Søren Klestrup, Søren Nielsen Klestrup, 8.2.1737-9.4.1801, landmand. Født i Klæstrup ved Nibe, død på Giesegård ved Ringsted, begravet i Nordrup. Om K.s opvækst vides kun at han en tid opholdt sig i Ålborg og modtog en efter forholdene god skoleundervisning. 1762 blev han ridefoged på godset Refsnæs syd for Ålborg, men 1765 kom han til Giesegård hvor han n.å. blev godsinspektor, en post han besad til sin død. K. fik snart ry som en dygtig landmand, og 1778 var han den ene af de tre "kyndigste" landbrugere som amtmanden bad afgive betænkning om kornavlens forbedring. Under grev Fr. Chr. Schack blev der taget forskellige initiativer til reformer på godset, men efter dennes død 1790 synes K.s reformplaner til en vis grad stækket af den administration der udpegedes til at forestå godsets drift. – Da F. W. Wedel-Jarlsberg havde udsendt Vejledning til rigtige Begreb om de Danske Jordegodsers Indretning, 1782 der forsvarede det eksisterende system udsendte K. anonymt Betænkninger i Andledning af nogle Poster udi Friherre af Wedel-Jarlsbergs Vejledning til rigtige Begreb om de Danske Jordegodsers Indretning i Hovedgaarde. Meddeelt en Ven i det Slesvigske af Een i Sielland, 1782. K. skildrede her med baggrund i konkrete eksempler fra godset bondernes og bondelandbrugets elendige tilstand og lagde hovedansvaret for de ringe forhold på det ubestemte hoveri. S.å. udgav han som replik på et svar fra Wedel-Jarlsberg Antegnelser i Friherre af Wedel-Jarlsbergs Anmerkninger over Betænkningerne i Anledning af nogle Poster udi Vejledningen. Debatten mellem K. og Wedel-Jarlsberg indleder den litterære drøftelse af landbospørgsmålet i 1780erne, og K.s mørke billede af forholdene har i vid udstrækning været accepteret af historieskrivningen. Det må dog påpeges at K.s beskrivelse i det højeste kan have gyldighed for visse, særlig hoverityngede områder på Sjælland.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
J-dag
J-dag er dagen, hvor Tuborgs julebryg kommer i handlen. Dagen falder hvert år på den første fredag i november. J-dag blev lanceret i 1990 efter fransk forbillede.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.