Hans Henrik Rømeling (søofficer)

Hans Henrik Rømeling, 21.4.1707-28.11.1775, søofficer, gehejmestatsminister. Født i Brügge, død i Kbh., begravet sst. (Ty. ref.). R. blev kadet 1720, sekondløjtnant 1727, premierløjtnant 1732, kaptajnløjtnant 1736, kaptajn 1738, kommandørkaptajn 1742, kommandør 1746, schoutbynacht (kontreadmiral) 1755, viceadmiral 1758 og admiral 1772. – R. var med fregatten Hvide Ørn til Reval (Tallinn) 1726 og derefter 1728–34 skoleofficer ved Søkadetakademiet og derefter to år i engelsk tjeneste. 1738 og 1739 var han chef for kadetskibet, fregatten Raae, og 1741–42 atter i engelsk tjeneste for at ledsage grev U. A. Danneskiold-Samsøe. 1743 var R. flagkaptajn i flåden under generaladmiral Fr. Danneskiold-Samsøe der synes at have protegeret ham. 1756 og 1757 førte han mindre eskadrer der samvirkede med svenske eskadrer til skibsfartens beskyttelse uden at samvirket dog blev særlig godt. 1765 sendtes R. til Bergen som formand i en kommission, nedsat i anledning af de uroligheder der havde fundet sted som følge af ekstraskattens indførelse m.m. Ved. samme lejlighed fik han bragt orden i forskellige mislige forhold. N.å. blev han deputeret i admiralitets-kollegiet hvor han forblev til det 1770 forenedes med kommissariats-kollegiet da han overgik i det kombinerede kollegium. S.å. blev han, da grev C. C. Danneskiold-Laurvig blev afskediget og overkrigssekretærstillingen ophævet, medlem af konseillet, 1. deputeret i kollegiet og referent af kollegiets sager for kongen. Ved geheimekonseillets ophævelse dec. s.å. udtrådte han af dette og febr. n.å. af kollegiet ved J. F. Struensees indførelse af en departemental ordning af dette; en ordning han forgæves søgte at modarbejde indførelsen af. Straks efter Struensees fald jan. 1772 kom R. atter i spidsen for søetatens administration som gehejmestatsminister, 1. deputeret i kollegiet og referent hos kongen, fra hvilken sidste stilling han dog 1774 blev fritaget på grund af svagelighed. Han var i årenes løb medlem af talrige kommissioner. Han var hæderlig, men hans begavelse og karakteregenskaber kvalificerede ham ikke til den ledende stilling i søe-taten, og de år i hvilke han indtog denne stilling må nærmest betegnes som en stilstands- eller nedgangsperiode. Hans familieforhold var ikke lykkelige, og han var i sine sidste år svagelig.