A.P. Hovgaard

A.P. Hovgaard, Andreas Peter Hovgaard, 1.11..1853-15.3.1910, søofficer, polarrejsende. Født i Århus (Vor Frue), død i Kbh., begravet sst. (Ass.). H. blev sekondløjtnant i flåden 1874, premierløjtnant 1876, gennemgik hærens officerskoles ældste klasse 1876–78, blev kaptajn 1888, kommandør 1901. Som ung løjtnant deltog han i egenskab dels af skibsofficer, dels af magnetiker og meteorolog i A. E. Nordenskiölds færd med Vega norden om Europa og Asien, af hvilken han selv har givet en populær skildring i bogen Nordenskiölds Rejse omkring Asien og Europa, 1881, og blev derved i høj grad grebet af lyst til arktisk rejseliv. Omhyggelige studier havde ført ham til den antagelse at der nord for Kap Tjeljiiskin, Asiens nordligste spids, måtte findes en landmasse som strakte sig op mod Franz Joseph land og Nordpolen, og ved statstilskud og private velynderes, særlig grosserer Augustin Camels, understøttelse, fik han nu udrustet en ekspedition som under hans ledelse skulle gå gennem Det kariske hav (Kara havet), opsøge det formodede land og derfra foretage et fremstød mod de ukendte egne i nord. Ekspeditionen afrejste 1882 med damperen Dijmphna, men havde næppe midt i okt. nået Det kariske hav, før skibet under forsøg på at hjælpe et par indefrosne dampere med en hollandsk ekspedition om bord selv kom i besæt og under stadig fare for at blive knust drev om i isen næsten et år, før det i slutningen af sept. 1883 slap fri. Det havde da mistet skruen, og en stor del af provianten var opspist, idet man havde måttet optage mandskabet fra et af hollændernes fartøjer som var skruet ned juleaftens dag. Der var derfor ingen anden udvej end at tiltræde hjemrejsen. Ekspeditionen som H. beskrev i Dijmphna-Expeditionen 1882–83, 1884 var for så vidt mislykket, men havde dog bragt et rigt biologisk og hydrografisk udbytte, ligesom også H.s hypotese om land nord for Kap Tjeljüskin siden er blevet bekræftet ved opdagelsen af Sévernaja Semljá. H. opgav derefter alle tanker om arktiske ekspeditioner. 1884–85 var han med skonnerten Ingolf til Vestindien og 1885–86 med krydserfregatten Fyen til Middelhavet. 1887 var han næstkommanderende i kongeskibet Dannebrog, 1888 adjudant hos eskadrechefen, førte 1890–93 DFDS' postdamper Thyra til Island og Færøerne, hvorunder han gjorde sig bemærket ved sin dristige og altid heldige issejlads. 1896 blev han chef for torpedobådsdelingen og udførte isbrydning i danske farvande 1897 med skonnerten Absalon. Han blev chef for krydseren Hejmdal 1901 under togt til Island, 1901–04 var han chef for den flydende defension. Som chef for panserskibet Olfert Fischer ledsagede han 1905 kong Håkon VII til Norge. H. blev kongens jagtkaptajn 1906 og ledsagede Frederik VIII på rejsen til Island og Færøerne 1907 om bord på S. S. Birma. H.s tidlige død var utvivlsomt et tab for marinen. Han var meget vellidt på grund af sit sympatiske væsen, meget velbegavet og i besiddelse af stor arbejdsevne. Mange unge søofficerer så i ham den naturlige leder af flåden i en krigssituation. Af sin samtid blev han mindet som en fremragende repræsentant for det danske søofficerskorps. Fra 1901 var han medlem af værftskommissionen og marinens forfremmelsesråd. Formand for Søofficersforeningen 1907–09.