Arnold Schönberg

Med den programmatiske strygesekstet Verklärte Nacht over et digt af Richard Dehmel, Gurre-Lieder til J.P. Jacobsens tekst og det symfoniske digt Pelleas und Melisande efter Maurice Maeterlinck markerede Schönberg sig som senromantiker inspireret af både Richard Wagner og Johannes Brahms, i stil med samtidige komponister såsom Gustav Mahler og Richard Strauss.

De følgende års udvikling gennem de to første strygekvartetter, kammersymfonien for 15 instrumenter og sangene fra Das Buch der hängenden Gärten af Stefan George ledte frem til ekspressionismen i de første atonale værker: tre klaverstykker, fem orkesterstykker og monodramaet Erwartung, alle fra 1909.

Herefter arbejdede Arnold Schönberg med de tekniske betingelser for at komponere uden toneart, mest markant i Pierrot Lunaire for recitation og fem musikere på otte instrumenter og i operaen Die glückliche Hand til Schönbergs egen tekst.

Under 1. Verdenskrig skrev han teksten til oratoriet Die Jakobsleiter, hvis anden del aldrig fuldendtes.

Fra 1920 til 1923 udviklede Schönberg en metode, som er blevet kaldt tolvtoneteknik eller dodekafon sats. Hans blæserkvintet fra 1924 markerer kulminationen af denne udvikling.

Han eksperimenterede med tolvtoneteknikken i korsange, kammermusik, orkestervariationer og den komiske opera Von Heute auf Morgen. Samtidig skrev han dramaet Der biblische Weg og teksten til operaen Moses und Aron. De to første akter af sidstnævnte komponerede han i 1930-1932; tredje akt fuldendte han aldrig. Alligevel regnes denne opera for Schönbergs største værk.

Sammen med blandt andre eleverne Anton Webern og Alban Berg dannede han en komponistkreds, som er blevet kaldt Den Anden Wienerskole, hvor Den Første udgjordes af de store klassiske komponister Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven. Kredsen var centreret om Schönbergs lære, og hans tolvtoneteknik var deres signatur.

Fra årene i USA stammer både tonale og atonale værker. Til de første hører Kol nidre over en traditionel melodi til en mosaisk-liturgisk tekst, den 2. kammersymfoni, der var påbegyndt i 1906, og Variationen über ein Rezitativ for orgel, alle skrevet 1938-1940. Men violinkoncerten og den 4. strygekvartet fra 1936 er tolvtoneværker.

Det er også de følgende efter 1940: Ode to Napoleon Buonaparte til lord Byrons dybt ironiske tekst og klaverkoncerten; i disse mærkes dog de foregående års beskæftigelse med tonal musik. Rent dodekafone er derimod de sidste års værker, bl.a. strygetrioen og Phantasy for violin og klaver. Et stort værk, Moderne Psalmen, var undervejs, da Schönberg døde. Flere af hans tekster hertil findes; men han nåede kun at komponere begyndelsen af den første sats.

Økonomisk trange kår og heftige angreb på Schönbergs og hans elevers musik fra både publikum og presse tillige med udsigten til en antisemitisk inspireret skandale om en lærerpost ved konservatoriet foranledigede ham til at forlade Wien og indtil 1915 tage ophold i Berlin, hvor forholdene for jøder stadig var bedre end i Wien.

Efter Mathildes død i 1923 giftede Schönberg sig med en af sine elevers søster, Gertrud Kolich (1899-1968). I perioden 1926-1933 bestred han en stilling som professor ved Akademie der Künste i Berlin, men efter Adolf Hitlers magtovertagelse forlod han Tyskland og slog sig i 1934 ned i USA, det meste af tiden i Los Angeles. Han underviste på University of California, Los Angeles fra 1936 og frem til sin død.