands historie efter 1949

• Karl Christian Lammers: Tyskland efter murens fald, Systime 2006