Den 1. Puniske Krig blev udkæmpet i årene 264-241 f.v.t. mellem Romerriget og Karthago. Den var den første af de tre puniske krige.

Krigen foregik trods en afstikker til Nordafrika primært på Sicilien og i de omkringliggende farvande, og den markerede begyndelsen på Roms ekspansion uden for den italienske halvø.

Årsager til konflikten

Rom og Karthago havde været allierede mod den græske feltherre Pyrrhos invasion af det sydlige Italien få år tidligere, men begge magter ønskede nu kontrol over den frugtbare ø Sicilien.

Krigen begyndte som en lokal strid mellem byerne Messana og Syrakus på Sicilien. Mamertinerne ("sønner af Mars"), en lejesoldatsgruppe i Messana, bad både Rom og Karthago om hjælp mod Syrakus. Kartago sendte først hjælp, men da Mamertinerne også inviterede Rom, blev de to bystater trukket ind i direkte konflikt mod hinanden.

Krigens faser

Krigen kan opdeles i tre hovedfaser: Kampen om Sicilien, invasionen af Nordafrika og kampen om søherredømmet.

Kampen om Sicilien (264–256 f.v.t.)

Romerne fokuserede på landoperationer og opnåede flere sejre under konsulerne Lucius Postumius Megellus og Quintus Mamilius Vitulus, samt Aulus Atilius Calatinus.

Kartago var dog stadig overlegne på havet og kontrollerede dermed forsyningslinjerne, hvilket gjorde det vanskeligt for romerne at følge op på deres sejre.

Invasionen af Nordafrika (256–255 f.v.t.)

Rom forsøgte at invadere Karthagos hjemland i Nordafrika under ledelse af konsul Marcus Atilius Regulus. Selvom de opnåede tidlige sejre, blev invasionen slået tilbage med hjælp fra den spartanske general Xanthippos, og Regulus blev taget til fange.

Kampen om søherredømmet (254–241 f.v.t.)

Rom havde fortsat det militære overtag på Sicilien under Lucius Caecilius Metellus, men kunne ikke overvinde den karthagensiske general Hamilkar Barkas' succesfulde guerillakrig.

For at bryde Karthagos dominans på havet byggede Rom en flåde, hvilket kulminerede i slaget ved De Egadiske Øer i 241 f.v.t. Her vandt konsul Gajus Lutatius Catulus en afgørende sejr, der sikrede Rom kontrol over Sicilien og tvang Karthago til den for Rom fordelagtige Lutatiustraktat.

Krigens forløb

Selv om Rom også led nederlag, var romerne generelt overlegne i slag på landjorden, men da krigens største slag blev udkæmpet til søs, måtte romerne bygge en flåde for at kunne udfordre Karthago. Romerne udrustede forbløffende hurtigt en slagkraftig flåde, muligvis ved at kopiere et strandet karthaginiensisk skib.

Ved at påmontere landgangsbroer kaldet corvi ('ravnenæb', i ental corvus) på deres skibe, kunne de udkæmpe søslag som på landjorden og gøre brug af deres overlegne infanteri. Landgangsbroerne gjorde til gengæld skibene ustabile, og romerne led store tab i flere voldsomme storme.

Konsekvenser af krigen

Rom etablerede Sicilien som sin første provins, hvilket blev en model for fremtidige erobringer.

De tunge krigsskadeserstatninger og tab af territorium svækkede Karthago økonomisk og politisk, men lagde samtidig grundlaget for 2. Puniske Krig: Spændingerne mellem Rom og Karthago fortsatte og førte til den næste store konflikt, hvor Hannibal spillede en central rolle.

1. Puniske Krig ændrede magtbalancen i Middelhavet og markerede overgangen fra en verden domineret af bystater til et imperium ledet af Rom. Samtidig demonstrerede konflikten Roms evne til at tilpasse sig nye udfordringer, herunder opbygningen af en stærk flåde.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig