Kort over trekantsruten mellem Danmark, Guldkysten og Vestindien, som slaveskibene fulgte.
Danmark deltog i slavehandelen fra 1660’erne til begyndelsen af 1800-tallet og transporterede omkring 111.000 afrikanere over Atlanten under umenneskelige forhold. I 1792 besluttede Danmark – som den første slavehandlende nation – at forbyde sin slavehandel med virkning fra 1803. Handlen med slaver fortsatte dog internt på de tre Dansk-Vestindiske øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix frem til 1848.
Europæerne transporterede omkring 12½ millioner afrikanske slaver over Atlanten mellem 1525 og 1866. Under dansk flag drejede det sig i runde tal om 111.000 slaver på 430 skibe mellem 1660’erne og begyndelsen af 1800-tallet. Den danske andel udgjorde 2,3 procent af hele den internationale slavehandel til Vestindien i denne kortere periode.
Lasteplan for det britiske slaveskib ”Brookes” 1808. Ved at udnytte pladsen til det yderste på det ikke særligt store skib kunne man tage 452 slaver ombord. Hver voksen mand havde 182 x 41 cm at ligge på og 80 cm op til næste lag af mennesker.
Datering: 1808
De danske slaverejser gik oftest ad den berygtede trekantrute. Den gik fra Danmark til Guldkysten, derfra ad den såkaldte mellempassage over Atlanten med slaver til Vestindien og derpå hjem med råsukker til Danmark. I 1790’erne begyndte købmænd og redere i Dansk Vestindien imidlertid selv at udsende skibe direkte derfra til Afrika for at hente slaver.
Trekantfarterne varede som regel i alt 1½ år, hvoraf overfarten fra Afrika til Vestindien med menneskelasten ombord tog 2-3 måneder. Forholdene ombord på de tætpakkede skibe var rædselsfulde, og i gennemsnit døde 16-20 procent af slaverne undervejs af sygdomme som malaria, gul feber og dysenteri, der havde let spil blandt de fysisk pressede, dårligt ernærede og dehydrerede afrikanere.
Hertil kom at slaverne ved ankomsten til Vestindien var så afkræftede, at mange døde i løbet af deres første år på øerne. Dette skete til trods for, at læger både på skibene og på plantagerne gjorde, hvad de kunne for at holde så mange af de dyre slaver i live som muligt.
Slaveskibet ”Kongen af Assianthe” på Københavns red. Skibet deltog i den danske slavefart og var opkaldt efter asantefolket, som leverede mange slaver til danskerne.
Datering: 1803
En særlig situation opstod, når lasten af slaver var kommet ombord, og skibet lettede fra den afrikanske kyst. Da kom det i visse tilfælde til oprør blandt afrikanerne ombord. Oprør blev nedkæmpet skånselsløst, og menneskeliv gik uundgåeligt tabt. For eksempel skete det på skibet ”Fridericus Quartus” i 1709, hvor nogle af de 435 slaver fik frigjort sig fra lænkerne og gjorde oprør. Efter en hård kamp blev oprøret slået ned. Næste morgen blev slaverne kaldt på dæk, og bådsmanden huggede højre hånd af oprørslederen og fremviste den til skræk og advarsel for slaverne. Derpå fik han hugget venstre hånd og hovedet af, og liget blev hejst op i skibets rigning, hvor det hang de følgende dage. De øvrige deltagere i oprøret blev pisket og fik smurt peber og salt i sårene.
Slaveindkøbene på Guldkysten foregik som ren byttehandel. I mange tilfælde indrettede kaptajnen sin kahyt til et veritabelt showroom, hvor sælgerne kom ombord og tog vareprøver i øjesyn. De mest efterspurgte varer var kulørte ostindiske bomuldstekstiler og andre tekstiler. Desuden var der god efterspørgsel på skydevåben, krudt og brændevin, foruden småting som spejle, koraller, hatte og tobakspiber. De fleste slaver blev taget ombord ved Fort Christiansborg eller de andre danske handelsstationer på Guldkysten; men i tilfælde af mangel på slaver blev skibene nødt til at handle på andre nationers pladser for at få lasten fuld. Efter ankomsten til Vestindien solgtes afrikanerne på auktion til slaveejere på land og i by.
De umenneskelige forhold på slaveskibene og i Vestindien, hvor dødeligheden i slavebefolkningen altid var højere end fødselsraten, fik finansminister Ernst Schimmelmann (1747-1831) til at arbejde for afskaffelse af slavehandelen. Efter et grundigt forarbejde blev det ved kongelig forordning af 16. marts 1792 besluttet at forbyde den transatlantiske slavehandel under dansk flag.
Forbuddet skulle dog først træde i kraft fra 1803, og i den mellemliggende tiårsperiode blev importen af nye slaver til Dansk Vestindien økonomisk støttet af staten. Hensigten var, at man skulle oparbejde en så stor og kønsmæssigt afbalanceret slavebefolkning, at den kunne reproducere sig selv, så man ikke mere behøvede at hente nye slaver i Afrika. Paradoksalt nok var resultatet, at netop i denne overgangsperiode fra 1793 til 1802 hentede danskerne flere slaver i Afrika end nogensinde før eller efter. Det drejede sig i alt om 24.900 slaver på 125 rejser, svarende til et skib med 200 nye slaver hver eneste måned.
En illegal, men begrænset slavehandel under Dannebrog fortsatte efter 1. januar 1803, og danske søfolk deltog i handelen på fremmede skibe, ligesom danskerne, som var udstationeret på Guldkysten, i et vist omfang fortsatte deres menneskehandel. Transporterne til Dansk Vestindien stoppede imidlertid definitivt, da briterne besatte kolonien ved juletid 1807. Derimod fortsatte handelen med slaver internt i Dansk Vestindien. Ejerne kunne helt legalt sælge en slave til en anden plantage eller en af de andre to danske vestindiske øer. Dette fortsatte, indtil slaveriet endelig blev ophævet i den danske koloni i 1848.
Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Rigsarkivet.
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
J-dag er dagen, hvor Tuborgs julebryg kommer i handlen. Dagen falder hvert år på den første fredag i november. J-dag blev lanceret i 1990 efter fransk forbillede.
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Kommentarer (2)
skrev Charlotte Ulrich
Jeg sidder og genlæser Thorkild Hansens trilogi, og ser at her i artiklen står “ ..at mange døde i løbet af deres første år på øerne. Dette skete til trods for, at læger, både på skibene og plantagerne gjorde, hvad de kunne for at holde så mange af de dyre slaver i live så muligt. “ Altså udover at slå dem ihjel, smertefuldt, så er der da ingen tvivl om at de blev sultet ihjel langsomt men sikkert, både på skibe og øer ( altså udover alle de andre rædselsfulde livsvilkår man bød dem begge steder ). Der var da ingen der gjorde hvad de , både i teori og i praksis, sagtens kunne ha gjort.
svarede Erik Gøbel
Jeg er på ingen måde ude på at forsvare slavehandelen og den rædselsfulde måde, man behandlede slaverne på. Men jeg vil gerne forklare, hvad der skete, og hvorfor det skete. Det er vigtigt at huske på, at slaverne udgjorde en meget værdifuld vare, så man bestræbte sig på at få så mange som muligt over Atlanten i levende live. Og det er ikke min vurdering, at man "sagtens kunne ha gjort" mere i så henseende - fx stod skibslægerne stort set uden uden behandlingsmuligheder ved sygdom ombord, og søfolkene havde meget vanskeligt ved at skaffe ordentligt drikkevand og at opbevare mad og drikke på turen. Resultatet var da også, at dødeligheden blandt slaverne lå omkring 20 procent (men var endnu højere blandt besætningsmedlemmerne).
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.