Irène Joliot-Curie

I 1920'erne udførte hun en række eksperimentelle undersøgelser navnlig af fluktuationer i alfastrålers rækkevidde.

I 1931 indledte hun det samarbejde med sin mand, Frédéric Joliot, som førte til deres fælles Nobelpris i 1935 for deres opdagelse af induceret radioaktivitet.

I 1936 var Irène Joliot-Curie en kort tid medlem af Léon Blums folkefrontregering. Året efter blev hun professor ved Sorbonne, men fortsatte sit eksperimentelle arbejde ved instituttet med en række yngre medarbejdere. Hendes radiokemiske undersøgelser af kunstigt frembragte isotoper var, sammen med de samtidige arbejder af Otto Hahn og Lise Meitner i Berlin og Enrico Fermis gruppe i Rom, forudsætning for fissionens opdagelse i 1939.

På grund af sin mands illegale virksomhed under 2. Verdenskrig måtte hun i 1944 flygte til Schweiz med deres to børn. Efter hjemkomsten blev hun i 1946 direktør for Institut du radium og direktionsmedlem af den franske atomenergikommission. Hun ledede opbygningen af instituttets store nye laboratorier i Parisforstaden Orsay og var samtidig aktiv i pacifistiske kvindebevægelser.

Som sin mor døde Irène Joliot-Curie af akut leukæmi, pådraget ved langvarig påvirkning fra røntgen- og gammastråling uden tilstrækkelig beskyttelse.

• radioaktivitet
• fission – kernefysisk proces
• røntgen
• Marie Curie

• Nobelkomitéens begrundelse