Heinrich Carl Schimmelmann, 1724-1782

Efter opvæksten som købmandssøn i Demmin forsøgte Schimmelmann først at skabe sig en karriere som forretningsmand i Hamburg; men gjorde så spektakulær en konkurs, at den huskedes, da han ti år senere vendte tilbage byen. Herefter søgte han mod Dresden, hvor han giftede han sig med Caroline Tugendreich Friedeborn (1730-1795) – formodentlig i 1747, samme år, som sønnen Ernst blev født som det første af i alt fem børn.

I Dresden handlede Schimmelmann med varer fra kolonierne som tobak, kaffe og sukker, men hans centrale økonomiske aktivitet var forpagtningen af en række toldindtægter for det saksiske hof. Da Preussen under 2. schlesiske krig (1744-45) rykkede ind i Sachsen, påtog Schimmelmann sig at levere korn og andre fornødenheder til den preussiske hær. Sammen med spekulation i saksiske værdipapirer gjorde dette Schimmelmann meget velhavende, men også upopulær. Han måtte balancere mellem det saksiske hof og den preussiske konge, der begge anerkendte hans åbenlyse forretningstalent og forsøgte at knytte ham til sig. På et tidspunkt overdrog Frederik 2. af Preussen (1712-1786) ham hele lageret fra den berømte porcelænsfabrik i Meissen, og forsøgte desuden at få ham til at slå sig ned i Berlin.

Schimmelmann foretrak imidlertid at holde en vis distance til Preussen, så da preussiske hære endnu en gang angreb Sachsen i 1756, transporterede han diskret sin familie og sit varelager til Hamborg. Den selvstændige handelsby var et betydeligt centrum for sukkerraffinering og bomuldstrykning, og Schimmelmann kunne herfra fortsætte sin handel med varer fra kolonierne. Han kastede sig imidlertid også over valutaspekulation og udmøntning af underlødige sølvmønter, som der var stor efterspørgsel på til aflønning af soldater under Den Preussiske Syvårskrig (1756-63). Schimmelmann kunne imidlertid ikke blive optaget i det hamborgske handelsborgerskab; muligvis fordi man huskede konkursen fra hans ungdomsår, men mere sandsynligt fordi man var nervøs for hans fortsatte forbindelser til Preussen.

I 1759 købte Schimmelmann godset Ahrensburg i Holsten lige uden for Hamborg og blev dermed den danske konges undersåt. Også i København kendte man til Schimmelmanns ry som en finansiel troldmand, og i 1761 lykkedes det at knytte ham til hoffet som rådgiver i finansielle anliggender, og fra 1768 med titel af skatmester. En af Schimmelmanns tidlige anbefalinger var, at staten afhændede store dele af sine ejendomme; først og fremmest krongods inden for kongeriget, men også fire store plantager på De Vestindiske Øer. Schimmelmann købte plantagerne og blev derved en af rigets største slaveejere med efterhånden 1000 slavegjorte under sig. Det gjorde ham til en betydelig slaveejer i international målestok.

Schimmelman blev en del af den snævre elite ved det danske hof og en af hovedarkitekterne bag den succesfulde handelspolitik, der bragte international storhandel og betydelig velstand til København. Han bevarede sin centrale stilling trods periodens mange regimeskift – skønt han under J.F. Struensees (1737-1772) korte regeringsperiode måtte træde i baggrunden – og involverede sig i statens økonomi på talrige områder. I 1768 fremlagde han et moderniserings- og reformprogram for det danske landbrug, som var inspireret af holstenske dyrkningsmetoder og pegede frem mod landboreformerne. I 1776 var han involveret i et ambitiøst men fejlslagent forsøg på at udvide hvalfangsten i Nordatlanten. I 1778 var han en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Vestindisk Handelsselskab; et privilegeret handelskompagni, der skulle sikre, at de gunstige konjunkturer under Den amerikanske Uafhængighedsskrig blev udnyttet til det yderste.

Ved sin død i 1782 var Schimmelmann det danske riges største skatteyder og en af Nordeuropas rigeste mænd. Hans forretningsimperium og interesser strakte sig på tværs af det danske rige fra København over Holsten til St. Croix. Hovedkvarteret lå dels i Bredgade i København, hvor Schimmelmann ejede Det Berckentinske Palæ, dels i Mühlenstrasse i Hamborg. Sukkerfremstilling stod centralt. Ud over de fire plantager i Caribien ejede Schimmelmann Nordeuropas største sukkerraffinaderi på Christianshavn. Hans godsbesiddelser omfattede foruden Ahrensburg også det nærliggende Wandsbek samt Lindenborg syd for Aalborg. Sidstnævnte gjorde ham til baron og senere greve. Schimmelmann var også engageret i den tidlige industriproduktion. Han købte i 1768 geværfabrikken i Hellebæk ved Helsingør, og på godserne etablerede han bomuldsspinderier og -trykkerier. Dertil kom, at han havde betydelige aktieposter i blandt andet Asiatisk Kompagni og Guineisk Kompagni, der under ledelse af Frederik Bargum (1733-ca. 1800) stod for Danmarks slavehandel mellem 1765 og 1775.

Schimmelmanns finansimperium udgjorde en bemærkelsesværdig helhed, hvor de enkelte dele supplerede hinanden. Sukkerproduktionen i Caribien krævede kontinuerlig tilførsel af slavegjort arbejdskraft fra Afrika, og i de laster, som trekantshandelens skibe bragte til den vestafrikanske kyst, var der ikke blot geværer fra Hellebæk, men også bomuldsstoffer og brændevin forarbejdet på de holstenske godser. Schimmelmann var således involveret i slavehandelen både som investor og leverandør. Når råsukkeret fra plantagerne i Caribien skulle transporteres til København, foregik det ofte på et af hans mange skibe, der var sejlet ud med forsyninger. I deres udgående last fandt man fødevarer fra godserne, herunder saltede sild fanget i Limfjorden ud for Lindenborg og macheter produceret på geværfabrikken. Det råsukker, skibene bragte tilbage, kunne efterfølgende raffineres på hans eget raffinaderi. Ved Schimmelmanns død fik hans tre sønner et gods hver, mens plantagerne og fabrikkerne blev samlet i et fideikommis under ledelse af sønnen Ernst.

Gennem hele karrieren var Schimmelmanns økonomiske dispositioner dristige, og de havde ofte et skær af spekulation. Hans indsigt i og indflydelse på statens økonomiske politik har helt givet gavnet hans virke som privat forretningsmand. Som gods- og plantageejer havde Schimmelmann i samtiden ry som fremsynet, reformvenlig og relativt mild. Han opmuntrede ikke blot godsernes bønder og livegne, men også slavegjorte på sukkerplantagerne til at uddanne og dygtiggøre sig. Han gjorde imidlertid ingen forsøg på at ændre grundstrukturerne i de systemer, der skaffede ham umådelig rigdom. For Schimmelmann var livegenskab, slaveri og slavehandel helt legitime samfundsinstitutioner.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

• Den danske slavehandel, ca. 1660-1848
• Ernst Schimmelmann, 1747-1831
• Charlotte Schimmelmann, 1757-1816
• De Vestindiske Øer, 1672-1917
• Vestindisk-Guineisk Kompagni, 1671-1754
• Den danske koloni på Guldkysten 1659-1850
• Tranquebar, 1620-1845
• Slavehandel i den dansk-indiske kolonihistorie, 1620-1753
• Merkantilisme
• Udenrigshandel før 1848
• Asiatisk Kompagni, 1732-1844
• Kolonihistorie – hvad er det?
• 100 danmarkshistorier
• Tidslinje for 100 danmarkshistorier

• Ernst Schimmelmanns brev om slavehandelen, 18. juni 1791
• Forordning om negerhandelen, 16. marts 1792
• Reglement for den danske koloni Sankt Thomas, 8. august 1672
• Læge Johan V. R. Wissings medicinalberetning fra Sankt Thomas, 1882

• Brimnes, Niels: Slaveejerens død, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2022).
• Bro-Jørgensen, J.O.: Heinrich Carl Schimmelmann. En Studie i Skatmesterens Fortid (1970).
• Degn, Christian: Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel. Gewinn und Gewissen, 1974 (2000).
• Pedersen, Mikkel Venborg (red.): Danmark – en kolonimagt (2017).