Øjenprotese er en kosmetisk protese, som erstatter et øje, der er fjernet helt eller delvist på grund af en skade eller en øjensygdom, eller som lægges udenpå et skrumpet, blindt øje. Øjenproteser er lavet af enten akryl eller glas. Protesen placeres under øjenlågene, fortil i øjenhulen, som overalt er dækket af bindehinden (conjunctiva).
Faktaboks
- Også kendt som
-
glasøje
Normalt kan øjenprotesen tilpasses to til tre uger efter, at øjet er fjernet. Det er vigtigt, at der ikke går for lang tid, da der ellers kan opstå en vis skrumpning af øjenhulen, hvilket gør det sværere at tilpasse protesen. De fleste øjenafdelinger på danske hospitaler har et lager af øjenproteser, så personen hurtigt kan få en midlertidig protese, der passer nogenlunde i farve og størrelse. Senere får personen en individuelt tilpasset protese lavet af specielt uddannede protesemagere.
En øjenprotese kræver en vis pleje med regelmæssig rensning af protesen og øjenhulen. Glasproteser skal skiftes med et til to års mellemrum, mens en akrylprotese kan holde i fem til ti år, hvis den poleres regelmæssigt af en protesemager.
Der findes også større ansigtsproteser i silikone, som bruges, hvor både øjet og øjenlågene er fjernet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.