Johan Mantzius

Johan Mantzius, Johan Frederik Mantzius, 20.4.1834-14.9.1890, pædagog. Født i Kbh. (Garn.), død i Birkerød, begravet sst. M. blev student 1854 fra v. Westens institut og begyndte straks at undervise, dels på sin gamle skole, dels som huslærer hos skuespilleren Ludvig Phister. Samtidig skrev han noveller til Fædrelandet. Tuberkulose tvang ham til at opgive det teologiske studium. Han tog 1858 plads som huslærer hos sognepræsten i Birkerød, E. W. Begtrup (1809-92) og levede her i ti år stadig i kamp med sin sygdom som han ved asketisk levevis nogenlunde fik bugt med. Planen om et skolehjem virkeliggjorde han i 1868 - med 20 elever, heraf tre kostelever. Efter et par års forløb købte han et hus i Birkerød til sin skole; elevtallet voksede hurtigt og nåede i 1890 op på 108 elever, hvoraf de 84 var kostelever; bygningerne måtte flere gange udvides. Oprindelig ønskede M. kun at give eleverne gode almindelige kundskaber; men efterhånden tilskyndedes han af forældrekredsen til at indrette undervisningen méd eksamen for øje. 1884 afholdtes alm. forberedelseseksamen, og to år efter dimitteredes det første hold studenter. Skolen nød stor anseelse både under M. og under efterfølgeren, cand.teol. Joh. Plesner. Desuagtet løb den ind i økonomiske vanskeligheder og blev 1920 overtaget af staten. - M. var påvirket af N. F. S. Grundtvigs skoletanker og samtidig nært forbundet med litterære og kunstneriske miljøer i hovedstaden, bl.a. gennem broderen Kristian Mantzius. Denne kulturelle spændvidde prægede undervisningen, og den kan også spores i elevernes sociale rekruttering; mange grundtvigsk prægede hjem, der ellers ikke yndede latinskolen, sendte trygt deres børn til M.s skole. Som pædagog var M. streng, undertiden med en kraft som en gammeltestamentlig patriark. Han stillede krav til elevernes hukommelse, opmærksomhed og fatteevne og forlangte sine fordringer til forberedelse opfyldt punktligt. Til gengæld ydede han en god undervisning, især i dansk, hvor der gik ry af hans oplæsninger og sagafortælling. M. hørte ikke til de doktrinære pædagoger. Den personlige forbindelse med den enkelte elev var for ham det vigtigste, og den havde han let ved at knytte; en veludviklet sans for humor og en umiddelbar sympati for børn synes her at have været gode aktiver.