S.P. Larsen

S.P. Larsen, Søren Peter Larsen, 14.7.1888-29.5.1948, arbejds- og socialminister. Født i Hjortebjerg, Bårslev sg. på Fyn, død i Birkerød, begravet på Birkerød kgd. Efter opvækst i små kår hvorunder L. som dreng arbejdede for fremmede kom han 1902 i malerlære og deltog i to vinterkurser på teknisk dag-skole i Odense 1906 og 1907. Han stræbte imidlertid mod videre uddannelse og blev lærer fra Odense seminarium 1913. Efter et par år med forskellige vikariater virkede han ved Bogense kommunale skolevæsen 1915–35 og var tillige lærer ved byens handelsskole 1918–25 og lokal medarbejder ved Fyns Tidende 1915–27. I seminarietiden var L. medstifter af og formand for venstres ungdom i Odense 1911–13, en kort periode 1914 formand for VU i Nyborg, 1917–21 formand for Nordvestfyns VU og derefter til 1923 landsformand for VU. Fra det politiske ungdomsarbejde gik vejen for ham som for mange andre ungdomspolitikere til folketinget. 1924 opstilledes han af venstre i Kerteminde-kredsen. Hertil føjedes 1926 Otterup-kredsen, og fra det tidspunkt repræsenterede han de to kredse i folketinget til sin død. 1935 opgav han lærergerningen i Bogense og flyttede til Birkerød hvor han en tid var medlem af sogneråd og menighedsråd og medlem af bestyrelsen for Birkerød sociale boligforening og Søllerød sanatorium. Endvidere blev han formand for Liberalt oplysningsforbund da det 1945 oprettedes af venstre. I rigsdagen blev L. medlem af lønningsrådet, men først og fremmest interesserede han sig for sociale spørgsmål hvad der utvivlsomt hang sammen med hans jævne herkomst. Som parlamentariker kunne han virke lidt tør og optaget af detaljer for at få alle saglige hensyn frem, men midt i sagligheden brød hans lune igennem med en oplivende vits. Hans vælgere værdsatte ham og holdt fast ved ham og han ved dem. Han så det som sin parlamentariske opgave at holde rigsdagens arbejde i et rimeligt forhold til sine vælgeres ønsker og skattebetalingsevne og havde i mange henseender en holdning til sine valgkredse som den der kendtes før forholdstalsvalgene i de direkte kredsvalgs tid. Ved dannelsen af Knud Kristensens regering 7.11.1945 blev L. arbejds- og socialminister. Venstre kunne med denne mindretalsregering ikke føre den rene liberale politik som var Knud Kristensens ønske, men det generede ikke socialminister L. Han fik afviklet nogle restriktioner fra krigstiden og videreførte iøvrigt jævnt og beskedent som de økonomiske forhold betingede det, den linje frem mod velfærdsstaten der var indledet i 1930erne. Hans deltagelse i debatterne vanskeliggjordes af tiltagende tunghørighed og 24.4.1947 bad Knud Kristensen ham tage sin afsked. Det smertede ham utvivlsomt, men sit lune bevarede han. På et spørgsmål fra en ven hvordan det gik efter afskedigelsen svarede han: Tak. Bedre. Nu kan jeg høre at Knud Kristensen bliver kritiseret.