Af /National Gallery of Art/Album/Ritzau Scanpix.

Kiromanti er kunsten at spå i hånden. Denne form for spådomskunst har rødder i folketroen og praktiseres i dag særligt inden for alternative bevægelser.

Faktaboks

Etymologi

af græsk cheir 'hånd'og manteia 'spådom'

Også kendt som

håndlæsning

Gennem kiromanti bedømmes et menneskes karakter og fremtidsudsigter ud fra hændernes udseende, navnlig håndfladens linjer og figurer.

Kiromanti er en form for divination, der må betjene sig af en slags lærebog eller atlas eller tilsvarende mundtlig tradition.

Forsidebillede i den ældste europæiske trykte håndbog i kiromanti, Die Kunst Chiromantia fra 1448.
Af /Academia.

Indisk tradition

De fleste af de gamle skriftkulturer synes at have kendt til kiromanti allerede tidligt i deres historie, men det første bevarede tilløb til en kiromantisk håndbog findes i et indisk skrift, der går tilbage til 6. årh. e.v.t. Her tydes billedlignende mønstre i drengebørns håndflader som tegn på den stilling, de vil opnå som voksne.

I Indien udviklede kiromantien sig som en del af en rig fysiognomi-tradition, dvs. sammen med andre slags divination ud fra menneskekroppens forskellige dele og deres udseende. På et tidspunkt blev punkter på håndfladen samordnet med astrologiens lære om planeters og himmellegemers betydning.

Den europæiske udvikling

Mænd, der har et af de viste tegn på Venus' område under tommelfingeren, er ifølge den anonyme Chiromantia fra 1484 horkarle, hustrumordere eller muligvis incestforbrydere.
En side af Chiromantia (1484)
Af .

I Europa findes den ældste kendte anvisning til kiromanti på en af de sidste sider i et pragtfuldt illustreret håndskrift med de bibelske salmer på latin: The Eadwine Psalter fra midten af det 12. årh. De munke i Canterbury, der skabte det fine håndskrift, har altså også interesseret sig for kiromanti.

Allerede denne korte tekst nævner de tre ”naturlige” linjer i håndfladen, der danner en trekant. På den øverste kan man måle livslængden, og hvis trekanten står åben i den ene ende, vil personen blive bestjålet eller snydt. Hvis den spidse vinkel er tom (fri for rynker og mærker), vil personen dø en ærefuld død. Det er ikke en systematisk fremstilling, men blot en lille samling forudsigelser.

De ældste håndbøger

Meget tidligt i bogtrykkerkunstens historie kommer de første egentlige håndbøger. I 1448 havde Johann Hartlieb (1410-1468) dediceret sin Die Kunst Chiromantia til Anna, hertug Albrecht 3. af Bayerns hustru, men bogen blev først trykt som bloktryk efter 1470. Den havde form af et atlas med 45 hænder fulde af tegn og forudsigelser.

Få år senere, i 1484, udkom i Padua som egentligt bogtryk en anonym latinsk Chiromantia, også med et omfattende atlas, men nu med en astrologisk inddeling af hånden i fingre og felter, der hører under hver sin planet eller himmellegeme.

Samordningen med astrologien er endnu mere gennemført i præsten og teologen Johannes Indagines (1467-1537) lærebog fra 1522. Den omfattede foruden kiromanti også fysiognomi, astrologi og sygdomsdiagnostik og havde en lang latinsk titel; i løbet af få år kom både en tysk og en hollandsk udgave og i 1651 den første af mange engelske udgaver.

Skepsis over for kiromanti

Allerede nogle af middelalderens store teologer, bl.a. Thomas Aquinas og Vincent fra Beauvais, havde fordømt kiromantien. Blandt renæssancens og reformationstidens lærde og religiøse personligheder mødte den også en betydelig skeptisk modstand. Bl. a. humanisten Pico della Mirandola bekæmpede den, og selv om Martin Luthers lærde medarbejder Philipp Melanchthon anså den for en gyldig videnskab, fordømte Luther den selv i utvetydige vendinger.

Kirognomi

I forlængelse af d'Arpentignys kirognomi fandt man efterhånden på flere håndtyper. Her vises 'den farlige hånd', som skulle være karakteristisk for helt upålidelige personer.
Fra et tillæg til Illustreret Famile-Journal nr. 52, 1925
Af .

I takt med væksten i videnskabelig litteratur udkom der i løbet af 1600-tallet og 1700-tallets oplysningstid mange indføringer og håndbøger i kiromanti, ofte som en del af større værker om fysiognomi.

Mest berømt er nok den schweiziske præst J.C. Lavaters fire bind store værk Fysiognomische Fragmente fra 1775-1778. Her var der et afsnit om hænders form og om håndstillinger, og hvad de kunne røbe om menneskers karakter.

I en bog fra 1843 gjorde en af Napoleons officerer, Stanislas d’Arpentigny (1791-1861), studiet af håndens form, fingrenes længde mm. til en selvstændig disciplin: kirognomi. Han opstillede bl.a. seks håndtyper med undertyper og etniske variationer og skildrede nærmest på fri hånd, men i vidtløftig diskussion med hele sin tids dannelse og lærdom, de karakteregenskaber, de røbede.

Den moderne kiromanti

I Desbarolles' Håndens mysterier er hånden et omfattende system, der indeholder de fire verdenshjørner, årstiderne, årets måneder, mandligt og kvindeligt. Af fingrenes led betegner de yderste den guddommelige verden, de midterste den åndelige og det inderste den materielle verden. Trekanten i midten betegner den hellige treenighed, fader, søn og helligånd og efter det jødiske kabbalistiske system Keter, Hokhmah og Binah (Krone, Visdom, Ånd). Med så mange klassifikationer i spil er der virkelig muligheder for at give tegn betydninger.
Illustration fra Desbarolles' Håndens mysterier
Af .

Som den moderne kiromantis fader udpeger nogle Adolphe Desbarolles (1808-1886). I sin ofte genoptrykte bog Håndens mysterier fra 1859 viderefører han både d’Arpentignys kirognomiske ideer og det traditionelle kiromantiske studium af håndens linjer. Men samtidig systematiserer han stoffet ud fra den moderne okkultismes traditionelle repertoire: indisk religion, antikkens mysteriereligioner, den hermetiske tradition, den jødiske Kabbalah mm.

Desbarolles var en ven af den berømte okkultist Eliphas Levi (1810-1875) og delte dennes interesse for de mange skjulte sammenhænge i kosmos, natur og menneskeliv, der kunne gøre bl.a. magi og kiromanti mulige.

De vigtigste af håndens linjer og felter ud fra Desbarolles tanker om kiromanti.
Illustration fra Les Mysteres de la Main
Af .

Kendis-kiromanti

Illustration til William John Warners populære værk viser her forskellige typer linjer.
Af /Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.

Kendte personligheder har ofte været brugt som eksempler i kiromantiske lærebøger. I begyndelsen af 1900-tallet tiltrak den irske okkultist William John Warner (1866-1936) sig stor opmærksomhed med håndlæsninger af især britiske kendte og kongelige. Han arbejdede og skrev under navnet Cheiro (græsk: ’hånd-’), og hans bog Håndens sprog fik stor udbredelse og mange udgaver, senest i 2010. Ligesom Desbarolles’ bog videreudviklede den først kirognomiens håndtyper og derefter studiet af håndfladens linjer.

Psykologisk kiromanti

I 1970’erne og 1980’erne skabte den amerikanske kiromantiker Richard Unger (f. 1942) fornyet interesse for fingeraftryk som ’life prints’. Hans tanke var, at det individuelle fingeraftryk indeholdt den enkeltes livsbane, karakter og muligheder, og at det var videnskabeligt muligt at afkode det og dermed hjælpe personen til et liv i bedre forståelse af egne muligheder og livsopgaver.

I 1985 stiftede Unger International Institute of Hand Analysis med afdelinger i flere lande. I Zürich har en elev fra instituttet, Daniela Maiwald, oprettet et akademi for psykologisk hånd-analyse, hvor man inddrager Ungers ideer i en bredere kiromantisk sammenhæng med håndens linjer og felter og også søger en bredere psykologisk og livsfilosofisk ramme for analysen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig