Christian 9., 1818-1906

Med Tronfølgeloven af 31. juli 1853 blev prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg arving til den danske trone. Frederik 7. efterlod sig ingen børn, og den oldenborgske slægt, der havde siddet på den danske trone siden 1448, ville således uddø med Frederik 7. Man måtte derfor finde en løsning, og selvom der arvemæssigt var mere oplagte kandidater end den fattige sønderjyske prins, blev han valgt bl.a. pga. sin politiske holdning som konservativ helstatsmand. Efter Treårskrigen ønskede stormagterne – i særdeleshed Rusland – ro i det danske monarki. De ønskede, at helstaten skulle opretholdes, og i denne forbindelse mentes prins Christian at være den rette på den danske trone. Derfor blev det med Londontraktaten fra 1852 besluttet, at den glücksborgske linje efter Frederik 7.s død skulle beklæde den danske trone.

Frederik 7. døde den 15. november 1863. En af Christian 9.s første væsentlige handlinger som konge var at underskrive Novemberforfatningen, en liberal revision af 1855-fællesforfatningen, der siden 1858 kun gjaldt for Danmark og Slesvig, mens Holsten og Lauenborg stod udenfor. De tyske stormagter hævdede imidlertid, at den nye dansk-slesvigske forfatning stred mod de internationale konventioner, som Danmark havde forpligtet sig til at overholde vedrørende monarkiets enhed, og vedtagelsen af forfatningen endte således med at føre til den 2. Slesvigske Krig i 1864. Christian 9., som var konservativ helstatsmand og opvokset i grænselandet, havde kun tøvende skrevet under på forfatningen, og efter krigsnederlaget overvejede han at abdicere. At han talte med tysk accent gjorde ham ikke videre populær i befolkningen efter krigen – specielt ikke set i forhold til forgængeren Frederik 7., som bl.a. pga. underskrivelsen af Grundloven fik tilnavnet Folkekær.

Det varede imidlertid ikke længe, før befolkningens opstand over nederlaget havde lagt sig, og kongens popularitet steg. Bidragende hertil var formodentlig de familiære forhold, der gjorde kongefamilien til ikke bare et nationalt, men også et europæisk centrum. Udover prins Frederik (den senere Frederik 8.) fik Christian 9. tre af sine børn placeret på europæiske troner. I 1863 blev datteren Alexandra gift med prinsen af Wales (den senere Edward 7. af England). I 1866 blev datteren Dagmar gift med den russiske tronfølger (den senere Alexander 3. af Rusland). Og i 1868 blev sønnen Vilhelm udnævnt til konge af Grækenland under navnet Georg 1.

Forbindelserne skabte en vis prestige omkring det danske kongehus og førte også til større familiære skænderier i den engelske kongefamilie, hvor prinsen af Wales i spørgsmålet om britisk hjælp til Danmark i krigen i 1864 forgæves satte sig op mod sin mor, den efter sigende tysksindede dronning Victoria. Ægteskaberne fik imidlertid ingen større politisk betydning.

Christian 9. var afgjort konservativ og støttede sig i sin regeringstid til Højre. Indtil parlamentarismens indførelse i 1901 var de af kongen valgte regeringer i høj grad konservativt præget. I særdeleshed fik kongen et nært forhold til J.B.S. Estrup (1825-1913), der var regeringsleder fra 1875 til 1894. Da Højre fik stadig sværere ved at holde fast ved magten, måtte Christian 9. – i nogen grad præget af de yngre og mere liberale elementer i kongehuset – i 1901 opfordre det sidste højreministerium under ledelse af H. Sehested (1842-1924) til at indgive dets afskedsbegæring. Herefter blev venstremanden J.H. Deuntzer (1845-1918) spurgt, om han ville danne regering. Christian 9. havde stor sympati for Deuntzer og nærede efter lidt tid også tillid til regeringens øvrige medlemmer, som han overordnet – og måske lidt overrasket – så som fine mennesker.

Christian 9. var konge i en brydningstid, hvor konservative og liberale kræfter kæmpede om forfatningen. Han selv var konservativ og har i eftertiden stået som politisk reaktionær. Imidlertid nød han respekt i store dele af den danske befolkning. Som et eksempel på hans stilling kan nævnes, at der var principiel debat i den første venstreregering om, hvorvidt man skulle takke kongen for udnævnelsen, men at denne debat blev overhalet indenom af et 15.000 mand stort folketog, som marcherede til Amalienborg for at vise deres tak for udnævnelsen.

• Forfatningskampen 1866-1901
• Frederik 8., 1843-1912
• Systemskiftet 1901
• Jacob Brønnum Scavenius Estrup, 1825-1913
• Det politiske parti Højre, 1835-1915
• Frederik 7., 1808-1863
• J.H. Deuntzer, 1845-1918
• Glücksborgernes vej til tronen i 1863
• Louise af Hessen-Kassel, 1817-1898
• Krigen i 1864 (2. Slesvigske Krig)
• J.C. Christensen, 1856-1930
• Folketingsvalget 1901
• Planen om den irske 'Hundredegarde' og deltagelsen i krigen i 1864

• Londontraktaten, 8. maj 1852
• Novemberforfatningen, 18. november 1863
• Breve fra Christian 9. til befolkningen, 16. november 1864
• Provisoriske finanslove 1877 og 1885
• J.A. Hansen om grundlovsforslagene i Rigsrådets Folketing, 7. november 1865
• J.B.S. Estrup om grundlovsforslag i Rigsrådets Landsting, 1865
• Engelsk depeche af 17. december 1863 om Londontraktatens gyldighed
• Agnes Gads dagbog 1864 – Krigsudbrud og tilbagetoget fra Dannevirke
• Agnes Gads dagbog 1864 – Forholdet til de fremmede soldater
• Uddrag af adjudants memoirer om kampene ved Lundby i juli 1864
• Grundlovens 50-årsjubilæum ifølge Berlingske Tidende, 6. juni 1899
• Philip Weilbach: Anmeldelse af maleriet ”Den grundlovgivende Rigsforsamling”, 1865
• Landstingets adresse til Christian 9., 19. marts 1885

• Barfod, H.P.B.: Hans Majestæt Kong Christian IX (1888).
• Madol, Hans Roger: Christian IX – Europas Svigerfar (2006).
• Rerup, Lorenz:”Tiden 1864-1914” , i Mørch, Søren (red.): Danmarks historie, bd. 6 (1989).