Ølby Kirke står med synlight murværk på nær tårnet, der er hvidkalket. Tagene er belagt med en blanding af røde tegl og bly.
Ølby Kirke
Licens: CC BY SA 3.0

Ølby Kirke er en kirke i sydenden af Ølby, godt og vel to kilometer sydvest for Struer. Kirken er opført i romansk tid, men præges af ombygninger i sidste og forrige århundrede.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid. Våbenhuset på nordsiden er fra omkring 1857 mens tårnet er fra 1905.

Udvendigt fremstår kirken i dag med hvidkalkning på tårnet, mens murværket er synligt på våbenhuset og de romanske bygningsdele, koret og skibet. Tagene er belagt med en blanding af røde tegl og bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Ølby Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre udvendigt og rå kampesten indvendigt, dog med nogle kvadre i muren mellem koret og skibet.

I kirkens ældste dele er der bevaret flere oprindelige detaljer, herunder fire vinduer fra romansk tid. Romanske vinduer var kendetegnet ved at være små og højtsiddende, og for at skabe mere lys i kirkerne var det derfor i løbet af middelalderen almindeligt at udvide eller ændre de gamle vinduer. Dette er særligt synligt i Ølby Kirke, hvor alle vinduerne på sydsiden er udvidet, mens alle nordvinduerne samt korets østvindue er uændrede. Da sydsiden er bedst oplyst af solen i løbet af dagen, har det simpelthen været mest logisk at udvide vinduerne på sydsiden og lade nordvinduerne stå. En anden oprindelig detalje findes i korets nordvæg i form af en gemmeniche.

Tilbygninger og ombygninger

Kirkens ældste tilbygning er våbenhuset fra 1857, der dog bygget på fundamenterne af et ældre fra 1700-tallet. Det lille våbenhus af mursten har været adskilt fra det øvrige kirkerum siden 1905, hvor man tilmurede døren ind til skibet, som var en af de oprindelige indgangsdøre fra da kirken blev opført.

At våbenhuset mistede sin funktion som våbenhus i 1905 skyldtes tårnets opførelse. Her indrettede man tårnrummet til våbenhus, og kirkens indgang har siden da været i tårnets vestmur. Det slanke tårn er bygget med tradition for egnens byggeskik, og det stejle saddeltag med gavle i nord og syd har da også mange paralleller i middelalderlige kirketårne på egnen.

Kirkens indre

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og rødmalede bræddelofter som spejler sig i inventarets bemaling. Gulvene er belagt med skakternede fliser, og i øst danner korbuens rå granitkvadre en visuel ramme om korpartiet på det øvrige murværks hvide baggrund.

Inventar og gravminder i Ølby Kirke

Inventaret i Ølby Kirke er fra flere forskellige perioder. Stilmæssigt præger særligt renæssancen, om end en i 1911 forårsagede, at korets inventar er moderne rekonstruktioner af ældre inventardele.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er typisk for egnen udsmykket med bægerblade nederst på kummen.

Prædikestol fra 1639

Kirkens prædikestol er fra 1639. Den er opbygget af fire fag, som opdeles af kraftige udskårne søjler. På selve fagene er der udsmykkede, rundbuede felter, hvori der på blå baggrund er malet planteornamenter. Den firkantede himmel med for renæssancen karakteristiske trekantgavle er samtidig med stolen, men er kraftigt restaureret i 1911.

Bænke fra 1862

Kirkens bænke er i al væsentlighed fra 1862, men indeholder enkelte ældre dele, ligesom nogle er fornyet efter branden i 1911. Bænkenes gavle er udsmykket med svungne, udsavede gavle.

Altertavle fra 1911

Kirkens altertavle er fra 1911, hvor en brand ødelagde den gamle fra 1600-tallet, som man lod sig delvist inspirere af til den nye. Den nye altertavle, skønt fra 1900-tallet, ligner derfor på alle måder en renæssancealtertavle, med en arkitektonisk opbygning hvor fire udskårne søjler nederst bærer et ligeledes søjleindrammet topstykke med trekantet gavl. Storfeltet nederst har tre felter, de to ydre med forgyldte indskrifter, det midterste med et korsfæstelsesmaleri. Også topstykket har to indskriftsfelter, indsat i rundbuede rammer. På siderne af tavlen er der udsavede vinger med forgyldt ornamentik.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig