epilepsi

Epilepsi er den næsthyppigste sygdom i nervesystemet efter hjerneblodprop. Man mener, at ca. 40.000 mennesker i Danmark har eller har haft epilepsi. Hertil kommer et fem gange så stort antal personer med et enkeltstående anfald af bevidstløshed med kramper. Et sådant anfald klassificeres ikke som epilepsi, da diagnosen epilepsi kræver enten to uprovokerede epileptiske anfald eller et anfald med en risiko for et fornyet anfald inden for 10 år på mindst 60 %. Det sidste kan være tilfældet, hvis man fx finder forandringer på en scanning.

Nogle epilepsiformer er særlig hyppige i barndommen, og ikke helt sjældent forsvinder anfaldene i løbet af barndommen eller puberteten. Andre epilepsiformer opstår senere i livet. Man taler om en u-formet kurve for nyopstået epilepsi, hvor der er høj sandsynlighed tidligt i livet og sent i livet, mens risikoen for nyopstået epilepsi i yngre voksenalder er lav.

Epilepsi kan være en sygdom, hvis årsag er kendt, idet sygdommen da kan skyldes forandringer på grund af andre tilstedeværende eller tidligere hjernesygdomme. Epilepsi kan også være uden kendt årsag og uden, at der er kendt epilepsi i familien. Familiær disposition er dog almindelig. Hjerneskaden kan være opstået ved iltmangel under fødslen eller senere ved kvæstning af hjernevæv ved ulykker, ved hjerneblodprop, hjerneblødning, hjernesvulst eller hjernebetændelse. Da et epileptisk anfald kan være det første tegn på en sygdom i hjernen, vil en nærmere undersøgelse være nødvendig.

Den senest anvendte inddeling af epilepsi er en inddeling i fokaleanfald (tidligere partielle anfald) oggeneraliserede anfald. I den nyeste opdeling af anfald efterfølges betegnelsen fokale eller generaliserede af en beskrivelse af anfaldet. Det kan fx være fokale anfald med bevidsthedspåvirkning, aura og automatismer i højre hånd.

Epilepsi er nævnt i den egyptiske Papyrus Ebers fra ca. 1550 f.v.t., og Hippokrates beskrev de epileptiske anfald og deres sæde i hjernen i Den hellige sygdom ca. 400 f.v.t. I middelalderen mentes epilepsi at bero på besættelse af dæmoner; helgenen Skt. Valentin og især nødhjælperen Skt. Vitus (Skt. Veit) anråbtes om hjælp.

Den russiske forfatter F. Dostojevskij havde epilepsi med generaliserede anfald indledt af en kort oplevelse (aura), oftest af angst og skyldfølelse, sjældnere af salighed og harmoni. Denne type aura opstår i hjernens limbiske system, og det har været overvejet, om den del af hjernen har særlig betydning for kunstnerisk skaben.

Nutidens epilepsiindsigt begyndte med J.H. Jacksons beskrivelse i 1861 af partielle anfald og W. Gowers' værk om epilepsi fra 1881. Det første effektive lægemiddel (fenemal) blev indført i 1912, den diagnostiske værdi af elektroencefalografi blev opdaget i 1927, og kirurgisk behandling blev beskrevet af W. Penfield i 1938.

Forskningen i sidste halvdel af 1900-tallet har givet øget forståelse af de biokemiske og neurofysiologiske mekanismer ved spredningen og hæmningen af de epileptiske udladninger i hjernen, ligesom de nyere billeddiagnostiske metoder (bl.a. CT-, PET- og SPECT-scanning samt MR-undersøgelse) har betydet en sikrere karakterisering af de forskellige epilepsiformer og en bedre mulighed for at adskille epilepsi fra ikke-epileptiske anfald, fx besvimelse. Forskningen har lagt grundlag for en bedre forebyggende indsats og en fortsat udvikling af rationelle og bivirkningsfri medicinske og neurokirurgiske behandlingsmetoder.

• absence
• hjernen
• neurologi