Alexei Ratmansky

Ratmansky er født i Sankt Petersborg, men voksede op i Kyiv, før han som tiårig blev optaget på Bolsjojteatrets Balletskole i Moskva. Efter endt uddannelse på Bolsjoj fik han ansættelse som danser i Kyiv, senere i Winnipeg, Canada, og endelig i København, hvor han i årene 1997-2003 var solodanser ved Den Kongelige Ballet.

Ratmansky betragter sig ikke som russer, men som ukrainer, og fik i 2016 amerikansk statsborgerskab.

Ratmanskys koreografi, teknik, musikalitet og dramatiske håndværk bærer præg af hans sjældne evne til at optage inspiration fra forskellige kulturelle traditioner og kunstarter, og til at bearbejde både idé- og formmaterialet i et personligt opfindsomt, organisk og virtuost sprog, der både er samtidigt og akademisk i sin bevægelsestætte og betydningsbærende udtryksfuldhed.

Kendetegnende er også en dyb humanitet, empatisk instruktion og koreografi skabt i et krydsfelt mellem det abstrakte og det fortællende.

Alexei Ratmansky skabte sit første væsentlige koreografiske arbejde, Le Baiser de la fée, til Den Ukrainske Nationalballet i 1994. I 1998 genopsatte han den på Mariinskijteatret som del af et helaftensprogram sammen med Middle Duet – en ballet, der stilistisk er inspireret af William Forsythe – og Le Poème de l’extase.

I 2002 skabte Ratmansky en version af Askepot til Mariinskijballetten og i 2003 helaftensballetten Den klare bæk, der førte til hans ansættelse som chef for Bolsjojteatret. Her stod han i spidsen for teatret i perioden 2004-2008 og skabte blandt andet sovjetballetten Bolten (2005) samt genopsætninger af Le Corsaire (2007) og Paris i flammer (2008). Trods stor kunstnerisk succes som chef for Bolsjoj valgte han ikke at søge fornyelse af sin kontrakt.

Bolsjojballetten opfører fortsat – ulovligt og mod Ratmanskys ønske – flere af hans balletter.

Ratmanskys succes med balletten Russian Seasons ved New York City Ballet i 2006 førte ham til USA, hvor han siden har skabt en række personlige og prægnante originale værker som Concerto DSCH (2008), On the Dnieper (2009), Seven Sonatas (2009), Namouna, A Grand Divertissement (2010), Pictures at an Exhibition (2014) og Serenade after Plato’s Symposium (2016).

Som koreograf har Alexei Ratmansky været særligt inspireret af komponisten Dmitrij Sjostakovitj, begyndende med nyfortolkninger af de glemte helaftensballetter Den klare bæk og Bolten. I 2008 skabte han Concerto DSCH, og endelig i 2012-2013 Shostakovich Trilogy. Særligt trilogiens midterste del, Chamber Symphony, synes at skildre komponistens kærligheds- og følelsesliv.

Ratmansky har sagt, at han er i en konstant dialog med kunstartens historie og har lært sig Stepanov-notation i forbindelse med sine anerkendte rekonstruktioner af Marius Petipas balletter Paquita (2014), Tornerose (2015), Svanesøen (2016), Harlequinade (2018), La Bayadère (2018) og Giselle (2019).

I sine rekonstruktioner genfinder Ratmansky i særlig grad glemte trin og en detaljeret musikalitet med en stilfornemmelse, der rækker tilbage til tiden før Sovjetunionens fokus på et totalitært udtryk med heroiske og atletiske præstationer.

Til Den Kongelige Ballet i København har Alexei Ratmansky skabt Nøddeknækkeren (2001), Anna Karenina (2004) og Le Coq d’Or (2012).

I 2023 udkom den amerikanske anmelder Marina Harss' (f. 1973) biografi: The Boy from Kyiv: Alexei Ratmansky's Life in Ballet.

• ballet
• Den Kongelige Ballet