Fosse Ardeatine

I 2. Verdenskrigs næstsidste år var Italien delt. Allerede i juli 1943 var De Allierede gået i land på Sicilien, og modstandsbevægelsen havde vokset sig stærk. Benito Mussolinis fascistiske regime var kollapset, og Mussolini selv var blevet indsat i spidsen for en tyskkontrolleret statsdannelse i Nord- og dele af Mellemitalien, den såkaldte Salò-republik. Rom blev først befriet af de fremrykkende allierede den 4. juni 1944. De dramatiske begivenheder udspillede sig derfor i en tilspidset situation. Det tyske militær og hvad der var tilbage af fascismen var under et stærkt pres, mens modstandsbevægelsen ønskede at fremskynde udfaldet.

Fosse Ardeatine fik sit navn efter nogle efterladte grotter, hvor man tidligere havde gravet efter jordarten puzzolan. De lå lidt afsides og mentes velegnede til likvideringen af de mange gidsler. For at skjule sporene efter det, der må betegnes som en krigsforbrydelse, sprængte tyskerne grotterne, så de faldt sammen over ligene, der først blev gravet fri og identificeret mange måneder senere efter Roms befrielse i juni.

Den hovedansvarlige for massakren var den højtstående SS-officer Herbert Kappler (1907-1978) og dennes højre hånd, Erich Priebke (1913-2013). Kappler fik en livstidsdom efter krigen. Priebke havde derimod held til at undslippe og blev først mange år senere fundet i Argentina og udleveret til retsforfølgelse i Italien, hvor han fik en livstidsdom i 1998.

Allerede den 24. marts 1949 blev Fosse Ardeatine indviet som et mindested, der understregede den nye republik Italiens antifascistiske grundlag.

• Italiens historie 1900-1950