Tartu

Universitetet i Tartu blev grundlagt af den svenske konge Gustav 2. Adolf i 1632, ikke mindst på Livlands generalguvernørs, Johan Skyttes, foranledning. Skytte blev også dets første kansler. Universitetet var det næstældste svenske universitet (efter Uppsala Universitet). Som ved alle universiteter i 1600-tallet foregik undervisningen på latin.

På grund af krigen med Rusland blev universitet lukket i 1656. Det genåbnede i 1690, men måtte på grund af krigsfaren evakueres i 1699 til Pärnu (på tysk Pernau). Universitetet lukkedes i 1710, da Sverige tabte Østersøprovinserne. I 1802 blev det genåbnet i Tartu med tysk undervisningssprog, og videnskab og kultur kom til at sætte præg på byens erhvervsliv. Universitetets estiske absolventer spillede i anden halvdel af 1800-tallet en vigtig rolle i den estiske nationalbevægelse. Som led i russificeringen ændredes undervisningsproget i 1895 til russisk. Siden 1918 har undervisningssproget været estisk.

Mange af universitetets gamle bygninger, bl.a. den klassicistiske hovedbygning, er bevaret. Bemærkelsesværdigt er det forhenværende universitetsbibliotek, som blev indrettet i domkirkeruinens kor. Denne bygning tjener nu som universitetsmuseum, mens biblioteket nu bruger et hus bygget til formålet i 1982.

Efter Estlands genvundne selvstændighed i 1991 blev universitetet reformeret. Det er fortsat landets vigtigste centrum for højere uddannelse. I 2024 havde Universitetet 15.206 studerende (inkl. ph.d.-studerende), hvoraf 10 % kom fra udlandet.

I 1030 erobrede Jaroslav den Vise en estisk borg på stedet og lod bygge en fæstning på stedet, som han kaldte for Jurjev. I 1061 blev den erobret af lokale stammer. I 1224 erobrede sværdridderne Tartu, som blev bispesæde. Den fik lybsk ret og blev medlem af Hanseforbundet. Med tiden blev byen omgivet af en bymur. I tidsrummet 1558 til 1625 var byen skiftevis under russisk, svensk og polsk overherredømme; derefter blev den svensk i en længere periode. Byen erobredes af russerne i 1704 og blev ved Freden i Nystad sammen med provinsen Livland del af det russiske rige indtil Estlands selvstændighed i 1918.

Under 2. Verdenskrig blev mange af Tartus bygninger ødelagt, frem for alt i de centrale dele af byen. I sovjetperioden var Tartu en for udlændinge lukket by på grund af den store militære lufthavn i Raadi, 3 km nordøst for byens centrum. Lufthavnen var oprindeligt blevet anlagt i 1919. I slutningen af 1990'erne lukkedes lufthavnen. På en del af arealet står nu Nationalmuseet.

I 2024 var Tartu en af de europæiske kulturhovedstæder.

En nu uddød skriftsprogsvariant af estisk, brugt i den sydlige del af det estiske sprogområde, kaldes dørptestisk efter byens (plat)tyske navn Dörpt.

I 1920 sluttedes to fredstraktater i Tartu. Den 2. februar 1920 afsluttedes Den Estiske Uafhængighedskrig. Sovjetrusland anerkendte Estlands selvstændighed, og nogle områder øst for det tidligere Estland og Livland kom under Estland.

Den 14. oktober 1920 enedes Finland og Sovjetrusland om en fredstraktat, der sikrede Finlands uafhængighed fra Rusland og fastlagte grænsen mellem lænderne. Det blev ved storfyrstedømmet Finlands gamle østgrænse, blot tildeltes Finland Petsamo (på russisk Petjenga) på Kolahalvøen i nord ved grænsen til Norge og dermed adgang til Barentshavet.

• Estlands historie fra Reformationen til 1850
• Estlands historie efter 1850