Henrik Bornemann

Henrik Bornemann, 3.1.1646-31.12.1710, biskop. Født i Kbh, død sst., begravet i Vor Frue k. Da B.s forældre døde tidligt, kom han og to hans brødre i huset hos en moster i Viborg. 1659 vendte han dog tilbage til Kbh. og blev 1662 student fra Vor frue skole. 1668 tog han teologisk attestats, blev 1669 magister, s.å. subrektor, 1671 konrektor og 1672 rektor ved Vor frue skole. Fra hans rektortid foreligger der en række interessante akademiske testimonier der bl.a. viser, at han allerede tidligt kunne anlægge den bidende skarpe udtryksform som siden blev så karakteristisk for ham. 1674 blev han tillige professor i logik og metafysik ved universitetet, 1675 udnævntes han til stiftsprovst og sognepræst ved Vor frue kirke i Kbh. og 1683 til biskop over Ålborg stift. S.å. blev han dr. teol. bullatus. Med særlig iver søgte han at højne katekismeundervisningen, til brug for hvilken han siden udgav en ledetråd for degne og skoleholdere (1694 og oftere). Efter Hans Baggers død 1693 blev B. hans efterfølger som biskop over Sjællands stift. Den teologiske professor Hans Wandal havde bestemt gjort sig håb om denne stilling og formodentlig i ærgrelse over at være blevet forbigået anklagede han snart efter B. for at føre vranglære i sin katekismeforklaring, tilmed i formuleringen af læren om den ved Kristus skete fyldestgørelse. Wandal havde uden tvivl ret i sin opfattelse men hans hårdnakkede forfølgelse af B. fik tydeligt nok sit ejendommelige farvespil¹ af personlig bitterhed. B. forstod imidlertid at give råt for usødet, bl.a. truede han sin modstander med at han skulle få "uro i sin dødsstund" og siden "brænde i Helvedes afgrund" som straf for sin optræden. Sagen endte efter et pars års forløb med et forlig, hvad der var så meget mere nødvendigt som Wandal og B. ifølge deres embedsstilling oftere skulle forhandle med hinanden. B. hørte som teolog til den gamle ortodokse skole om end han i sin prædikemåde synes påvirket af den "engelske" retning. Han var nidkær og arbejdsom og vågede over kirkelig orden og disciplin selv i småting. F.eks. ivrede han mod den mode der i hans tid var ved at vinde indpas hos gejstligheden: at rage sit skæg af og bære allongeparyk; selv var han meget stolt af sit smukke store skæg, som han på rejse beskyttede ved at bære det i fløjispose. Det faldt B. let at optræde med myndighed men ikke sjældent forløb han sig på grund af sin store heftighed og udprægede selvfølelse. Han havde derfor jævnligt sammenstød med præster og provster, f.eks. med den senere så bekendte stiftsprovst Morten Reenberg. Det omsving i pietistisk retning som fulgte efter Frederik IVs regeringstiltrædelse, var aldeles ikke B. til måde især ikke det røre pietismen skabte, og under forhandlinger om udsendelse af missionærer til Tranquebar viste B. sig højst vrangvillig, ville ikke udpege nogen til dette hverv og lod de fra Halle indkaldte missionærer B. Ziegenbalg og H. Plutschau falde igennem ved bispeeksamen. Først da han havde fået kgl. befaling til at eksaminere dem igen, bestod de og B. måtte derpå ordinere dem. Over for pietistiske vranglærere gik han til værks med stor strenghed, således 1706 over for sværmeren Holger Paulli, og s.å. underskrev han en knusende dom over det radikale-pietistiske skrift "Lutherus ante Lutheranismum". På samme tid arbejdede han for at dæmpe den begyndende forsamlingsbevægelse som han anså for "en Forførelse, som kan æde omkring sig som dødt Kød", og dette lykkedes delvis ved udstedelsen af forordningen af 2.10.1706 der forbød husforsamlinger af "særsindede Personer". – Som forfatter var B. ikke frugtbar. Hans produktion består væsentlig af nogle omfangsrige ligprædikener (især over Otto Skeel, 1699, og Kirstine Bille, 1708). Samtiden beundrede B. højt for hans veltalenhed, men hans trykte danske prædikener er med deres uendelige inddelinger, brammen med eksegetisk lærdom og udtværede bredde mere typiske for den herskende – engelske – prædikemådes svagheder end for dens fortrin. Derimod hæver han sig i sine latinske taler – navnlig ved Christian Vs bisættelse, 1700 – til virkelig højhed. At han besad et varmt hjerte for andres nød, viste han bl.a. ved at stifte en række legater til fordel for trængende, især i Ålborg.