J.C.J. v. Berger, Johann Chilian Just v. Berger, 8.12.1723-16.3.1791, læge. Født i Celle, død i Kbh., begravet sst. (Fred. ty. k.s kapel). v. B. studerede og kreeredes til dr. med. i Göttingen 1745 på et arbejde om mani og melankoli i barselsengen, rejste derpå i Holland, England og Frankrig og blev 1751 efter J. H. E. Bernstorffs initiativ indkaldt til Danmark hvor han allerede n.å. blev kgl. livlæge og medlem af Collegium medicum. Han var en velbegavet, lærd og virksom mand der ikke alene vandt megen yndest som læge, men også i forskellige henseender virkede til lægevidenskabens og lægekunstens heldige udvikling i Danmark; han oversatte J. A. Butinis afhandling om de ved indpropningen tilbragte børnekopper (1753) og havde væsentlig del i oprettelsen af flere i så henseende vigtige institutioner, således Botanisk Have, Frederiks hospital, koppeindpodningsanstalten, Kirurgisk Akademi, ligesom også udarbejdelsen af farmakopeen af 1772. Han var medstifter af de aristokratiske koncerter, Concert Noble. Johann Clemens Tode siger om ham, at "han virkede til fædrelandets gavn i en større kreds end nogen læge før ham". Hans helbred var altid svageligt, og i de sidste år led han af en øresygdom med svimmelhed og tiltagende døvhed. Ved at læse om en ny, af den preussiske kirurg Jasser beskrevet operation, en opmejsling af benet bag øret, med henblik på gennemskylning af mellemøret for øresusen, hørenedsættelse og svimmelhed, omtalt otte år tidligere af den franske kirurg J. L. Petit (1773), overtalte han sin kollega A. Kølpin (1731–1801) til 3.3.1791 at foretage den på sig. Operationen medførte imidlertid en blodforgiftning med hjernebetændelse og B. døde efter fjorten dages forløb. Dødsfaldet vakte stor opsigt og kritik, og Kølpin demonstrerede, efter den af kirurgen F. C. Winsløw (1752–1811) udførte sektion, den foretagne operation på venstre side, men kunne da heller ikke skylle igennem. Kritikken der dels stammede fra faglige kredse, dels fra den v. B. nærstående Reventlowske familie fremkaldte et forsvarsskrift af Kølpin og talrige indlæg fra andre. Tilfældet bevirkede at denne operation kom i miskredit de næste tredive år. En nærmere undersøgelse af v. B.s kranium der blev fundet i Christianskirkens krypt 1912 og nu opbevares på Rigshospitalets otologiske afd. har imidlertid vist at operationen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af tidens mangelfulde forudsætninger, men at man ikke kan bebrejde Kølpin noget ved dens tekniske udførelse. –
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.