Faktaboks

Sogn
Øsløs Sogn
Provsti
Thisted Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Thisted Kommune
Øsløs Kirke er delvist i blank mur med synlige byggematerialer og delvist hvidkalket, mens taget er belagt med røde tegl og bly. Foto: 2011.

Øsløs Kirke er en romansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker bygget i samme periode, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – særligt i senmiddelalderen, hvor kirken blev udstyret med et tårn.

Kirken ligger højt og frit i landskabet i det nordlige Thy tæt ved Limfjordens kyst, ca. 18 km nordøst for Thisted.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og skib fra romansk tid. Senere i middelalderen, i gotisk tid, blev et tårn føjet til skibets vestende. I dag står kirken i blank mur med synlige byggematerialer på nær tårnet, som er hvidkalket, mens taget er belagt med røde tegl og bly på koret.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Øsløs Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre. Kirkens grundplan er den traditionelle, romanske med skib og et lidt smallere kor mod øst. På en kvader i korets østmur ses et såkaldt stenhuggerfelt med indhugget motiv bestående af en firkant, hvorfra der udgår streger med kors.

Om- og tilbygninger

Det sengotiske tårn, opført omkring år 1500, er bygget i munkesten, senmiddelalderens foretrukne byggemateriale. Nederst har tårnet store, spidsbuede blændinger i murværket. Tårnrummet, som nu er forhal, har ligeledes brede, spidsbuede blændinger på væggene. Klokkestokværket øverst har mod hver side fladbuede glamhuller, hvorfra klokkens klang kan undslippe.

Inventar i Øsløs Kirke

Inventaret i Øsløs Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Inventar fra romansk tid

Kirkens alterbord er romansk og opbygget af granitkvadre ligesom kirkebygningen selv. I den kraftige bordplade findes en fordybning, en såkaldt helgengrav, som har haft plads til et relikvie.

Døbefonten er også romansk og udhugget af granit. Den tilhører en større gruppe af fonte, som er typiske for egnens kirker. Kummen er firpasformet med profileret mudning.

Sengotiske altertavlefigurer

Af en sengotisk altertavle fra 1510-1520 er bevaret to figurer. Den ene forestiller den kronede helgeninde Sankt Barbara. Den anden er en figur af Gudfader med en kongekrone.

Prædikestol fra renæssancen

Prædikestolen er fra 1600-1610 med storfelter med arkader og snoede hjørnesøjler. Malerierne i felterne er oprindelige, og viser de forskellige dyder med symboler; tro, håb, kærlighed retfærdighed, klogskab og mådehold. På den samtidige lydhimmel over stolen ses otte felter med engle.

Altertavle fra nyere tid

Altertavlen er fra 1922 og består af et rammeværk med samtidigt maleri med motiv af Jesusbarnet og de skriftkloge i templet.

Gravminder

I den nordre side af koret findes under gulvet en muret begravelse, som indeholder med fire kister – efter sigende en lokal provst og dennes familie. Fra begravelsen stammer et blystøbt kistekrucifiks, som nu er ophængt i kirken.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig