Johannes Ipsen, 20.5.1911-19.5.1994, læge. Født i Kbh. (Rigshosp.). I. blev 1928 student i Sønderborg hvor faderen gennem en række år havde været en landskendt inspirerende kirurg og blev 1935 medicinsk kandidat ved Kbh.s univ. I de følgende år gennemførte I. medicinsk uddannelse ved københavnske hospitaler samtidig med at han arbejdede med udviklingen af biologiske standardiserings-metoder, hvorfor han fra 1938–47 udnævntes til afdelingsleder ved Statens seruminstituts standardiseringsafdeling. Da professoratet i hygiejne 1948 blev overdraget P. Bonnevie, emigrerede I. til USA efter 1946–47 at have været fellow ved Rockefeller Foundation. Han kastede sig her over problemer vedrørende anvendt statistik indenfor biologien og blev fra 1948–60 først assistent og senere associate professor i epidemiologi ved Harvard universitetets School of Public Health. Fra 1960–73 virkede I. – samtidig med internationale konsulentjob i Østen samt som gæsteprofessor i Yale (1966), i Nagoya, Japan (1967), Pittsburg, USA (1968) og Kbh.s univ. (1970) – som professor i medicinsk statistik og epidemiologi ved universitetet i Pennsylvania, USA og faldt endeligt til ro som professor i epidemiologi og biostatistik ved Århus univ. 1973–79. Hans arbejde indenfor anvendt biologisk standardisering har medført betydningsfuldt virke ved National Cancer Chemotherapy Center ved Board of Scientific Counsellors Division of Biologic standards (formand 1957–61), Surgeon General's Advisory Committee on Smoking and Health (1963) og Advisory Board on Immunization, Nat. Committee Disease Center (1968–72). 1973–76 var I. medlem af den danske stats lægevidenskabelige forskningsråd. Foruden disputatsen Contribution to the theory of biologicai standardization, 1941, har I. skrevet Bancroft's introduction to biostatistics (sammen med Polly Feigl, 1970) samt en række afhandlinger indenfor epidemiologi, statistik og immunitetslæren. I. tildeltes 1970 Thorvald Madsens ærespris og 1973 August Krogh-prisen (stiftet af Novos fond og Dansk medicinsk selskab).
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.