månesyge

I de gamle orientalske kulturer er der flere eksempler på månegudinder, der hjælper med barnefødsler og deres forløb på vej. Man kan nævne den babylonske Ishtar, den fønikiske Ashtoreth og den frygiske Kybele. Ishtar forbindes dog hovedsageligt med planeten Venus, frugtbarhed og seksualitet.

Aristoteles og Galenos var to vigtige autoriteter, der begge har bidraget til troen på Månens evne til at øve indflydelse på mennesket. Både Aristoteles og Galen mente, at Månen kunne fremprovokere sindssyge såvel som andre sygdomme. Galen hævdede, at han havde sin viden fra Hippokrates. Der står imidlertid intet om Månen eller astrologi i de værker af Hippokrates, der har overlevet frem til nutiden, så enten taler han usandt eller også må det dreje sig om skrifter, der er gået tabt. Ifølge Galen havde Månens position i forhold til andre planeter omkring sengetid indflydelse på de symptomer eller sygdomme, der kunne opstå ved Månens påvirkning af en person i løbet af natten. Hvis fx Mars og Månen stod overfor hinanden kunne det give feber, søvnløshed, tørst, mundtørhed og en brændende fornemmelse i brystet, og indtrådte det syv dage senere, at Månen og Saturn stod overfor hinanden, ville personen dø.

Både Galen og Aristoteles mente, at fuldmånen var med til at fremprovokere epileptiske anfald, eftersom Månen var forbundet med vand og dermed slimen i den menneskelige krop. De mente, at slim var den legemsvæske, som korresponderede med vand som element, og det spytflåd omkring mundvigen, som kunne observeres under krampeanfald, var et udtryk for den seje slim fra hjernen, som patienten forsøgte at skille sig af med. Samme opfattelse findes hos Celsus og Plinius den ældre. Den latinske betegnelse lunaticus, der betyder "galning" er afledt af ordet for måne, Luna. Det lever videre på de moderne latinske (romanske) sprog, jf. fransk lunatique og italiensk lunatico. Galen anvendte det tilsvarende græske ord selenesmos afledt af Selene. Der findes ved siden af det mange andre ord for det samme, fx latin: insania. Ligeledes er det uklart hvilke psykiske tilstande, der er tale om, hvis man skulle beskrive det med nutidige begreber.

Det fremgår af etymologien, at grækerne og romerne forbandt menstruationen med månen. Det græske ord for menstruation (emminorroia) er afledt af ordet for måned (mene). Det latinske ord menses kan både betyde 'måneder' og 'menstruation'. Galen skrev et sted i en sætning, at "månen styrer og kontrollerer den kvindelige menstruation", men han uddyber det ikke nærmere. Aristoteles mente, at menstruationen indtrådte, når månen var i aftagende fase. Soranos af Efesos var meget kritisk over for det synspunkt. Han skrev, at den kvindelige menstruation varer fra 1-2 dage til 7-8 dage, at den som regel men langt fra altid kommer med ca. en måneds mellemrum, men ikke følger månens faser.

Inden et bryllup var det almindeligt, at græske kvinder, for at undgå barnløshed, ofrede noget af deres tøj til jagtens gudinde Artemis, der ligesom Selene var forbundet med månen. Hos romerne var jagtens gudinde Diana og gudinden Juno udover Luna repræsenteret ved Månen. Ved Nemi-søen i Alban-højene lidt uden for Rom var der i kongetiden 753-509 f.v.t., der er den første epoke i Romerrigets historie, en Diana-helligdom. I det område har arkæologerne udgravet talrige figurer, der forestiller kønsorganer eller kvinder med et barn på armen. Juni måned, som var Junos måned, var den måned, hvor romerne foretrak at fejre bryllup; en tradition, som har holdt sig til vore dage i Italien og mange andre europæiske lande. Troen på, at alting vokser, mens månen tiltager og når sit maksimum og fulde potentiale omkring fuldmåne, fik romerne til at tro, at en fødsel omkring fuldmåne (partus lunaris) var noget særligt. Barnet var ofte større end normalt og kunne være i besiddelse af særlige evner på både godt og ondt.

Flere steder i den romerske medicinske litteratur nævnes det, at medicinske planters virkning forstærkes, hvis de er indsamlet i fuldmånens skær. Omvendt forgår planter lettere i aftagende måne. Theophrast, Cicero og Plinius den ældre nævner, at fældning af træer og rydning af skov bør foregå, mens månen er aftagende.

Den danske teolog og folklorist H. F. Feilberg, der indsamlede folkeminder blandt bønderne har flere eksempler på denne tro i Danmark. Vorter og svulster skulle smøres, mens Månen var aftagende, Orm og "Kirtelsyge" (tuberkulose i lymfeknuderne) kunne behandles bedst med Månen i aftagende fase. Omvendt skulle alt, hvad der skulle fremmes og bringes til vækst, udføres i tiltagende måne. Det gjaldt kornet, når det skulle sås, planter, der skulle sættes ud, køer, der førtes til tyren, uld, der blev klippet af fårene m.m.

På fransk af lidt ældre dato brugte man udtrykket avoir des lunes ('at have måner') om en person, der var blevet "tosset" eller psykisk afvigende, og tilsvarende udtryk fandtes på tysk Mondsüchtig, hvilket vidner om forestillingen om Månen og udsættelse for måneskin som årsag til psykisk sygdom. Det danske slangudtryk "at være på månen" eller "at være født på månen" om en person, der er meget urealistisk eller har afvigende synspunkter er af nyere dato, men kan bevidst eller ubevidst hos sprogbrugerne trække på historiske rødder, der rækker længere tilbage. Ved siden af troen på, at fuldmånen kan udløse sygdom, er der også eksempler på troen på dens helbredende egenskaber. Det har holdt sig helt til i dag. Ved en søgning på internettet og sociale medier i 2025, kan man fx finde online-kurser i "Fuldmåne-healing".

Der findes flere eksempler fra folkloren på, at fuldmånefødsler blev regnet for noget særligt. På engelsk findes udtrykket Mooncalf om en monstrøs stor kalv født ved fuldmåne og tilsvarende på tysk Mondkalb. Ligeledes findes udtrykkene Moonchild og Mondkind om børn født omkring fuldmåne, der har særlige evner eller udset af skæbnen til noget stort. Et gammelt folkeminde fra Böhmen (Tjekkiet) fortæller, at hvis små børn, hvor kranieknoglerne ikke var helt sammenvoksede, sover i måneskin, så bliver de søvngængere. I sir Walter Scotts roman Fortunes of Nigel (1822) bliver hertugen af Buckingham født ved fuldmåne, og en af de tilstedeværende udtaler profetisk "Full moon and high sea/ Great man thou shalt be".

Inden for hård rock og heavy metal hvor okkultisme og det overnaturlige ofte optræder i sangtekster besynges temaet "moonchild" sommetider. I den irske guitarist og sanger Rory Gallaghers sang "Moonchild" fra 1976 synges der om månebarnet som et særligt sensitivt barn med særlige evner, der skal have hjælp til at udfoldes. Iron Maidens sang "Moonchild" fra 1988 handler om en person med clairvoyante evner og en særlig forbindelse til både Gud og Djævlen.

Der findes beretninger om, at kvinderne blandt grønlandske inuitter, smurte lidt spyt på maveskindet inden de skulle sove, når de var gravide, for at månemanden ikke skulle skade deres barn. I ukrainske og russiske folkeminder findes eksempler på troen, at en gravid kvindes barn bliver søvngænger, hvis hun udsættes for måneskinnet. Hos aztekerne i Mexico skulle gravide kvinder undgå måneformørkelser (metzqualolilztli), da det betød, at de ville få et barn, der havde kaninens tegn (tochicihuiztli); et manglende stykke af overlæben (læbespalte, tidligere kendt som hareskår). Forklaringen hang sammen med skabelsesberetningen, ifølge hvilken en kanins ansigt var blevet plantet i månens overflade. Ved en måneformørkelse blev der taget en bid af månen.

De aztekiske kvinder beskyttede sig også mod fuldmånen. Når de var gravide sov de med en lille kniv placeret på maven. Så sent som i 1960 kunne man i en artikel i Journal of American folklore læse, at skikken endnu var i brug i landsbyer omkring Mexico City. Blandt de oprindelige folk i Amazonas, tidligere omtalt “brasilianske regnskovsindianere”, var det almindeligt at gravide kvinder fandt et særligt tæt bevokset område i skoven at sove, når det var fuldmåne for at beskytte barnet.

Et tysk ordsprog vidner om, at ægteskaber indgået ved fuldmåne bliver særligt lykkelige: "Trauungen müssen im Vollmond geschehen, sonst hat die Ehe keine Segen" (Vielser bør finde sted ved fuldmåne, ellers har ægteskabet ingen velsignelse).

I et studie fra 2004 The influence of the full moon on seizure frequency: myth or reality? ('Fuldmånens indflydelse på anfaldsfrekvens: myte eller virkelighed?'), som blev publiceret i et neurologisk tidsskrift, havde man fulgt samtlige indlagte på et epilepsihospital over en 3-årig periode uden at finde sammenhæng mellem fuldmåne og epileptiske anfald, fraset en måske lille sammenhæng mellem fuldmåne og psykogene krampeanfald (PNES). Det sidstnævnte vil sige anfald med symptomer, der imiterer epilepsi, men er psykologisk betingede, fx udløst af stress, angst eller frygt for at få et anfald. Det ses hos både personer med epilepsi og personer med psykiske lidelser. Et tilsvarende studium blev lavet i 2022 på 1710 patienter og man fandt ingen øget hyppighed af anfald omkring fuldmåne. Studiet afkræftede ligeledes, at de sjældne tilfælde epileptiske anfald, der ender dødeligt, også betegnet SUDEP (Sudden unexpected death in epilepsy), skulle være hyppigere omkring fuldmåne.

Et studie fra 1999 i Goa i Indien viste, at der var en øget forekomst af akutte psykoser omkring fuldmåne. Et andet udenlandsk studie fra 2023 viste en let øget hyppighed af henvendelser vedrørende angst og depression hos praktiserende læger og psykiatere omkring fuldmåne. Et studie fra 2005 afkræftede sammenhæng mellem selvmord og fuldmåne.

Fuldmånens kraftige lys kan forstyrre nattesøvnen ligesom fx en gadelampe ved siden af et soveværelsevindue, men derudover er der lavet studier, der belyser fuldmånens betydning, når det ikke gør sig gældende og forsøgspersonerne befinder sig i et mørkt rum. Skal sådanne undersøgelser have en videnskabelig værdi er det vigtigt, at deltagerne i undersøgelsen ikke bliver psykisk påvirket af selve undersøgelsessituationen. Det vil sige, at man skal undlade at fortælle, at man undersøger månens indflydelse på deres søvn og helst også udvælge forsøgspersoner, der ikke tror på teorier om månens indflydelse på det enkelte menneske. Et studie fra 2006, som blev publiceret i Journal of Sleep Research, under titlen Sleepless night, the moon is bright: longitudinal study of lunar phase and sleep, understøttede at der er øget hyppighed af nedsat søvnkvalitet og træthed i dagtimerne omkring fuldmåne, også selvom man sover i et mørkelagt rum. I 2015 blev et lignende studie, Bad sleep? Don't blame the moon: a population-based study, lavet blandt 2125 forsøgspersoner og publiceret i Sleep Medicine, og det viste, at der ikke var en sammenhæng mellem dårlig nattesøvn og fuldmåne.

Et amerikansk studie fra 2008 kunne påvise en lettere øget hyppighed af blodprop i hjertet, såkaldt AMI (akut myokardieinfarkt), omkring fuldmåne. I visse samfund og kulturers sundhedsvæsen har det været en udbredt overtro, at hjerneblødninger fra bristede aneurismer (udposninger på pulsårer) skulle være hyppigere ved fuldmåne. Det blev afkræftet i et studie, der blev publiceret som artikel i et neurologisk tidsskrift: The Association between lunar phase and intracranial aneurysm rupture: myth or reality? i 2017.