Myseost er et norsk mælkeprodukt fremstillet ved inddampning af valle fra osteproduktion, hvorved vallens mælkesukker, laktose, delvist karamelliseres. Ved laktoses karamellisering opstår karamelagtig smag og brun farve. Myseost indeholder stadig mælkesukker, der bidrager med en udtalt sød smag og en sandet fornemmelse i munden. Myseost ligner mere en karamel end en ost.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af norsk mysost, af myse 'valle'.
Også kendt som

Brunost, norsk

Raudost, norsk i Gudbrandsdalen

Lokale traditioner

Myseost er et typisk norsk mejeriprodukt og er i Norge kendt som brunost. Myseost er dog ikke en ost, da en ost ifølge World Health Organization, WHO, og også ifølge Food and Agriculture Organization, FAO, fremstilles af ostemasse, som består af mælkens proteiner. Myseost fremstilles af restprodukter fra osteproduktion og har kun et lavt indhold af protein, og op til halvdelen er mælkesukker. I Norge betragtes myseost dog alligevel som en ost også lovgivningsmæssigt.

Myseost af ren gedevalle tilsat mælk og fløde også fra ged kaldes "ekte geitost", mens myseost af kovalle tilsat mælk og fløde fra ko og ged kaldes Gudbrandsdalsost eller raudost.

Mængden af tilsat mælk og fløde bestemmer produktets fedtprocent, som varierer fra 35% beregnet ud fra tørstof til 7%.

Myseost har god holdbarhed og mugner kun ved høj luftfugtighed og høj temperatur. I køleskab er holdbarheden op til et år, men ostene egner sig ikke til dybfrysning, da iskrystaller vil ødelægge myseostens konsistens.

Gastronomi og ernæring

Myseost skæres med en ostehøvl og er et traditionelt norsk pålæg som serveres på brød og knækbrød, på lune vafler og pandekager. Myseost anvendes i Norge også som smagsgiver tilsat flødeis og konfekt og til at give sauce smagsfylde.

Da vallen til fremstilling af myseost oprindeligt blev inddampet i jerngryder, og vallen var sur, indholdt myseost store mængder af biotilgængeligt jern opløst fra gryderne. Ved overgang til inddampning i andre beholdere end gryder og kar fremstillet af støbejern faldt jernindholdet i myseost fra over 10 mg/kg myseost til mindre end 1 mg/kg myseost. I perioden fra 2. verdenskrig til 2001 blev norsk myseost derfor beriget med tilsat jern for at hindre jernmangel i den norske befolkning.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig