Christian Ulfeldt, 5.12.1637-29.7.1688, rigsgreve, 1637-88, kannik. Født i Kbh, død i Rom, begravet sst. (kirken San Lorenzo in Damaso). U. var sine forældres førstefødte, fik navn efter morfaderen Christian IV og forlenedes allerede 1640 med Skt. Hans og Munkeliv klostre i Norge. 1651 fulgte han forældrene på flugten til Holland, mistede kort efter sine len, synes fra efteråret s.å. at have opholdt sig i Stralsund, vinteren 1651-52 sammen med forældrene, til hvem han i sommeren 1654 sluttede sig i Stockholm. Han rejste derpå i længere tid udenlands, bl.a. til England, Schweiz (immatrikuleret i Geneve 1656) og Frankrig, men stødte i efteråret 1657 til faderen ved Frederiksodde. Febr. 1658 ledede han overflytningen af Jørgen Seefelds bibliotek der af den svenske konge var skænket Corfitz Ulfeldt, fra Ringsted til Bavelse. En tid var han hos forældrene i Malmø, men så tabes hans spor foreløbig. Det ses dog at han er blevet kammerjunker hos dronning Kristina under hendes besøg i Norden 1661, og at han -som siden flere af hans søskende – må være gået over til katolicismen; der tænkes endog på at gøre ham til katolsk præst. S.å. var han i England hvor han mødte velvilje ved Karl IIs hof, besøgte i begyndelsen af 1662 forældrene på Ellensborg (Holckenhavn) men drog kort efter til Paris, siden til Holland. 6.11.1662 dræbte han på åben gade i Brügge under forældrenes ophold her, men sikkert på egen tilskyndelse, deres brutale fangevogter fra Hammershus, generalmajor Adolph Fuchs. Hjulpet af fornemme venner i byen flygtede han og var i dec. i Liége. 1663 træffes han ved dronning Kristinas hof i Rom hvor både hun og kardinal Francesco Barberini tog sig venligt af ham. Da faderen på sin flugt var kommet til Basel stødte han med sine brødre Corfitz og Leo til ham der, hvor U. 1664 var immatrikuleret ved univ. De bortsendtes af den gamle far for at undgå opdagelse, men efter hans død febr. 1664 ilede de fra deres skjulesteder, U. fra Lausanne til Neuenburg, hvorfra de fjernede hans lig. Han ses senere at have virket for at få familiens gamle ven dr. Otto Sperling frigivet fra Blåtårn og har uden tvivl også gjort hvad han evnede for at hjælpe sin fangne mor, selv om broderen Corfitz betegnede ham som "just ikke pressant af naturel". Senest 1669 var han i Rom hos dronning Kristina og fik d.å. ved hendes bistand et kanonikat ved domkapitlet i Eichstädt i Bayern. Han var også kannik ved kirken San Lorenzo in Damaso. Ifølge en overlevering skal han på et ikke nærmere bestemt tidspunkt have tilføjet sig selv seks knivstik; efter kirkebøgernes udsagn døde han efter lang tids svaghed.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
J-dag
J-dag er dagen, hvor Tuborgs julebryg kommer i handlen. Dagen falder hvert år på den første fredag i november. J-dag blev lanceret i 1990 efter fransk forbillede.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.