Deir el-Bahri

Stedets historie begynder i det Mellemste Rige, hvor Mentuhotep 2. (ca. 2055-2004 f.v.t.), grundlæggeren af det 11. dynasti og genforeneren af Egypten i det Mellemste Rige, valgte Deir el-Bahri til opførelsen af sit gravkompleks. Mentuhotep 2.s dødetempel var en arkitektonisk nyskabelse. Det bestod af flere terrasser og inkorporerede kongens grav i selve tempelplatformen.

Med en adgangsgivende processionsvej og en nu forsvundet overbygning (muligvis i form som en mastaba eller en pyramide), inspirerede bygningsværket den senere arkitektur i det Nye Rige på stedet og understregede kongens guddommelighed og forening med guden Osiris i det hinsides.

Deir el-Bahri opnåede sin største berømmelse i det Nye Rige, særligt under det 18. dynasti, hvor flere konger byggede deres monumenter her.

Hatshepsuts dødetempel (Djeser-Djeseru – 'Det Helligste af Hellige'): Det mest fremtrædende og bedst bevarede bygningsværk i området er dødetemplet for dronning Hatshepsut (ca. 1473-1458 f.v.t.). Hendes tempel er et arkitektonisk mesterværk, der er bygget i tre kolonnade-terrasser, der stiger op mod klippevæggen. Templet var dedikeret til guderne Amon-Ra og Hathor og fungerede som et sted for kultdyrkelse af den afdøde dronning og hendes far, Tuthmosis 1.

Templets vægge er rigt udsmykket med relieffer, der skildrer vigtige begivenheder fra Hatshepsuts regeringstid, herunder hendes guddommelige fødsel og den berømte ekspedition til det mystiske land Punt (sandsynligvis beliggende i det nuværende Eritrea, Yemen, eller Somalia). En transport af to 30 m høje obelisker, der sejles fra granitbruddet i Aswan til Karnaktemplet er også afbildet.

Tuthmosis 3., Hatshepsuts nevø og efterfølger, byggede et mindre tempel på stedet ved navn Djeser-Akhet ('Det Hellige i/på Horisonten'), som er placeret en smule højere oppe ad klippevæggen og mellem de to tidligere templer. Tuthmosis 3. byggede sit noget større dødetempel (Henqet-Ankh – ('templet som) Skænker Liv') i ørkenkanten til det frugtbare område i Nildalen ca. 1,1 km fra det mindre tempel i Deir el-Bahri.

I 3. Mellemtid (ca. 1070-664 f.v.t.) blev mange af kongerne fra det Nye Rige som oprindeligt lå begravet i Kongernes Dal genbegravet i den samme grav (TT 320) i Deir el-Bahri. Graven tilhørte oprindeligt guden Amons ypperstepræst, Pinedjem 2. (ca. 990- 969 f.v.t.), fra det 21. dynasti (ca. 1070-945 f.v.t.). I denne periode var det Amons ypperstepræster, der regerede det sydlige Egypten, og pga. af manglende adgang til handelsruter og indtægtskilder åbnede den lokale regering gravene i Kongernes Dal og tømte dem systematisk for værdier over en længere periode. Til sidst blev kongernes sarkofager og kister åbnet, og mumierne blev flyttet til fællesgraven i Deir el-Bahri. Således blev adskillige kongelige mumier fra det Nye Rige, herunder Ahmose 1. (ca. 1570–1514 f.v.t.), Amenhotep 1., Tuthmosis 1., Tuthmosis 2., Tuthmosis 3., Ramses 1. (ca. 1400-ca. 1301 f.v.t.), Seti 1., Ramses 2., Ramses 3. og Ramses 9. (ca. 1200-ca. 1101 f.v.t.) fundet af lokale egyptere i tiden fra 1860 til 1881.

I den græsk-romerske periode (ca. 332 f.v.t.-395 e.v.t.) blev dele af Hatshepsuts dødetempel genbrugt til kapeller dedikeret til læge- og visdomsguder, bl.a. Imhotep og Amenhotep søn af Hapu, hvilket har været med til at understrege stedets vedvarende hellige karakter. Stedets moderne navn stammer fra et koptisk kloster, som blev opført i det 600-tallet e.v.t.

• Egypten i oldtiden
• Egypten i oldtidens historie