Italiens historie 1900-1950

Det var ved overgangen til 1900-tallet, at den industrielle trekant Milano-Torino-Genova blev drivkraften i italiensk økonomi med Fiatfabrikken i Torino i en fremskudt position. Italien fik et nyt banksystem, der tilpassede sig virksomhedernes stigende finansieringsbehov, og de første elementer til et forhandlingssystem på arbejdsmarkedet så dagens lys med det forenede fagforbund Confederazione Generale del Lavoro (CGL) fra 1906 fulgt af arbejdsgiverforeningen Confindustria fra 1910.

Politisk blev det mere fremsynede borgerskab repræsenteret af den venstreliberale Giovanni Giolitti, som i flere omgange var regeringsleder 1903-1914. Den såkaldte giolittiske æra var især i de første år karakteriseret af en samfundspagt mellem de liberale og reformsocialisterne, der hvilede på en anerkendelse af arbejderbevægelsen som en uomgængelig part i landets udvikling. Giolitti udvidede valgretten til ca. 24 % af befolkningen i 1912 (kvinder havde stadig ikke valgret) og fik på det grundlag etableret en ny pagt med den katolske vælgerunion.

En stadig stærkere nationalistisk opinion medførte, at Giolitti ikke kunne holde Italien uden for 1. Verdenskrig, hvilket tvang ham til at gå af. Antonio Salandras regering slog derefter ind på en mere målrettet interventionistisk linje, støttet bl.a. af den ekskluderede socialist Benito Mussolini, og fra 1915 deltog Italien på fransk og britisk side mod de tidligere allierede Tyskland og Østrig.

Italien kom ganske vist til at stå på sejrherrernes side, men landet havde lidt et ydmygende nederlag i Slaget ved Caporetto i 1917, og den politiske klasse, der havde engageret landet i 1. Verdenskrig, kom stærkt svækket ud af krigen. Nye massepartier dukkede op, fx Luigi Sturzos katolske folkeparti, Partito Popolare Italiano (PPI). I Italien førte Den Russiske Revolution i 1917 til en venstreradikalisering af PSI. Efter storstrejker og fabriksbesættelser 1919-20 i de såkaldte to røde år, il biennio rosso, blev Socialistpartiet splittet med dannelsen af Partito Comunista Italiano (PCI) i 1921.

Det var imidlertid Mussolinis fascistiske bevægelse (se fascisme), der, efter at den revolutionære bølge var kulmineret, forstod at slå politisk mønt dels af mellemlagenes angst for den økonomiske krise og proletariatets velorganiserede aktioner, dels af den udbredte utilfredshed med, at Italien ikke ved Versaillestraktaten var blevet tilstrækkelig tilgodeset i sine territoriale krav.

Ved at sætte voldsbander, squadre d'azione, ind mod politiske modstandere og ved at blive støttet af store dele af det italienske establishment med monarkiet i spidsen fik Mussolini i oktober 1922 sig udpeget til leder af en koalitionsregering få dage efter Marchen mod Rom, iværksat af de fascistiske bander. Udadtil var Italien fortsat et parlamentarisk demokrati. Men mordet på oppositionslederen, socialisten Giacomo Matteotti, i sommeren 1924 ændrede denne tilstand. Efter at Mussolini den 3.1.1925 var trådt frem i Parlamentet og havde påtaget sig det moralske, det politiske og det historiske ansvar for det hændte, men uden at træde tilbage, var det autoritære regime en kendsgerning. De antifascistiske partier blev herefter forbudt, og tilbage var kun Partito Nazionale Fascista (PNF).

Regimet fremmede nogle af de moderniseringstræk, der også karakteriserede andre af mellemkrigstidens massesamfund, nemlig velfærdsinitiativer, teknologiske frembringelser og en stigende statslig intervention i økonomien. Men med sin repressive linje tilgodeså Mussolini grundlæggende de kræfter i det italienske samfund, der siden Italiens samling havde satset på en udviklingsmodel, der både over for omverdenen og over for den italienske befolkning byggede på imperialistiske, antidemokratiske og populistiske metoder. Mussolini formåede desuden at få kirkens opbakning til sit regime, da den italienske stat og Vatikanstaten endelig i 1929 fik formaliseret deres indbyrdes relationer i det såkaldte Lateranforlig. Se også Kirkestaten.

Med felttoget 1935-36 mod Etiopien (Den Italiensk-abbessinske Krig), som 40 år tidligere havde ydmyget Italien, opnåede regimet sin hidtil største folkelige konsensus. Efter erobringen af den afrikanske stat udråbtes et italiensk imperium i 1936, der blev forøget med indlemmelsen af Albanien i 1939. Engagementet sammen med Tyskland i Den Spanske Borgerkrig på oprørsgeneralen Francos side fortsatte ekspansionspolitikken, der efter indførelsen af racelovene i 1938 og Stålpagten med Hitler det følgende år fik Italien ind i 2. Verdenskrig som Tysklands allierede. Med krigserklæringen mod Frankrig i juni 1940 blev Italien aktiv krigsdeltager.

Med Mussolini ved roret levede Italien 1800-t.s nationsmodel ud i sin yderste katastrofale konsekvens. Da krigslykken vendte, og de allierede gik i land på Sicilien i juli 1943, varede det ikke længe, før regimet måtte skille sig af med sin leder; 25. juli blev Mussolini afsat af Vittorio Emanuele 3., der lod ham fængsle. Derefter indledte den nye regeringsleder, tidligere generalstabschef Badoglio, våbenhvileforhandlinger med de allierede, og den 8. sept. blev våbenhvilen erklæret. Fra da af kæmpede Italien mod Tyskland. I Norditalien lykkedes det dog tyskerne at få den i mellemtiden befriede Mussolini indsat i marionetstaten La Repubblica Sociale Italiana med hovedsæde i Salò (Salòrepublikken).

Landet var nu delt i to. Krigen antog 1943-45 karakter af både befrielseskrig, borgerkrig og klassekrig, efterhånden som modstandsbevægelsen tog form omkring især antifascistiske partier som det kommunistiske PCI og Partito d'Azione, opkaldt efter Mazzinis og Garibaldis gamle parti. Den 25.4.1945 blev Norditalien befriet.

Efter 2. Verdenskrigs afslutning kunne Italien ikke blot vende tilbage til det førfascistiske styre, hvis institutioner og forfatning ikke havde kunnet forhindre fascismen, men Italien havde også fået en anden international placering med USA's indtræden i krigen og den efterfølgende økonomiske hjælp (se Marshallplanen), der udviklede et amerikansk hegemoni, snart også magtpolitisk og kulturelt. Selvom Italien havde kæmpet på de allieredes side i krigens sidste to år, blev landet med fredstraktaten i 1947 behandlet som en tidligere fjende; således måtte Italien bl.a. give afkald på de østlige dele af regionen Venezia Giulia og på Istrien, der tilfaldt Jugoslavien, mens de tidligere kolonier Libyen, Albanien og Etiopien blev erklæret selvstændige.

Det var i dette nye regi, at den italienske befolkning (kvinderne inklusive) den 2.6.1946 gik til valg på, om Italien skulle være en republik eller fortsætte som monarki. Et snævert flertal foretrak en republik. Samme dag blev der afgivet stemmer til en grundlovgivende forsamling med repræsentanter fra de partier, der skulle komme til at tegne det politiske system: Pietro Nennis PSI, Palmiro Togliattis PCI og Alcide De Gasperis Democrazia Cristiana (DC). Den 1.1.1948 fik Italien sin første demokratiske forfatning, der skabte grundlaget for udviklingen af en italiensk velfærdsstat.

Enheden mellem de politiske fløje, der stod bag koalitionsregeringerne 1944-1947 og selve forfatningen, holdt imidlertid ikke over for den kolde krigs fronter. PCI og PSI måtte forlade regeringen i maj 1947. Ved valget i april 1948 vandt DC en overvældende sejr, og partiet blev bl.a. via Italiens medlemskab af NATO fra 1949 garanten for en vis stabilitet i landet, som foruden at være en vigtig brik i Vestens middelhavspolitik også var hjemsted for et kommunistparti, der skulle tages vare på. Ved samme valg opstillede tidligere fascister under betegnelsen Movimento Sociale Italiano (MSI).

• Italiens historie (oversigt)
• Italiens forhistorie
• Romerriget
• Romerrigets historie
• Roms historie i antikken
• italiske folk
• etruskerne
• Italiens historie indtil 1350
• Italiens historie 1350-1796
• Italiens historie 1796-1900
• Italiens historie 1900-1950 (denne artikel)
• Italiens historie 1950-1991
• Italiens historie efter 1991