Bibelen

Det Gamle Testamente er kirkens navn på den første — og største — del af Bibelen. Det er en samling israelitisk-jødiske skrifter fra det første årtusinde f.Kr. Jøderne kalder denne samling for Miqra, 'den, som bliver reciteret', eller TANAK, et kunstord, dannet af forbogstaverne til Torah (Loven = Mosebøgerne), Nebiim (Profeterne) og Ketubim (Skrifterne, dvs. Salmernes Bog, Jobs Bog og Ordsprogenes Bog samt nogle mindre skrifter). Denne tredeling af jødedommens hellige bøger i Loven, Profeterne og Skrifterne satte sig tidligt igennem. Gruppen Profeterne bestod så dels af de såkaldte "tidligere profeter", der udgjordes af de historiske bøger, som man mente var skrevet af profeter, og de "senere profeter", der bestod af de egentlige profetskrifter.

De enkelte bøger i Det Gamle Testamente er næsten alle skrevet på hebraisk, israelitternes og jødernes tale- og skriftsprog indtil et stykke ind i persertiden, dvs. i perioden ca. 1200-ca. 400 f.Kr. Derefter blev hebraisk gradvis fortrængt af aramæisk. Typisk nok er Daniels Bog, der i sin nuværende form er fra 165 f.Kr., skrevet dels på aramæisk (kap. 2-7), dels på hebraisk (kap. 1 og 8-12). I hovedsagen er Det Gamle Testamentes bøger i den skikkelse, hvori vi kender dem, blevet til gennem en længere overleveringsproces og først fra engang i 500-tallet f.Kr. nedskrevet i den skikkelse, hvori vi kender dem.

Efter Alexander den Store (død 323 f.Kr.) blev kendskabet til græsk udbredt dels blandt nogle jøder i Palæstina, dels – og især – blandt jøder uden for Palæstina i den såkaldte diaspora, hvor græsk ikke mindst i den store jødiske befolkning i Egypten blev det nye modersmål. Derfor kom det til en græsk oversættelse af først Mosebøgerne og siden de øvrige skrifter i Det Gamle Testamente. Denne oversættelse, der for de fleste skrifters vedkommende blev udført i Alexandria i 200- og 100-tallet f.Kr., kaldes Septuaginta, "de halvfjerds'"; denne betegnelse omfattede dog oprindelig kun oversættelsen af Mosebøgerne, der ifølge en tidlig jødisk tradition blev skabt af egentlig 72 oversættere, nemlig seks fra hver af Israels tolv stammer, men hvor tallet af praktiske grunde dog rundedes ned til 70. Først i kristen tradition brugtes Septuaginta om hele det græske Gamle Testamente. Septuaginta blev den egentlige Bibel for den ældste kristne kirke, der hurtigt overvejende bestod af græsktalende.

Septuaginta adskilte sig fra Miqra, den hebraiske Bibel, på to punkter: dels ved at have de enkelte bøger i Det Gamle Testamente i en delvis anden rækkefølge, dels ved at indeholde en række jødiske skrifter, der ikke fandtes i den hebraiske Bibel, de såkaldte Apokryfe Bøger. I den kristne Bibel bringes skrifterne i Det Gamle Testamente i Septuagintas rækkefølge, hvor tredelingen kommer til at lyde på De Historiske Bøger, der altså også omfatter Moselbøgerne, De Poetiske Bøger og De Profetiske Bøger. Således kommer profetskrifterne her til at stå til sidst, og de apokryfe skrifter er anbragt rundt omkring i overensstemmelse med deres genre. Den katolske kirke har altid betragtet apokryferne som kanoniske, mens Luther nøjedes med at anse dem for læseværdige og derfor skilte dem ud og anbragte dem i en selvstændig gruppe mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente; den reformerte kirke afviser, at de hører med til Bibelen.

Både i sin hebraiske og i sin græske form begynder Bibelen altså med Mosebøgerne, der fortæller om Verdens skabelse, om paradiset og syndefaldet, syndfloden og Babelstårnet, derefter om Israels stamfædre Abraham, Isak og Jakob, om Israels ophold i Egypten, udvandringen og rejsen i de 40 år gennem ørkenen til det forjættede land. Samtidig meddeles de love, som Moses undervejs gav folket. Folkets historie frem til den babyloniske kong Nebukadnesers erobring af Jerusalem i 587/86 f.Kr. er fortalt i Jo svabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne (og genfortalt i Krønikebøgerne), og brudstykker af jødernes historie efter hjemkomsten fra Babylon kan læses i Ezras og Nehemias' bøger. De apokryfe Makkabæerbøger beretter om jødernes opstand mod syrerne (seleukiderne) i 100-tallet f.Kr. Alle disse bøgers værdi som historiske kildeskrifter har været genstand for megen diskussion. Uanset dette har kirken sin store interesse i 1. Mosebogs fortællinger om skabelsen og syndefaldet, for med dem er givet forudsætningen for det kristne frelsebudskab.

Det Nye Testamente er betegnelsen for den del af Bibelen, hvis skrifter er af kristen oprindelse. Navnet betyder, at skrifterne har deres baggrund i den nye pagt.

Indholdet af Det Nye Testamente ser sådan ud: Først står de fire evangelieskrifter: Matthæus – Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet, dernæst Apostlenes Gerninger, der danner en overgang til brevdelen. l brevene, dvs. de paulinske breve (13 i alt; 14 hvis det anonyme Hebræerbrevet regnes med, som det tidligere ofte blev) samt de i alt syv såkaldt katolske breve (dvs. at de har adresse til alle menigheder). Efter disse to dele, der handler om henholdsvis Jesu liv og den ældste menigheds historie og liv, står som afslutning og for sig selv apokalypsen Johannes' Åbenbaring med det store profetiske udblik mod tidernes ende.

Det Nye Testamente blev først en del af Bibelen i 100-tallets anden halvdel og ikke på én gang. Dets 27 skrifter er ganske vist for flertallets vedkommende blevet til i det 1. århundrede e.Kr. Ældst er de syv eller ti ægte Paulusbreve, alle fra 50'erne; Markus-, Matthæus- og Johannesevangeliet stammer fra ca. 70-100 e.Kr., Johannes' Åbenbaring er fra 90'erne, mens Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger i hvert fald af nogle i dag antages først at være fra fra 130'erne eller 140'erne. Det gælder desuden Pastoralbrevene (de to til Timotheus og Titusbrevet) samt Judasbrevet og 2. Petersbrev. Først efterhånden som de vandt indpas i gudstjenesten på linje med Det Gamle Testamente, fik disse kristne skrifter status som hellige og blev forsøgt ført tilbage til de tolv apostle eller deres disciple. Sandsynligvis er evangelierne ligefrem skabt med henblik på gudstjenestebrug.

En teolog ved navn Markion (ca. 85 – ca. 160), der af flertalskirken tidligt blev udråbt som kætter, kom hen imod midten af 100-tallet til at spille en indirekte rolle i dannelsen af et Nyt Testamente samt fastlæggelsen af dets indhold. Af teologiske grunde forkastede Markion Det Gamle Testamente som hellig skrift for kristne og skabte i stedet sin egen "bibel", der kun bestod af et evangelieskrift og en samling på 10 Paulusbreve (de kendte med undtagelse af Pastoralbrevene), alle i en udgave, hvor sporene af Det Gamle Testamentes skabergud mere eller mindre var forsøgt udslettet. Det tvang kirken til at besinde sig på to ting: Dels hvilke kristne skrifter der kunne regnes for autoritative (kanoniske), dels disse skrifters tekstskikkelse. Det førte til, at en række omdiskuterede skrifter (fx nogle af de katolske breve og Johannes' Åbenbaring) efterhånden blev accepteret samtidig med udelukkelsen af åbenlyst senere skrifter. Dog er enkelte af de skrifter, der siden kom til at udgøre samlingen De Apostolske Fædre, taget med i enkelte af de store gamle bibelhåndskrifter.

Jøderne havde deres hebraiske Miqra i skriftruller. De kristne gik snart over til at have deres Bibel i codexer, dvs. bøger. I sig selv afgjorde rulleformen ikke skriftsamlingens omfang og bøgernes rækkefølge, men codexformen stillede krav om en mere definitiv stillingtagen til, hvad der skulle med i bindet, og i hvilken rækkefølge skrifterne skulle stå. Her udviser den ældre håndskriftoverlevering flere variationer, men efterhånden vandt den rækkefølge hævd, som vi kender.

Omfanget af Det Nye Testamente, der altså i store træk blev fastlagt i løbet af slutningen af 100-tallet, er bevidnet omkring 180 af Irenæus, der således kan siges at være skaberen af den særlige kristne Bibel, bestående af både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det i dag kendte omfang blev endeligt stadfæstet i øst i 367 (se Athanasios) og i Rom i 382. Dermed var den kristne Bibel skabt. Ved på én gang at fortsætte den historie, som Det Gamle Testamente rummer, og fastlægge forståelsen af indholdet af denne skriftsamling, insisterer Det Nye Testamente på en bestemt helhedstydning af Bibelen: Den nye pagt har afløst den gamle. På denne måde blev Det Gamle Testamente teologisk set en anden bog ved at blive kædet sammen med Det Nye Testamente. I de første sytten århundreder af sin historie betragtede kirken således også ligefrem Det Gamle Testamente som en kristen bog og ikke som udtryk for jødedom. Den fremherskende forståelse findes udtrykt kort og godt af kirkefaderen Augustin omkring år 400: "Det Nye Testamente ligger skjult i Det Gamle Testamente, Det Gamle Testamente er åbenbaret i Det Nye Testamente." Først bibelkritikken, der med udgangspunkt i oplysningstiden tog form i 1800-tallet, ændrede radikalt på dette forhold.

I middelalderen var læsning af Bibelen i alt væsentligt forbeholdt de bogligt dannede. Lægfolks kendskab til Bibelen byggede på billedlige fremstillinger af den bibelske historie (i Danmark fx kirkernes kalkmalerier; se Biblia pauperum) og på, hvad man fik at høre dels ved gudstjenesterne, dels af omvandrende munke og prædikanter. Dette ændredes med 1500-tallets bogtrykte oversættelser til folkesprogene. Og som bogproduktionen blev billiggjort og læsefærdigheden blev udbredt, blev det ikke mindst i de protestantiske kirker en stadig mere udbredt opfattelse, at læsning i Bibelen kunne være en vigtig af et kristent fromhedsliv. Dette forhold afspejledes i oprettelsen af de såkaldte bibelselskaber med deres bibelspredningsprogrammer i begyndelsen af 1800-tallet og fremefter.

I hele den kristne verden har Bibelen gennem kirkens snart 2000-årige historie desuden været en uudtømmelig inspirationskilde for musik, billedkunst og litteratur.

• profetskrifterne
• bibelhåndskrifter og bibeludgaver
• bibeloversættelser
• bibelsk teologi
• bibelfortolkningens historie
• Det Gamle Testamente
• Det Nye Testamente

• Bibelselskabets onlineversion af Bibelen