Johan Dietrich Haxthausen

Johan Dietrich Haxthausen, 29.1.1652-21.12.1703, baron, officer. Født i Petershagen, Stift Minden, død i Imst, Tyrol. H. deltog som dansk kaptajn i felttoget 1675 i Mecklenburg, fra 1676 i Skåne, blev 1677 sekond-, n.å. premiermajor og sekondoberstløjtnant, 1683 virkelig oberstløjtnant. Som oberst (og regimentskommandør) i hjælpekorpset 1689 slap han med et par af sine kompagnier over til England men de andre kompagnier blev taget af franske kapere. Efter Irlands pacificering deltog han 1691–97 i krigen i Flandern og blev 1693 brigader. 1700 var han med i hjælpekorpset til Sachsen, n.å. til Italien som næstkommanderende under Chr. Gyldenløve (1674–1703). Hertug Carl Rudolph af Württemberg der kendte H. som en mand med en sjælden "Ordenssans og Metodiskhed, humeur og comportement" og yderst "compatible" havde forgæves anstrengt sig for at få ham med i engelskhollandsk tjeneste. I kampene i Norditalien havde han som oftest overbefalingen over korpset da Gyldenløve var syg, og berømmedes meget af de kejserlige generaler. I det blodige slag ved Luzzara aug. 1702 var også H. syg af feber men lod sig løfte op på hesten for at føre sine afdelinger frem til angreb og erhvervede sig prins Eugens højeste ros. Da Gyldenløve efteråret 1702 rejste hjem til Danmark, håbede H., støttet på sin udmærkede tjeneste og de kejserlige generalers højagtelse, på at få overkommandoen, men chefen skulle være generalløjtnant, og H. var endnu ung som generalmajor. Efter at han havde ført kommandoen til efteråret 1703, indtraf den nye chef A. F. Trampe; skuffet i sine forventninger og svækket af heftige og langvarige feberanfald havde H. indtrængende anmodet om afløsning, og hans eftermand var udnævnt men under marchen til vinterkvarterer i Tyrol døde han af feber og tüberkulose. I sin beretning til kongen gav Trampe H. det smukkeste eftermæle.