1. Verdenskrig og Danmark

I alt blev ca. 30.000 dansksindede mobiliseret til tjeneste i tysk militær. Heraf faldt ca. 5.300, mens mange vendte så beskadigede tilbage fra krigen, at godt 2.500 fik pension som krigsinvalider i 1940.

Et eller andet sted har jeg læst, at "mange" = 4.000 var beskadigede efter krigen.

Artiklen handler om 1. verdenskrig.
Hvorfor nævnes 1940?

I så fald vil jeg foreslå denne ordlyd:

I alt blev ca. 30.000 dansksindede mobiliseret til tjeneste i tysk militær. Heraf faldt ca. 5.300, mens mange vendte så beskadigede tilbage fra krigen, at godt 2.500 stadig fik pension som krigsinvalider i 1940. Der eksisterer ikke konkrete talangivelser om dette emne.

Som gammel typograf har jeg netop nu læst konkret korrektur på artiklen, og har hist og her klargjort sætningernes mening.
¤¤¤¤¤

Da den europæiske storkrig brød ud, erklærede Danmark sin neutrale stilling, som det lykkedes at opretholde gennem hele krigen. Alligevel blev det danske samfund stærkt påvirket af krigen. Det gjaldt økonomisk, socialt og politisk, hvor udviklingen i Danmark på mange måder lignede udviklingen på hjemmefronterne i de krigsførende lande med en styrket statsmagt og en reguleret økonomi.
Udenrigspolitik
Selv om de krigsførende lande accepterede den danske neutralitet, var der i krigsårenes flere udenrigspolitiske krisesituationer. Den vigtigste kom umiddelbart efter krigsudbruddet, hvor den danske regering efter tysk pres valgte at minere de danske farvande – i modstrid med de folkeretslige forpligtelser, Danmark som neutral magt havde for holde disse åbne. Da Storbritannien anså Danmark for at ligge inden for tysk interessesfære, førte mineringen imidlertid ikke den britiske modreaktion, man havde frygtet fra dansk side.
I krigsårene var dansk udenrigspolitik først og fremmest økonomisk politik, der skulle sikre, at Danmark fortsat kunne handle med begge krigens parter. Det var afgørende vigtigt, eftersom Danmark var en åben økonomi, der var helt afhængig af udenrigshandel, og Danmarks to største handelspartnere var Storbritannien og Tyskland.
Det lykkedes stort set at opretholde handelen efter forhandlinger, hvor de danske interesser hovedsageligt blev varetaget af repræsentanter for erhvervslivet. Især forhandlingerne med briterne var vanskelige. De frygtede, at import til Danmark kunne ende hos Centralmagterne, og Danmark måtte garantere, at en sådan reeksport ikke fandt sted.
Da USA i april 1917 trådte ind i krigen, ændrede situationen sig. Nu talte USA ikke længere de neutrale landes sag, men ønskede at presse Centralmagterne og især Tyskland så meget som muligt. Det førte til, at forhandlingerne med Storbritannien blev endnu vanskeligere, og i krigens sidste år blev Danmark i stor udstrækning afskåret fra forsyninger, ikke blot fra Storbritannien, men det meste af verden.
Neutralitetsforsvar
Ved krigsudbruddet begyndte indkaldelserne af sikringsstyrken, der som navnet siger skulle sikre den danske neutralitet. Den kom hurtigt op på 58.000 mand, hvoraf 47.000 blev placeret på Sjælland med henblik på forsvar af København. Da det blev klart, at risikoen for et angreb ikke var stor, blev sikringsstyrken beskåret og nåede i slutningen af 1917 ned på knap 25.000. Til gengæld blev der i årene 1915-1918 anlagt en 22 km lang forsvarsstilling fra Køge Bugt til Roskilde Fjord (Tunestillingen) som skulle sikre forsvaret af København.
Til søs bestod neutralitetsforsvaret i, at flåden vedligeholdt minefelter og afviste fartøjer fra krigsførende lande, der (bevidst eller ubevidst) krænkede den danske neutralitet. Desuden eskorterede flåden danske handelsfartøjer gennem dansk søterritorium.
Uden for danske farvande havde danske skibe, der sejlede på Storbritannien, beskyttelse af den britiske flåde. Men det var farligt at være sømand. Den danske handelsflåde mistede under krigen 324 skibe, og 702 søfolk omkom.
Reguleringsøkonomien
Med Augustlovene 1914, vedtaget af en enig Rigsdag, fik regeringen omfattende beføjelser til at regulere samfundsøkonomien for at sikre befolkningen gennem udførselsforbud og prisregulering. Arbejdet med at styre den økonomiske regulering blev lagt i hænderne på en kommission (Den overordentlige Kommission) med repræsentanter for erhvervslivet, arbejderbevægelsen og forbrugerne, som i krigsårene fik støtte af en lang række råd og nævn og lokale kommissioner i kommunerne. Resultatet blev et omfattende system af prisreguleringer med indførelse af maksimalpriser og statslige pristilskud samt bestemmelser for anvendelsen af råvarer – og kontrol af, at bestemmelserne blev overholdt. I de to sidste år af krigen blev stadig flere varer desuden rationeret.
De mange reguleringer var en belastning for erhvervslivet. Det skortede da heller ikke på kritik, ikke mindst fra landbrugskredse, og der blev afsløret talrige eksempler på forsøg på at omgå udførselsforbud. Systemet blev dog i krigsårene accepteret som nødvendigt af erhvervsorganisationerne, men med kravet om, at det skulle afvikles hurtigst muligt efter krigen.
Levevilkår og socialpolitik
Efter indledende omstillingsvanskeligheder oplevede store dele af dansk økonomi klar fremgang i de første krigsår, hvor erhvervslivet generelt var dygtigt til at udnytte de muligheder, som krigen gav. Berygtet i samtiden blev ”gullaschbaronerne”, som var øgenavnet for iværksættere, der på rekordtid tjente store penge på at sælge kødkonserves til Centralmagterne – ifølge en udbredt opfattelse af slet kvalitet.
Gullaschbaronerne var typisk nyrige, men generelt tjente de store aktører i erhvervslivet mange penge. Skibsredere, grosserere, finansfolk og godsejere var alle grupper, der oplevede voldsom indkomstfremgang, og skattemyndighederne kunne registrere at antallet af millionærer var mere end fordoblet fra 1908 til 1916.
Anderledes så det ud for offentligt ansatte, husmænd og arbejdere. De kunne se deres realindkomst blive udhulet. Trods prisreguleringerne oplevede Danmark nemlig en årlig inflation på ca. 20 % i krigsårene. For arbejderne blev situationen værre fra 1917, hvor arbejdsløsheden steg. Den nåede op på 18 % i 1918.
Derfor tog regeringen initiativ til en række sociale hjælpeordninger; bl.a. dyrtidslove, der fra 1915 afsatte betydelige midler til ”vanskeligt stillede”. Statsstøtte, der holdt priser på de vigtigste varer nede, havde samme formål, og den voksende bolignød i byerne blev søgt afhjulpet gennem både bolignævn, der skulle beskytte lejerne, og tilskud til nybyggeri.
Disse tiltag var kostbare. Det er baggrunden for, at regeringen hævede gældende skatter og afgifter og indførte nye. I maj 1915 blev Danmark det første land, der indførte skat på krigsprofitter (”merindkomstskatten”), som i årene 1917-1918 stod for næsten halvdelen af statens skatteindtægter. Mere berømt var den høje afgift, der i 1917 blev indført på spiritus og som betød, at prisen på snaps blev ottedoblet. Det betød, at salget styrtdykkede.
Spiritusafgiften og begrænsninger i salg af alkohol var ifølge Københavns embedslæge en sandsynlig forklaring på, at dødeligheden var faldende i de sidste krigsår. Denne tendens blev dog brudt, da Danmark som resten af verden blev ramt af influenzapandemien, Den spanske Syge, der i årene 1918-1919 kostede ca. 12.000 menneskeliv.
De dansksindede sønderjyder
Som tyske statsborgere oplevede det dansksindede mindretal i Slesvig en dramatisk anderledes krig. Levevilkårene på hjemmefronten var især i krigens sidste halvdel dårligere end nord for grænsen, især i byerne, men den afgørende forskel var, at dansksindede mænd måtte gøre tysk krigstjeneste.
I alt blev ca. 30.000 dansksindede mobiliseret til tjeneste i tysk militær. Heraf faldt ca. 5.300, mens mange vendte så beskadigede tilbage fra krigen, at godt 2.500 stadig fik pension som krigsinvalider i 1940. Der eksisterer ikke konkrete talangivelser om dette emne.
1. Verdenskrigs konsekvenser for Danmark
Reguleringsøkonomien kom under voksende pres fra både erhvervslivet og den borgerlige opposition i Rigsdagen i krigens sidste år og blev afviklet i årene 1919-1920. Den overordentlige kommission blev nedlagt i januar 1921, og reguleringsøkonomien efterlod tilsyneladende få spor. At der var tale om en vigtig erfaring blev dog klart, da Danmark i 1939 stod over for en ny verdenskrig, hvor man trak på erfaringerne fra 1. Verdenskrig 1914-1918.
Den socialdemokratiske arbejderbevægelse gik styrket ud af krigsårene, og fagbevægelsen tilkæmpede sig i årene 1918-1920 store sejre i form af lønstigninger og vigtigst: 8-timers arbejdsdagen. Det tætte samarbejde med den radikale regering, hvor partiets leder Thorvald Stauning fra 1916 var indtrådt som minister, var også en vigtig erfaring, som partiet trak på, da det i 1920’erne og 30’erne selv blev regeringsbærende.
Krigens vigtigste konsekvens for Danmark var Genforeningen af Nordslesvig med Danmark efter folkeafstemninger i 1920. Forudsætningen herfor var det tyske nederlag og sejrherrernes accept af de dansksindede sønderjyders krav om, at deres fremtid skulle afgøres gennem folkeafstemninger. I den danske historiekultur er den tætte sammenhæng mellem verdenskrigen og genforeningen imidlertid blevet helt overskygget af en national fortælling, der i stedet ser Genforeningen som overvindelsen af nederlaget i krigen i 1864.

En ekstra sproglig ændring:

Da Storbritannien anså Danmark for at ligge inden for tysk interessesfære, førte mineringen imidlertid ikke til den britiske modreaktion, man havde frygtet fra dansk side.