Kina-Taiwan-konflikten

En kyststrækning på den taiwanske ø Lille Kinmen i december 2023 med spir og andre forhindringer mod en mulig kinesisk invasion.

Byline: Sam Yeh/AFP/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Konflikten mellem Folkerepublikken Kina og Taiwan strækker sig tilbage til 1949 og har undervejs affødt adskillige alvorlige Taiwanstræde-kriser, der også har involveret USA.

Som udgangspunkt handler konflikten om Taiwans uafklarede folkeretslige status, idet Kina påberåber sig fuld suverænitet over Taiwan (ét-Kina princippet), mens taiwanerne i stigende grad har distanceret sig fra forestillingen om ét Kina og ikke ønsker at blive en del af Folkerepublikken (ifølge utallige meningsmålinger).

Selv om Kina officielt set foretrækker en ”fredelig genforening” af Taiwan, arbejder den kinesiske regering systematisk på at opbygge kapaciteten til at kunne blokere Taiwan fra omverdenen eller ligefrem at bruge militære magtmidler til at invadere østaten.

Konfliktens historie frem til 1949

Taiwans internationale position og folkeretslige status har længe været omstridt. Øens oprindelige befolkning havde frem til slutningen af 1600-tallet kun sporadisk kontakt med de kinesiske kejserdynastier og var i stedet udsat for delvis europæisk kolonialisme (fra portugisisk, spansk og hollandsk side).

I 1683 fik Qing-dynastiet kontrol over Taiwan og indledte hermed en længere periode med fjernstyring fra Fujian-provinsen og jævnlige oprør fra lokalbefolkningen mod de ”fremmede” Qing-Manchu regenter.

Taiwan som japansk koloni til 1945

Først i 1887 blev Taiwan formelt opgraderet til en særskilt provins i Kina som led i Qing-dynastiets bestræbelser på at modernisere Taiwan. Men allerede i 1895 overtog Japan kontrollen over Taiwan efter at have besejret Qing-dynastiet i den første Sino-Japanske krig (1894-95). Herefter styrede japanerne Taiwan som en koloni et halvt århundrede frem mod afslutningen på 2. Verdenskrig, hvor de allierede sejrsmagter enedes om at returnere Taiwan fra Japan til Kina (dengang Republikken Kina).

Chiang Kai-shek flygter til Taiwan

Chiang Kai-shek (til venstre) og Mao Zedong fotograferet i september 1945 i forbindelse med forhandlingerne mellem Kinas nationalistiske GMD-regering og Kinas Kommunistiske Parti. Forhandlingerne kuldsejlede, og borgerkrigen blev genoptaget i 1946.

Jack Wilkes.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Efter afslutningen på 2. Verdenskrig genoptog Kinas Kommunistiske Parti deres langvarige borgerkrig mod Republikken Kina, som regeredes af Chiang Kai-sheks nationalistiske GMD-parti.

Det lykkedes kommunisterne at besejre nationalisterne i 1949 og udråbe Folkerepublikken Kina, mens Chiangs nationalister måtte flygte ud til Taiwan og herfra regere resterne af Republikken Kina. Lige siden har der således eksisteret to konkurrerende kinesiske republikker, om end Republikken Kina efter den Kolde Krig i stigende grad har identificeret sig særskilt som Taiwan.

Koldkrigsudviklingen

Under den kolde krig stræbte begge parter efter at genforene Kina. Som præsident for Republikken Kina (Taiwan) opgav Chiang Kai-shek aldrig ambitionen om at generobre fastlands-Kina, mens Folkerepublikken – anført af formand Mao Zedong – betragtede Taiwan-problematikken som et uafsluttet kapitel fra borgerkrigen.

I 1950'erne forsøgte Kina at erobre Taiwans strategiske småøer tæt på fastlandet i løbet af de to Taiwanstræde-kriser. I begge tilfælde intervenerede USA med den amerikanske flåde for at afskrække det kinesiske militær (PLA). Eftersom Maos revolutionære Folkerepublik var blevet en del af den kommunistiske koldkrigsblok, indgik amerikanerne tilmed en formel fælles forsvarstraktat med Republikken Kina (Taiwan) i 1954 for at understøtte Taiwans kapacitet til at modstå presset fra Kina.

I løbet af 1960'erne gled militærkonflikten mere i baggrunden, idet Maos Folkerepublik var travlt optaget af grænsekonflikter med både Indien (1962) og Sovjetunionen (1969) – sidstnævnte som led i et større ideologisk opgør med de ”sovjetiske revisionister”. Kampen flyttede i stedet primært ind i den politiske arena, hvor Folkerepublikken duellerede med Republikken Kina om international anerkendelse.

Folkerepublikken Kina anerkendes

Langt de fleste vestlige stater – med Danmark som en af undtagelserne – havde aldrig oprettet diplomatiske forbindelser med den kommunistiske Folkerepublik, og i FN var Kina repræsenteret ved Republikken Kina, der var et af organisationens stiftende medlemmer i 1945. Men i 1971 lykkedes det regeringen i Beijing – takket være støtte fra Østblokken og en række nyligt afkoloniserede FN-stater – at få vedtaget FN-resolution 2758, som overdrog Kinas sæde i FN (inkl. Sikkerhedsrådet) fra Republikken Kina til Folkerepublikken. Resolutionen tog dog ikke stilling til Taiwans fremtidige politiske status eller tilhørsforhold.

Op gennem 1970'erne fik den strategiske tilnærmelse mellem Kina og USA stor indvirkning på Taiwan-konflikten. Tilnærmelsen resulterede dels i præsident Nixons berømte Kina-besøg og Shanghai-kommunikéet i 1972, dels i etableringen af diplomatiske relationer i 1979 mellem USA og Folkerepublikken, som nu regeredes af den mere pragmatiske Deng Xiaoping. Hermed tilsluttede den amerikanske Carter-regering sig ét Kina-politikken, afbrød de officielle relationer til Republikken Kina og valgte tilmed at annullere den fælles forsvarstraktat fra 1954.

Strategisk usikkerhed

Som modsvar vedtog Kongressen i USA i 1979 Taiwan Relations Act (TRA) for at understøtte kommercielle, kulturelle og andre ikke-officielle relationer mellem USA og Taiwan såvel som østatens evne til at forsvare sig selv mod Kina. Som følge af de forholdsvis vagt formulerede bestemmelser i TRA om amerikanernes forsvarsmæssige forpligtelser over for Taiwan, har USA's position lige siden været omtalt som ”strategisk usikkerhed”.

Efter den Kolde Krig

Kommunisterne formåede at fastholde magten i Kina efter den kolde krigs ophør, mens Taiwans GMD-regering satte fart på de demokratiske reformer under præsident Lee Teng-hui. Hvor der i begyndelsen af 1990'erne stadig eksisterede en vis konsensus mellem parterne om at tilhøre ét Kina – om end de var uenige om hvad det indebar – voksede der efterhånden en mere særskilt taiwansk identitetsfølelse frem under Lee’s præsidentskab. Spændingerne voksede derfor og kulminerede midlertidigt under den 3. Taiwanstræde-krise i 1995-96, hvor kineserne atter forsøgte at intimidere Taiwan med militærmagt.

Store skift i relationerne

Tsai Ing-wen (billedet) og DPP overtog præsidentposten i Taiwan i 2016. Her fortæller hun på en pressekonference den 27. december 2022, at Taiwan må forlænge værnepligten.

Byline: Sam Yeh/AFP/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Lee blev i 2000 efterfulgt på præsidentposten af Chen Shui-bian fra det mere uafhængighedsorienterede DPP, hvilket yderligere forværrede relationerne til Kina og bl.a. førte til vedtagelsen af anti-løsrivelsesloven fra kinesisk side i 2005. Loven bemyndiger den kinesiske regering til at anvende alle magtmidler for at indlemme Taiwan i Folkerepublikken, hvis Taiwan erklærer sig selvstændigt fra Kina, eller ethvert håb om en fredelig genforening udtømmes.

Konflikten mildnedes i perioden 2008-2016, hvor GMD generobrede magten i Taiwan med Ma Ying-jeou som præsident. Ma stod for en mere forsonlig linje over for Kina med fokus på øget samhandel, gensidige investeringer og oprettelse af direkte fly- og skibsforbindelser mellem Taiwan og Kina. Tilnærmelsen kulminerede i november 2015, hvor Ma mødtes med Kinas præsident Xi Jinping i Singapore i det hidtil eneste møde mellem lederne af Taiwan og Kina siden borgerkrigens afslutning. Sideløbende voksede modstanden dog i den taiwanske befolkning mod det stadig tættere samkvem med Kina, hvilket i 2014 førte til store folkelige protester i den såkaldte Solsikkebevægelse, der bl.a. midlertidigt besatte Taiwans parlament.

Siden 2016 har det uafhængighedsorienterede DPP atter været ved magten, først med Tsai Ing-wen som præsident og dernæst fra 2024 Lai Ching-te. Eftersom Tsai og Lai ikke blot har afvist forestillingen om ét Kina og Beijings genforeningsplaner, men også aktivt dyrket en særskilt taiwansk national identitet, har Beijing afvist at indgå i nogen form for dialog med DPP-regeringen og gradvis øget presset på Taiwan på adskillige fronter. Til Kinas store fortrydelse har amerikanerne, især Kongressen, samtidig styrket båndene til Taiwan og bl.a. tilladt flere højniveaubesøg mellem USA og Taiwan med vedtagelsen i 2018 af Taiwan Travel Act.

Kinas voksende pres mod Taiwan

For at lægge pres på Taiwan har Kina især benyttet sig af to former for tvangsdiplomati. For det første politisk isolation af Taiwan, hvor Beijing udnytter sin enorme politiske og økonomiske tyngde til at presse regeringer, virksomheder og internationale organisationer til at distancere sig fra Taiwan. Således anerkender næsten alle verdens antal lande (182 ud af 193 FN-stater i 2025) Folkerepublikken og hermed Kinas eksklusive suverænitet (ét-Kina politikken), mens et stigende antal lande herudover tilslutter sig Kinas krav om suverænitet over Taiwan (ét-Kina princippet, 119 stater).

For det andet har Beijing intensiveret den militære intimidering af Taiwan. Det drejer sig dels om daglige overskridelser med fly- og flådefartøjer af medianlinjen i Taiwanstrædet, som tidligere fungerede som en uformel grænsedragning mellem de to parter. Og dels om storstilede militærøvelser omkring Taiwan, hvor PLA siden 2018 jævnligt har øvet sig på at blokere eller invadere Taiwan. Den hidtil mest omfattende og faretruende serie af militærøvelser – ofte omtalt som den 4. Taiwanstræde-krise – fandt sted i august 2022 som reaktion på Nancy Pelosis Taiwan-besøg.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Kina-Taiwan-konflikten

Andreas B. Forsby

Seniorforsker, Ph.d.; Dansk Institut for Internationale Studier