Erik Andreasen, 10.2.1909-11.5.1992, læge, kunstsamler. Født i Kbh. A. blev student 1928 fra Lyngby gymnasium og fik medicinsk embedseksamen fra Kbh.s universitet 1936. Efter turnustjeneste ved Rigshospitalet satsede A. straks på virke inden for anatomisk forskning, og efter prosektorstilling 1937-43 ved Kbh.s univ.s medicinsk-anatomiske institut avancerede han hurtigt som fast videnskabelig assistent (1943-50), amanuensis og lektor (1950-58) og blev efter femårig docenttid professor i normal anatomi 1963-79. A. har i særlig grad interesseret sig for det lymfatiske vævs biologi og har publiceret en lang række arbejder om brisselen og lymfocytternes funktion; han forsvarede ved Kbh.s univ. 1943 sin disputats Studies on the thymolymfatic system. Senere er kommet studier over eksperimentel kræftudvikling -og med inspirerende interesse for undervisningen i makroskopisk normalanatomi, en række lærebøger der på grundig vis har udbygget problematikken ved de enkelte organers funktionelle forhold. – Foruden interesse for baggrunden for sit fags udviklingshistorie, hvor A. bl.a. har skrevet en betydningsfuld studie over Ludvig L. Jacobsons næseorgan (1948), har A. fra ungdommen haft en stadig voksende kærlighed til sin samtids kunst. Trods en beskeden månedlig indtægt er det lykkedes ham at skabe en repræsentativ samling af Jean Deyrolle, Serge Poliakoff, Victor Vasarely, Jean Dewasne samt danskerne Richard Mortensen og Robert Jacobsen. Ikke blot malerkunsten er rigt repræsenteret i hans samling, men med sikkert kunstnerisk instinkt har A. også anskaffet signerede arbejder af Carl-Henning Pedersen, Henry Heerup og amerikaneren Naum Gabo. Med en lykkelig samlers grandeur har A. 1982 skænket hele sin samling af abstrakt kunst til Glyptoteket for at også andre kan få blivende glæde af en passioneret humanists generositet.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.