Sophie

Sophie var enebarn af to stærke og udadrettede personligheder. Faderen gjaldt som en nordeuropæisk autoritet i religionsspørgsmål, og moderen støttede sygepleje og adelige pigeskoler. Der vides intet om hendes opvækst og opdragelse, og hun træder først frem i lyset ved ægteskabet i 1572 med Frederik 2., hendes 23 år ældre fætter. Forbindelsen var et politisk parti, fremtvunget af det danske rigsråd, der ønskede at få en ende på kongens ungkarletilværelse, som skyldtes hans langvarige forelskelse i adelsfrøkenen Anne Hardenberg. Ikke desto mindre blev ægteskabet harmonisk, og Frederik 2. blev både en kærlig ægtemand og en omhyggelig fader for de mange børn, der ifølge skik og brug alle tilbragte de første år hos bedsteforældrene i Mecklenburg. Så længe Frederik 2. levede, holdt Sophie sig tilsyneladende ude af politik. Helt i overensstemmelse med tidens mode havde hun en vis interesse for naturvidenskab og besøgte flere gange Tycho Brahe på Hven. Da hun i 1586 under et af disse besøg traf Anders Sørensen Vedel, fik hun stimuleret sin tilsvarende modeprægede interesse for folkeviser og overtalte ham til at udgive de mange viser, han havde indsamlet. Desuden beskæftigede hun sig med den ortodokse lutherske lære.Efter Frederik 2.s uventede død i 1588 kom Sophie ikke med i formynderregeringen for sønnen, den 11-årige Christian 4. Imidlertid viste hun sig ikke desto mindre som en aktiv og vedholdende politiker. Først gennemtvang hun, at kongen fik en mere pompøs begravelse, end rigsrådet havde planlagt, således at ceremoniellet kom til at modsvare de nyeste sydeuropæiske forbilleder. Dernæst fik hun sine økonomiske rettigheder som enkedronning opfyldt. Tillige sørgede hun for, at de giftefærdige døtre fik et rigt udstyr, og trods rigsrådets modstand gennemtvang hun i 1589 datteren Annas ægteskab med Jakob 6. af Skotland. Først og fremmest kæmpede Sophie dog for, at også hendes yngre sønner havde arvekrav på en del af det danske riges territorium, således som hun kendte det fra Mecklenburg. I dette spørgsmål førte hun en stædig kamp, først mod rigsrådet, senere mod sin ældste søn. Da hun i 1590 blev formynder for Christian 4. i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, forsøgte hun at få gennemført en deling af den kongelige del af hertugdømmerne mellem Christian 4. og hans yngre brødre Ulrik og Hans. Dette forsøg forenede imidlertid formynderregeringen i København og det slesvig-holstenske ridderskab under Henrik Rantzaus ledelse, ligesom der opstod en længere krise i forholdet mellem Sophie og Christian 4. Efter formynderregeringens indstilling anerkendte den tysk-romerske kejser, af hvem den danske konge havde Holsten som len, i 1593 Christian 4. som myndig i hertugdømmerne. Dermed havde Sophie lidt nederlag og mistet sin politiske indflydelse. De yngre sønner blev senere forsørget på anden vis.I 1594 blev Sophie tvunget til at tage ophold på sit enkesæde Nykøbing Slot, hvis tilliggende, det lolland-falsterske krongods, rigsrådet samtidig reducerede. Her viste hun sig overordentlig foretagsom og forsøgte sig med stort set alle driftsformer, fx mejeridrift, hesteavl, anlæggelse af fiskedamme og frugthaver. Især udvidede Sophie hovedgårdene ved nedlæggelse af bøndergårde og skabte derved gode muligheder for at opfede stude til lukrativ eksport. Karakteristisk skete alt med en til gerrighed grænsende økonomisk sans, og den derved opsparede kapital forøgede Sophie ved en udstrakt lånevirksomhed til europæiske fyrster. Samme initiativ udviste hun efter sin faders død 1603, da hun tilsyneladende ikke kun sikrede sig hans private ejendom, men også dele af det Mecklenburgske hertughus’ kostbarheder. Det udløste en retssag med faderens yngre broder og efterfølger, der ikke var afsluttet ved dennes død 1610. Trods sin indgroede sparsommelighed ofrede Sophie penge på ombygning af Nykøbing Slot, ligesom hun i 1624 lod kirken udstyre med sin anetavle. Hun besøgte Mecklenburg flere gange og overværede i 1602 datteren Hedevigs bryllup i Dresden med kurfyrst Christian 2. af Sachsen. I Nykøbing havde hun ofte besøg af børnene, og hun holdt kontakten vedlige med breve, der nævner gaver som heste og vildt, fisk og frugter eller sjældnere et smykke.Sophie var en fornem repræsentant for den tysksprogede og lutheranske fyrstekultur i Nordeuropa omkring år 1600. Foretagsom og praktisk af indstilling, ivrigt arbejdende for familiens vel og med respekt for den rette lære, men uden egentlig interesse for lærdom og kunst ud over som politisk propaganda og officiel repræsentation. Hun overlevede fire af sine syv børn og døde som Nordeuropas rigeste kvinde, hvilket udløste en arvestrid. Hovedparten tilfaldt Christian 4. og kom til at finansiere hans fejlslagne deltagelse i Trediveårskrigen.