Arius var presbyter, det vil sige menighedsleder, i Alexandria i begyndelsen af 300-tallet. Han hævdede imod Alexander af Alexandria, at Sønnen i Treenigheden ikke er evig og af samme væsen som Faderen, men er skabt og foranderlig. Han gav derved anledning til den arianske strid.
Arius' teologi kendes fra en række breve til Alexander af Alexandria (fra ca. 318-320) og Euseb af Nikomedia (fra ca. 323-324), samt uddrag af hans teologiske værk Thalia (fra ca. 322-323) bevaret i tekster af hans teologiske modstandere. Hans teologiske opfattelser var præget af en stærk monoteisme, der udelukkede at Guds Søn kunne være guddommelig på linje med Gud Faderen. Arius benægtede ikke treenighedslæren, men afviste at Guds Søn havde samme væsen som Gud selv (homoousi).
Arius' lære blev fordømt og han selv udstødt af kirken på det første økumeniske koncil i Nikæa i 325. Arius blev dog senere benådet af kejser Konstantin.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.