Under et år efter at Rolf Krake var taget i brug, brød den 2. Slesvigske Krig ud, da blandt andre preussiske og østrigske tropper på vegne af Det Tyske Forbund gik ind i Slesvig den 1. februar 1864. Et skib som Rolf Krake var særdeles velegnet som støtte til operationer på land på grund af sin manøvredygtighed og sit stærke panser. Skibet deltog i flere slag, hvor det skabte respekt og frygt hos de tyske soldater.
Allerede den 18. februar 1864 var Rolf Krake for første gang i ilden, da skibet forsøgte at ødelægge en preussisk pontonbro over Egernsund. På grund af den lave dybde nær Egernsund kunne Rolf Krake dog ikke komme tæt nok på til at få målet i syne, og efter at have afgivet indirekte ild i ca. 1,5 timer, hvor skibet også selv kom under kraftig beskydning, returnerede det til Sønderborg uden at have ødelagt pontonbroen.
Rolf Krake deltog også i forsvaret af Dybbøl, hvor det ydede støtteild til den danske hær under to separate preussiske infanteriangreb hhv. den 28. marts og den 18. april. Under det første angreb fangede Rolf Krakes ild de angribende preussiske soldater i åbent terræn, og skibet var således medvirkende til, at angrebet blev afvist. Ved den afgørende preussiske storm på Dybbølstillingen den 18. april ydede Rolf Krake igen støtteild, men kunne ikke forhindre, at stillingen blev overløbet og gik tabt.
Ved det preussiske angreb på Als den 29. juni var Rolf Krake udstationeret i Alssund og kom derfor igen til at bidrage til det danske forsvar. Preusserne havde samlet flere hundrede landgangsbåde til at overføre tropper til Als, og Rolf Krake indledte en beskydning af bådene. Skibets ordrer var dog uklare, og derudover fejlvurderede Rolf Krakes kaptajn, H.P. Rothe, omstændighederne ved landgangen, idet han troede, at den var lykkedes for preusserne. Derfor sejlede Rolf Krake ud af sundet på et afgørende tidspunkt, hvor det ellers ville være lykkedes skibet at bringe den preussiske landgang til ophør. Han sejlede således ud af sundet for at støtte evakueringen af de danske styrker fra Als, hvorefter preusserne kunne genoptage landgangen.
Efter krigen blev Rothe stillet for en krigsret, men frikendt. Der blev lagt vægt på, at han alligevel ville have været nødt til at forlade Alssund, så snart det blev lyst, da Rolf Krake ikke ville kunne modstå det kraftige preussiske artilleri, der var opstillet langs sundet.
Illustration af panserskibet Rolf Krake.
Fra:
Nationalmuseet
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.